Last thing first:
Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud…og husk, at det godt kan være processen skal gentages 3 minutter senere. Hjernen slukker ikke bare lige, fordi man beder den om det.
Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe.
For noget tid siden, troede jeg, at jeg have fundet nøglen til mine søvnproblemer. Det havde jeg sådan set også, men den nøgle skabte så bare et nyt problem. Og af de to onder, vælger jeg helt klart manglende søvn.
En halvering af medicindosis gjorde, at jeg som som en baby natten igennem. MEN – for en uges tid siden begyndte jeg pludselig at bekymre mig og få tanker, der kørte i ring. Ikke om noget specielt – alting og ingenting.
Den der “talen-med-sig-selv”, der bare bliver ved og ved og ved med at kværne rundt i et problem med manden, hunden, børnene, kassedamen i Netto, billisterne på vejen eller et eller andet andet.
Og selvom problemet bliver løst, er hjernen ikke tilfreds. Der går nemlig kun 10 minutter, så kværner ens egen stemme igen løs i problemet, hvorfor det opstod, hvorfor folk ikke bare, osv osv osv….
Så er det, jeg får lyst til at råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT, HJERNE!!! – fis ud og find en anden at lege med”.
Denne gang spurgte jeg Ole, om han godt bare kunne slukke for hjernen, når der var et problem, han grublede over. Og det kunne han sagtens. Tænke over tingene, fikse det, slut prut. Og kan det ikke umiddelbart fikses – ja, så venter man til i morgen med at tænke mere over det.
Hmmm – så var det jo, at jeg endnu engang lige måtte analysere lidt på hvilke ændringer, der var blevet lavet de sidste 14 dages tid, siden hjernen nu pludselig lavede det nummer igen – og vupti…nå ja, medicinen.
Så… normal dosis igen i forleden – og hjernen fandt en anden at lege med. Den holdt ihvertfald kæft!
Og jeg tror måske de her hjernekværnende evindelige bekymrende tanker, der grubler og grubler er en vigtig forskel på normale hjerner og bipolare/depressive hjerner. De der tanker, der kører i ring – og ring – og ring. Jeg har også tidligere haft en tendens til, at alle skulle høre om dette eller hint problem eller høre om, hvor uretfærdigt jeg var blevet behandlet.
Ret ofte VAR jeg blevet uretfærdigt behandlet, men i stedet for at skælde ud og få det ud af kroppen som normale mennesker, har min hjerne kørt i ring. Samtidig er jeg også blevet bekræftet fra alle steder i, at det da bestemt var en uretfærdig behandling, jeg havde fået – og blev dermed fastholdt i tankerne, der bare voksede og voksede. Lige til jeg blev suget ned i depressionens nedadgående vortex.
En psykolog sagde engang til mig:
Den menneskelige hjerne er designet til at løse problemer. Derfor vil den altid forsøge at finde en løsning – selv når den ikke er der. Men husk på, at 80% af dine bekymringer bliver aldrig til noget – og hvis du bruger 80% af dit krudt på noget, der aldrig bliver til noget, har du ikke overskud til de 20%, der gør.
Jeg vil så dermed konkludere at den bipolare hjerne er en fine-tuning af designet, jeg godt kunne have undværet 😉
Men det viser, hvor vigtigt det er at få stoppet tankerne – om de så er reelle bekymringer eller ej. Det er ikke det vigtigte. Det vigtige er at få stoppet sin egen kværnende stemme i hovedet, der ikke vil holde sin kæft.
I mit aktuelle tilfælde var det nemt at finde årsagen og løse problemet. Men det er ikke altid så nemt.
Mit råd er at følge de her fem trin:
1)
Bliv klar over at din hjerne kører i ring – og hav en reel lyst til at få det stoppet.
2)
Fortæl dine pårørende, at du har det sådan – også selvom det måske er dem, dit hoved kører i ring over
3)
Prøv sammen at finde årsagen – fx. hvis manden har sagt noget forkert.
4)
Forsøg at løse reelle problemer – fx. med bank, chef, børnene osv. Overdrag så meget ansvar du kan omkring problemet til pårørende.
5)
Find DIN måde at få hjernen til at holde kæft – måske bare for en stund.
Nummer 5 kan være lettere sagt end gjort, men bare det at få erkendt for mig selv, at hjernen kører i ring og få sagt det til min mand, kan gøre utroligt meget for mig. – også veninder, anden familie, kolleger kan inddrages, så de lige kan gøre dig opmærksom på, hvis du snakker i ring om et problem.
Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud 🙂
Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe 🙂
Jeg er lige pt. ved at tænke tilbage på nogen af de strategier, jeg bruger for at få hjernen til at acceptere nummer 5 og rette sig efter det. Min oplevelse er at selv små pauser fra hjernekværnen giver ro og det bliver lettere og lettere at slippe tankerne.
Jeg vender tilbage i morgen, når jeg har fået lavet listen.
Hvis du har nogen gode tips, så smid endelig en kommentar, så jeg kan sætte det på listen.
Efternote: Efter jeg skiftede til fuld dosis igen, er jeg begyndt at tage min medicin om morgenen istedet for om aftenen. Det har indtil videre holdt mig sovende om natten.
