Råd/Strategier

Rettidig omhu

Af

Gode gamle Mærsk havde et valgsprog – rettidig omhu – og det tænker jeg tit på.

De sidste par dage har jeg haft er lidt for travlt program og jeg bliver straks straffet med nætter uden ret meget søvn.

Det er allerførste tegn på at “somethings rotten” og det skal jeg handle på NU.

Så søndagen bliver for mit vedkommende tilbragt alene – og det betyder også uden mand/børn/hunde. Telefonen bliver lagt så meget væk som muligt og den mail, jeg havde lovet at sende om noget strik til en gammel veninde – den må vente til i morgen.

Der er INTET i hele verden, der er vigtigere end at få kursen rettet op.

I dag kan det klares med en sofa-søndag og så er jeg fuldstændig fit igen i morgen, men ignorerer jeg de her første tegn – måske fordi der er noget “jeg burde også” – så begynder snebolden lige så langsomt at blive større, og om er par uger så ruller den af sig selv. 

Og det ville før betyde 2-3 måneders stress gående over i hypomani – måske endda mani – og så kollaps i 6-10 mdrs depression og et års restitutionsfase. En søndag på sofaen ser ud som et ret godt alternativ…

Så nej – vi skal på niveau med personligt besøg af dronningen, før noget er “jeg burde også” i dag….

Efterskrift: Jeg ved ret mange af mine indlæg på en eller anden led handler om at vælge fra, sætte sig selv først og droppe “jeg burde også”. Der er flere grunde:

1) Det er stort set hver evig eneste dag jeg tager til/fra beslutninger

2) Jeg oplever, at det er det allerstørste problem, ikke bare hos psykisk syge, men også andre kroniske sygdomme.

3) Det er simpelthen THE KEY til et helt almindeligt stabilt liv for rigtig, rigtig mange

4) Jeg oplever, at mange med-syge er rigtig gode til at identificere, at de er for pressede – men handler ikke på det. Mest pga “jeg burde også” og virkelig stor ansvarsfølelse.

5) Det er i mine øjne ikke særlig anerkendt generelt blandt hverken syge, pårørende eller samfund at sige fra og smække benene op, for “tage sig sammen” har virkelig stor magt!

Jeg har da egentlig været temmelig arrogant…

Af

Jeg har gået og tænkt meget over det her med, at jeg “valgte fra” i weekenden, “jeg burde” og “dårlig samvittighed”.

(Hvis ikke du har læst mit tidligere indlæg om hvorfor, jeg valgte weekendens tur fra, så se her, inden du læser videre)

Hold kæft hvor har jeg været egoistisk og arrogant…. TIDLIGERE!!!
(nok ikke sådan helt i ordenes egentlige betydninger, men her på bloggen bliver tingene sat lidt på spidsen)

Vi lader lige som om denne weekends Legolandtur foregik for 3 år siden. Så ville det have forløbet således:

Dorte tænker: Åhhh, jeg magter det ikke. Men jeg burde. Jeg har sagt A, så må jeg også sige B. Nu har vi jo aftalt. Jeg kan ikke tillade mig at melde fra. Jeg bare bide tænderne sammen og holde ud. For Bertrams skyld. Jeg kan ikke være bekendt, at svigte ham. Jeg er nødt til at tage med, ellers bliver Bertram ked af det.

Og så er det lige vi hopper op i nutiden og jeg tænker…WHAT????

Helt ærligt, din arrogante kælling (Ole siger det oprindeligt betyder “lille kærlig en”, så jeg må godt). For hvis skyld, er det lige, du gør det der? Det kan da kun være din egen!

1. Jeg har set Bertram måske 5 gange i mit liv. Han er den skønneste 12-årige knægt, jeg kender, og jeg ville ønske at jeg havde mere med ham at gøre til daglig og også kendte ham bedre. Men fakta er at Bertram nok ikke sådan helt ved hvem jeg er – udover “Dorte på Facebook” og “Mormors kusine”. Når jeg tænker tilbage på mig selv som 12-årig…helt ærligt. Så var der da ikke noget værre end de her gamle fjerne slægtninge, der skulle høre alt om ens liv, drømme og fremtid. Jeg ville da meget hellere være sammen med mine kusiner og fætre end at snakke med en gammel tante.

Tænk at tro at Bertrams dag ville blive SÅ meget bedre, ved at jeg var der. Eller ligefrem ødelagt, hvis ikke jeg var der! Han havde sin mor, sin bror, sine morforældre og to yndlingskusiner. Det er da dem han har lyst til at være sammen med – ikke mig.

(Her må jeg indrømme at jeg tillægger Bertram nogen tanker, som jeg rent faktisk ikke tror, han har – han er en fantastisk knægt, der interesserer sig meget for andre mennesker. Men – det er for eksemplets skyld – og nok også dybest set lidt rigtigt)

2. Hvis jeg var taget med “for de andres skyld”, havde jeg måske fået nedsmeltning efter en times tid….og været nødt til at lukke festen for min del af familien og tage hjem. Not særlig fedt og bestemt ikke særlig hensynsfuldt.

3. Havde jeg formået at holde ud – ja, så ville de andre stadig have skulle tage hensyn til mig hele dagen. Og gået med en evig bekymring for, om jeg nu var okay. Ole og pigerne ville aflæse hvert et ansigtstræk på mig, for at tage tingene i opløbet – ikke særlig afslappende og hyggeligt.

4. Havde Bertram undervejs fundet ud af, at jeg udelukkende var taget med for hans skyld og faktisk ikke havde det særlig godt…så ville den skønne knægt have fået en god portion dårlig samvittighed. Og det er da det sidste han skal have.

Derfor er jeg kommet frem til at det ville have været en arrogant og egoistisk handling, hvis jeg var taget med for “de andres skyld”…

Bottom line: Inden du får dårlig samvittighed over at vælge fra – så gør dig selv den tjeneste at gennemanalysere situationen og gør så hvad der er bedst for dig. Det viser sig oftest, at være bedst for alle parter.

 

At måtte vælge fra…

Af

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Manifest 2014 er fundet frem!

Af

I forlængelse af min snak med min søde veninde på Happie i går, gik det op for mig at der var alt for mange ting i Manifest 2014, der lige så stille var smuttet for mig.

Kosten har indeholdt for meget sukker, hvidt brød, pasta og mælkeprodukter – og der er røget mere og mere slik og chokolade ned, som jeg er blevet mere og mere presset.

Samtidig er gå-turerne blevet omsat til “jeg er nødt til at tage bilen”, fordi jeg har skulle have computer, vareprøver mv med til møder. Og så er der blevet handlet på vejen, i stedet for at gå op efter hverdagens småting.

Og det er fandeme ikke særlige smart og hjælper bestemt ikke med til at holde bufferzonen bred.

Så Manifest 2014 er blevet fundet frem og støvet af og fra i dag er der fuld fokus på alle punkter igen. Samtidig har jeg kikket mine daglige kosttilskud igennem, og det er gået op for mig, at jeg er løbet tør for en meget kraftig antioxidant, der i flere studier har vist sig at have en gavnlig effekt på bipolar lidelse. Jeg køber kosttilskuddet i England – jeg glemte bare at bestille det med sidst og har ikke tænkt videre over det.

Heldigvis kan det også købes på apotektet her i DK – det er bare ca 10 gange dyrere, men hvad gør man ikke for at få det bedre, mens man venter på sin pakke.

Kosten har jeg allerede gjort noget ved. Morgenmaden her i dag består af melon og serranoskinke – ikke flere hvide luftboller til mig, selvom det var dejlig nemt og hurtigt!

Der er indkøbt masser af frugt, æg, bacon, nødder, laks, rejer, salat osv, så nu skal tingene optimeres på alle fronter.

Gåturerne bliver genoptaget fra NU – og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt at vejret er røvelendigt! Vinterjakken må findes frem, hvis det er det, der skal til.

Kalenderen osv er der allerede luget i – nu er det tid til at gøre alt det, jeg SELV kan gøre. Akkurat som var det en rigtig influenza og begyndende lungebetændelse – der er også noget, der kan gøres udover at ligge på sofaen.

Min søde veninde fik sat gang i min kampgejst i går – og ja…jeg har sgu “taget mig sammen”, men det er ikke den der almindelige biden tænderne sammen og holden ud – det er kampgejst af den rigtige, opbyggende slags.

Der er virkelig så vigtigt at lytte til sin krop – men det nytter kun hvis man også handler på det kroppen fortæller en. Ellers er det bare en katastrofe, man står og ser på udvikle sig uden at gribe ind.

 

Sugarflu…

Af

For f… Hvornår lærer jeg at den umiddelbare tilfredsstillelse af en skål fredagsslik kvitteres med et trælst og “hudløst” hoved næste dag?

I går var jeg helt smadret og kastede en håndfuld slik og en gang Dumle i svælget. Det hjalp fantastisk og gav da et gevaldigt sukkerrush – specielt fordi det er meget, meget længe sidden jeg har fået fødevarer med sukker eller stivelse (lyst brød, kartofler, pasta, ris mv).

Men for hunen hvor er mit hoved åndsvagt i dag – sukkertømmermænd er vist det rette ord. Heldigvis ved jeg af erfaring at det er overstået engang over middag, så indtil da….sofa, hækletøj og Venner på Netflix 🙂

Kommunen som samarbejdspartner

Af

Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.

Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.

Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.

Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.

Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.

Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her. 

I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.

Gratis glæder + et par kroner

Af

Forleden skrev jeg noget om at være egoistisk og finde tid til selv. Det behøver ikke at være stort og forkromet. For nogen vil det her måske lyde temmelig banalt og “skulle det være noget?”. Men altså…bare 20 minutters varme i den lokale solariebiks kan gøre underværker for mig.

Som sygemeldt/fleksjobber/førtidspensionist er pengene heller ikke sådan vildt store, og derfor nedprioriteres “gøre godt ting” til fordel for rugbrød og el-regningen. Derfor har jeg i samarbejde med mit skønne størstebarn Katrine lavet en liste over ting, der koster under 50-100 kr, som giver plus på egenomsorgskontoen:

Liggestol ud i haven/gården og ½ times luft (fungerer altså bedst på tørvejrsdage 😉 ). Fra oktober – marts/april er det en god idé at have en skumgummimadras (kan fås i Bilka/Jysk for ikke så mange penge) i liggestolen, hvis ikke du har en fed hynde. Tag dynen med ud og pak dig godt ind. Sådan lå jeg i flere timer i marts/april 2005 hvor jeg var nede i en dyb depression. Ole hev mig på græs hver morgen og hev mig ind igen om eftermiddagen – det var bedre end at ligge og kukkelure i sengen.

Gåtur – igen helst i godt vejr, men der er også noget helt specielt over en kæmpeparaply i regnvejr. Verden bliver helt stille udenom dit lille private rum under paraplyen. Tag evt musik eller en lydbog i ørerne. Du kan få begge dele gratis via Spotify (musik) eller ereolen (lydbøger) og som app til telefonen. Tag dig god tid til at lægge mærke til blomster, træer, sjove/smukke bygninger, andre menneskers haver/huse/stakitter osv. Og så er det altid en god idé at lægge vejen forbi en biks og købe en is 🙂

God musik på anlægget (eller via en højttaler til telefonen – de kan fåes i ok kvalitet til en 100 kr) og så ellers danse rundt, synge med og skabe sig tosset. Det giver ret meget livsglæde nede i maven 🙂

Et langt, varmt bad med efterfølgende pleje af sig selv på badeværelset. Gerne blid musik og stearinlys samtidig. At gå i bad kan være en kæmpe udfordring, når man er nede. Men  stå under en bruser i 10-15-20 minutter og bare frådse varmt vand ud i kloarken uden at tænke på miljø og global opvarmning – sorry, det er altså SÅ dejligt. Og derefter at bruge timer på badeværelset med cremer, hårdims, makeup og parfume kan gøre underværker (der må være lidt i gemmerne, du kan bruge, ellers brug 30 kr på en billig bodylotion). Det er ren wellness i en verden, hvor det tit gælder om at få det overstået i en fart, fordi manden skal skide og ungerne hamrer på døren. Nope…der skal være RO til dig selv i mindst en time derude.

Tag på skovtur! Smørre en madpakke og hive et tæppe med udenfor – park, strand, skov eller hvor der nu er mulighed for det. Sidde stille og roligt helt alene og betragte naturen. Det kan også lade sig gøre under føromtalte kæmpeparaply. Lise for sjælen!

Læg dig i solariet. Ikke for farvens skyld, men for alenetiden, varmen og afslapningen. Det koster ca en 30-40 kr og i min lokale solbiks er jeg så heldig at der er en model, der giver 20 minutter med en lav intensitet istedet for de her speedsole på en 5-6 minutter. Dem gider jeg ikke – jeg vil have TID!

 

Kreative sysler – ½ time i sofahjørnet med strikkepinde, hæklenål, broderi, tegnegrej, modelbygning eller whatever du nu synes er spændende. Bare sørg for at det er DIN interesse. Og at du ikke bliver forstyrret! Send den bedre halvdel og børn ud af huset…ikke for at du kan rydde op og gøre rent, men for at du kan hygge dig!
– og så lige et godt råd, hvis du strikker/hækler. Du har sikkert, som jeg oplevet, at andre næsten synes, de gør dig en tjeneste ved at spørge, om du ikke vil strikke/hækle til dem, hvis de betaler garnet. Jeg gider helt ærligt ikke strikke for andre “på bestilling”, men gerne af lyst og eget initiativ. Så når jeg får sådanne forespørgsler, siger jeg, at det vil jeg gerne, hvis vi bytter timer. Jeg strikker for dem, mens de sørger for at fylde min fryser med portionsretter, gøre rent, luge have, male vindskeder eller hvad de nu synes kunne være hyggeligt. Det er endnu ikke lykkes mig at få en byttehandel i stand – og det er helt okay 🙂

Du kan sikkert godt finde på flere ting til egenomsorg, hvis du bruger fantasien lidt. Du må meget gerne skrive dem i kommentarfeltet, så kan jeg tage dem med i en senere post, så vi kan supplere op. Måske sidder der en derude, der har brug for lige præcis dit gode råd 🙂

Frisk luft og livsglæde!

Af

  

 

Sofaen klistrede lidt rigeligt på bagen i dag, men så tog Ole lige teten og hev Thor og mig med på hundemarken – vi trængte begge til luft!

Det blev en skøn tur i solen på årets første over-20-grader-dag og der er da ikke noget mere livsbekræftende end an lalleglad hund med en bold.

So much fun!

Efterskrift: Det her er et af de utallige små ting som pårørende kan gøre for at fastholde den gode spiral. Lige tage initiativet og ansvaret for en god oplevelse. Alle kan have tendens til lim på sofaen, men det er bare supervigtigt, at der sker noget sjovt hver dag – og det er ikke altid man lige selv er obs på det eller magter at tage initiativet.

  

Vær egoistisk! Du kan ikke være andet bekendt!

Af

Jeg sætter lige endnu engang det vigtigste øverst: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. 

I rigtig mange år har jeg nedprioriteret mig selv. Jeg kan se her i bagklogskabens klare lys, at jeg har kørt efter devisen:

Det er bedre at alle andre har det godt, end jeg har det godt!

Det er ret skræmmende, at jeg hver eneste gang jeg har været stabil har tilsidesat mig til fordel for børn, mand, hus, arbejde, uddannelse, gymnastikforeningsbestyrelser, arbejdsdage i børnehaven, lokalsamfundsudvikling, ungernes sportsaktiviteter, rengøring (arh, ok – det har jeg aldrig været god til), hundepasning osv osv osv.

Alt i mens jeg har lavet “anden”: Rolig på overfalden, men padler rundt som en sindsyg under vandet. Og ja…det endte med den ene stressperiode -> hypomani/mani -> depression efter den anden. Og jeg har faktisk aldrig forstået hvorfor. Jeg var jo sprudlende fuld af liv, når jeg endelig var stabil og ovenpå. Hvorfor skulle det så ramme mig igen og igen. Det var sgu ikke fair! Og det var virkelig en lortesygdom, der ramte ud af det blå….som om!

 

and

Jo flere gange jeg røg i fælden, jo længere ned kom jeg og jo længere tid tog det mig at komme op igen. Og så snart jeg var ovenpå igen var jeg endnu engang….

…hende, der altid deltog i diverse generalforsamlinger – og hvis hånd altid røg i vejret, hvis der manglede en til bestyrelsen, selvom jeg på forhånd havde aftalt med mig selv, at det IKKE skulle ske.

…hende, der altid deltog i forældrearrangementer i dagpleje/børnehave/skole/fritidsaktiviteter – og ret ofte var jeg også en af dem, der havde bagt eller stod for rengøringen bagefter.

…hende, der altid tog med til fastelavnsarrangementer med ungerne, istedet for bare at sætte dem af på dørtrinet – og selvfølgelig havde de hjemmelavede kostumer på.

…hende på jobbet, der altid ydede det ekstra – og altid var klar til at springe til hvis kolleger, havde brug for det.

…hende, der har hjulpet andre med at flytte, passe børn og køre på lossepladsen med byggeaffald.

…hende, der lavede de fedeste halloweenudsmykninger!

Jeg har været hende, der har følt, at hvis ikke min tid var 100% fyldt med gøremål, så var tiden spildt.

Det her skriver jeg ikke, for at sidde og pudse min glorie. Faktisk synes jeg slet ikke, der er noget at pudse, for jeg har også altid været hende, der har haft sindsyg dårlig samvittighed over ikke at kunne “gøre mere”og det har som sagt udløst den ene episode efter den anden, hvor jeg i lange perioder har kunne gøre lige præcis INTET.

I de perioder har jeg ikke haft det godt – og min familie har bestemt heller ikke! Der har de måtte trække det ufattelig store læs at have mig på slæb. Og DER har vi virkelig kunne tale om, at have dårlig samvittighed – så dårlig, at jeg i lange perioder, var overbevist om, at de var bedre tjent uden mig.

Derfor kommer den lige igen: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. Det er ganske forfærdeligt, og det skal jeg nok prøve at beskrive en anden gang, men man fatter det nok ikke helt, før man har prøvet det.

Det er vigtigt, at vi har balance i tingene, og også gerne med en overvægt af egenomsorg. Og det er ikke den egenomsorg, som jeg har bildt mig ind i mange, mange år:

Jamen JEG synes det er sjovt at lave fastelavnskostumer, JEG synes det er fedt at sidde i bestyrelser, JEG kan godt li´ at hjælpe med at flytte.

Glem det. Det kan godt være, du synes det er sjovt, spændende og interessant – men det tager alligevel tid fra EGENomsorgen.

De eneste tidspunkter jeg sådan har fattet det på er de perioder, hvor jeg har forsøgt at komme mig. De perioder, hvor jeg har siddet med et strikketøj i hånden stort set 24/7. Det har jeg beskrevet i min bog “Strik og stress af”. Det har jeg prædiket til utallige foredrag.

Og alligevel har jeg fuldstændig har glemt mine egne ord, så snart jeg var ovenpå igen. Hvor dum kan man være? Det eneste “job” jeg har kunne klare i længere tid i perioden 2005-2012, har været tiden som selvstændig med Knitalot. Men arbejdet der var også 80% egoisme og 20% hårdt arbejde – og en fantastisk chef 😉

Og egoismen er altså bare så vigtig, at have med i det, vi gør. Det går ikke ud over andre. Men det går ud over andre, hvis ikke vi har den i baghovedet.

Derfor vil jeg nok også vende tilbage til emnet igen og igen her på bloggen. Om ikke andet så for at fastholde mig selv i at være egoistisk!

7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne!

Af

Som nævnt i går har jeg sommetider haft perioder med hjernekværnen. Du får lige mine helt praktiske råd opsummeret her øverst:

  1. p.n. medicin
  2. Velkendt musik – syng med
  3. Få en pårørende til at underholde dig – cafétur, spil osv
  4. Lydbog
  5. Se film/TV
  6. Gentage et mantra
  7. Go to my “happy place”

Når først jeg er kommet til punkt 5 i gårsdagens indlæg og et stadig er nødvendigt at gøre en aktiv indsats for at få tankerne tvunget væk, så har jeg brugt forskellige strategier tidligere.

hjernetanker_raad

p.n. medicin
– som min gode ven Per siger: Det står for pisse nødvendig. Jeg har så altid lært det hedder pro necessitate (efter behov), men kan egentligt meget bedre lide Pers fortolkning af begrebet. Der findes medicin til at “samle tankerne” og det kan være den krykke i et par dage, der lige giver din hjerne så meget ro, at du kan bruge nogen af de andre strategier. Så…kontakt din behandler og spørg ind til om det var en mulighed for dig.

Velkendt musik i ørerne
– og sørg for at synge med på teksten. Hjernen kan ikke kværne, når den er koncentreret om, at din mund former ordene. I følge mine døtre har jeg verdens mest nederen playliste på Spotify. Men jeg har valgt velkendte yndlingsnumre fra hele mit liv, så jeg ingen problemer har med teksten. Jeg er næsten flov over at indrømme det – men Atomic Kitten og både  “Whole Again” og “Tide is high” er på: Du kan tjekke dem ud her:

[jwplayer mediaid=”545″]
[jwplayer mediaid=”546″]
(er vist nok noget PopstarsEngland-noget fra dengang ungerne var små)

Jeg plejer at gå en tur i parken imens, men husk for guds skyld, at du kun skal forme ordene med munden – IKKE synge med. Folk kikker så underligt.

Dette råd gav Malene Ingwersen også i gårsdagens kommentarer:

Det bedste råd jeg iøvrigt nogensinde har fået mod angst (som jeg synes tit følger med overtænkning), er nyn! Det er mega-svært at have angst og synge eller nynne samtidigt

Få min mand/veninde til at underholde mig

– ud at handle, på café eller spille et spil. Bare noget hvor hjernen er beskæftiget med andet end kværnen.

Lydbog
 – den er lidt svær, for sommetider løber hjernen alligvel afsted. Men prøv evt at låne en bog på e reolen, der er bibliotekernes lånecentral for lyd- og ebøger. Så kan du da prøve det af. Jeg har lige hørt tidligere drabchef Ove Dahls bøger om nogen af de forbrydelser, han har opklaret. Det hjalp at det var sager jeg kendte fra pressen.

Se TV/film
Igen – den er også svær, hvis det er svært at koncentrere sig. Jeg ser Venner. Igen… og igen…og igen. Det er (efterhånden MEGET) velkendt og derfor nemt at koncentrere sig om. Hvis jeg så forsøger at tale med på replikkerne for at fastholde hjernen om det – så virker det. Men…tror måske mine venner og familie er lidt trætte at af at jeg altid kan finde et Friends-citat, der passer på situationen:

Monica: I’m sorry, but that’s my happy place.
Phoebe: Well, okay, fine. Use my happy place. Okay, I’m just … I’m gonna have to ask that you don’t move anything in there

Hvilket leder mig videre til et par af de andre kommentarer, jeg fik på gårsdagens indlæg, hvor jeg efterlyste andres strategier:

Malene kom med yderligere to ting, jeg ikke selv havde tænkt over:

Go to my “happy place”

Jeg finder en yndlingsfantasi (fx strandet på øde ø). Jeg indretter øen, tænker over alle detaljer, sengen, madopbevaring, dyreliv osv osv.
Det var en årrække (som barn) et hus jeg indrettede, jeg malede roser på tapetet osv osv.

Gentagelse af et mantra

Dette trick virker bedst, når jeg skal sove og ikke kan få hjernen til at stå stille. Om dagen er jeg kun nået til et mantra: “let it go, let it go, let it go”…det virker kun kortvarigt.

Dette råd virker også for Marianne, der skrev til mig:

Når jeg har svært ved at sove, virker det for mig, at sige inde i mig selv: ” mor sover, bror sover, søn sover” igen og og en og igen, samtidig med at jeg forestiller mig, hvordan de ligger og sover i deres senge. Jeg tænker at det må svare lidt til at meditere, jeg lukker støj ude og holder fast i det fredsfyldte.

De her 5+2 ting er, hvad jeg har fundet ud af hjælper sådan helt lavpraktisk og akut, når tankerne kværner. Måske er det noget helt andet, der hjælper for dig. Prøv at lave din egen liste, og noter ned når du fra tid til anden finder noget, der hjælper i situationen.

Efternote: Jeg har hørt ordet “kognitiv terapi” i flere sammenhænge og at det også skulle være ret godt til at stoppe automatiske tanker. Men jeg har ikke selv stiftet bekendtskab med det eller brugt det, så jeg aner ikke om det er effektivt. Jeg må indrømme at alene navnet har fået mig til at droppe at søge viden – det lyder for besværligt at gøre alene og jeg har simpelthen ikke finanserne til undervisning hos en psykolog.

Er der en af jer læsere, der har erfaringer i den retning, hører jeg meget gerne fra dig. Måske har du lyst til at skrive et gæsteindlæg om det?

hjernetanker_raad_lille

Facebook