Vinterbad
Dag 2 i vandet – WSWC2016
Dag 1 i vandet – WSWC2016
Cryoheating!
Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.
Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:
Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!
Og det har han jo fuldstændig ret i!
Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.
Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!
Forskel på koldt vand og strik?
En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.
Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!
Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.
Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.
Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.
Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.
Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.
Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.
Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂
Nordjylland Live
Så har jeg været en smut i studiet hos TV2Nord – og tænk…jeg kunne godt hænge ved. Faktisk synes jeg, det blev til et helt godt indslag omkring hvor godt det kolde vand er.
Her er billedet fra optagelserne i onsdags lige igen… Jeg var i vandet ca . et kvarter får fotografen fik alle de optagelser, han skulle bruge. Og som I kan høre på min stemme i indslaget, var det måske nok liiiiige rigeligt koldt 😀
MovieStar!
Endnu engang har jeg tilbragt dagen sammen med en fotograf og journalist fra TV2Nord – og endnu engang var det dygtige Pia Stuckert, der var sat på opgaven. Hvor heldig kan man være 🙂
Pia var også den journalist, der lavede indslaget om Strik og Stress af i sin tid… det kan du se her.
Nu vil de lave et indslag omkring is-svømning som sportsgren og hvor gavnligt det er for mit velbefindende, at komme en tur i det kolde vand. Hvor strikketøjet har en gavnlig virkning på længere sigt ala meditation, så har vandet en instant virkning på en lurende katastrofe – og det er altså værd at tale lidt om også 🙂
Vi mødtes i mit lille hjørne af Paradis aka Rønnerhavnen i Frederikshavn kl. 10.45 og vejret var helt fantastisk! Det var som en sommerdag – høj sol, vindstille og stort set blikstille vand.
Det var jo fuldstændig perfekte forhold, når nu jeg så gerne vil promovere svømning i det kolde vand. Jeg fik rent faktisk også lokket fotografen i vandet – eller dvs. han gik nu helt frivilligt derud. Muligvis havde det noget at gøre, med de vaders han havde på 🙂
Der blev svømmet adskillige baner frem og tilbage til ære for fotografen. Først med kamera i en lang bøjle, så med GoPro tæt på overfladen (og måske også under?) og til sidst med stativ fra klittoppen. 15 minutter i streg blev det til og journalist-Pia var helt blåfrossen på mine vegne. Jeg kunne heldigvis tage en hurtig tur i saunaen, og så var jeg klar til interview på en af stenene.
Desværre glemte jeg helt, at få Pia til at fotografere, at han stod langt ude i vandet og filmede – det ville ellers have gjort sig godt på bloggen. Men vi må vente til mandag, hvor det kommer i Nordjylland Live.
Edit! Pia havde sørme taget et par skud af fotogra-fyren og mig i vandet. Så tada….
Min kære gemal havde meget sødt sagt, inden jeg tog hjemmefra, at jeg nok burde bede dem om ikke at filme, før jeg var kommet under vandet: “Skat….jeg tror du vil blive ked af, at se dig selv i badedragt på TV” – og det har han ganske givet helt ret i, i og med at der er fordelt 15 kg ekstra rundt omkring det sidste års tid. Men altså…tingene er som tingene er, og det er de kg jeg kan takke for, at jeg er SÅ eminent til at udholde kulden. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget….vel? Men Pia lovede at hun nok skulle prøve at klippe det sammen, som hun selv gerne ville have haft det. Det er sgu også ret sødt af hende, selvom der nok ikke er så meget at gøre 🙂
Da TV2Nord bilen var kørt igen, havde klokken sneget sig hen omkring 12.30 og jooo…jeg kunne da godt lige nappe en bette halv time i saunaen. Den halve time blev så til flere og pludselig var klokken 15 og “almindelig åbningstid” og livlig snak fyldte saunaen.
Og igen – det er bare så skide hyggelige folk, at jeg var nødt til at blive et par timer mere 🙂
Så alt i alt endte det med at jeg først kørte fra mit yndlingsudendørssted da solen begyndte at farve himlen i rød. En dag i det skønneste solskinsvejr blev perfekt afsluttet med en køretur hjem under den skønneste aftenhimmel.
Fik jeg sagt, at jeg elsker det sted?
Tip-top-tjek ok fra lægen!
For et par dage siden var jeg ved lægen, for at blive tjekket igennem – næsten i hoved og rumpet – ej, blodtryk, kolesterol, hjerte osv, for at se om det også er lægeligt forsvarligt at hoppe i den der tilfrosne flod i Sibirien.
Det er det så! På trods af min overvægt og pt. “kunne-være-temmelig-meget-bedre”-kondition, så er min grundlæggende fysik helt tip-top i orden.
Faktisk var mit kolesteroltal meget lavet og værdierne mellem LDL, HDL og triglycerider helt perfekt. Det var jeg ret overrasket over, da jeg… shhh…må indrømme, at jeg har ædt mig til 15 kg ekstra det sidste år (!!!).
Men det er sundt mad, jeg har overspist af, incl. de fede madvarer, der indeholder det sunde fedt.- Masser af nødder, avokado, bananer, fede fisk – men også bacon og fløde har ligget tungt i madpyramiden.
Hvidt brød, kartofler, pasta, ris har været holdt på et minimum – og jeg tror sådan set bare jeg fortsætter med den strategi, dog uden helt så store mængder.
At tøjet strammer lidt pt. betyder ikke det store, når jeg ved at jeg ikke har forhøjet risiko for, at falde død om af en blodprop i morgen. Så hellere få opbygget noget kondition og styrke.
En ting dog….jeg ville dæleme gerne slippe for de der appelsinlår! De matcher ikke helt min nye smarte badedragt, sølvfarvede badehætte og turbo-triatlon-svømmebriller 😀
Trylleryl, tryllerol – jeg gik kold!
Jeg nåede aldrig i Romulus i går, men kl. 14 satte jeg kursen mod Frederikshavn Vinterbaderklub. Vandet er lunt for tiden – 7 grader – ca. det samme som i Romulus, så jeg kunne jo lige så godt kombinere med træning til Sibirien. (Det projekt har fået sit eget menupunkt i toppen, hvis du vil læse mere om det)
Jeg nåede tre træningspas. Første gang 180 meter, det samme næste gang og sidste gang svømmede jeg 360 meter, dog med pauser i vandet undervejs.
7-8 grader er min totale yndlingstemperatur i forhold til at få sat hovedet på plads. Under nul kan man ikke have hovedet under ret længe, men 7-8 grader….ahhhhhh!
Det er helt vildt så meget stærkere, jeg er blevet på så kort tid. I dag er det præcis 3 uger siden, jeg fik mailen fra Mette med invitationen – og dengang var jeg vildt stolt at, at jeg kunne svømme 25 meter i det kolde!
Nå men – det var hovedet, der skulle sættes på plads og det blev det. I går aftes kæmpede jeg en brav kamp for at holde mig vågen til 22.30, men så var det også godnat!
Jeg vågnede på et tidspunkt i løbet af natten og tænkte PIS – nu er kl. 00.30 igen og jeg er lysvågen. Nej…klokken var så 5.45 og jeg har sovet som en sten.
Det kan godt være koldt vand lyder afskrækkende og “nej fandeme nej” – men det virker!
Træt vs. Søvning
Jeg har efterhånden skrevet en del om mine søvnproblemer her på bloggen. Jeg kan have så umanerligt svært ved at falde i søvn, selvom mit hoved er DØDtræt. Og når jeg endelig falder i søvn, så sover jeg så let, at jeg kan vågne ved at Ole trækker vejret!!
(Jeg har spurgt om ikke godt han vil lade være med det, men det mener han ikke er en helt holdbar løsning)
Men nu har jeg fundet kombinationen, der gør mig SØVNIG istedet for træt!
Issvømning/vinterbadning kombineret med min nyerhvervede kædedyne er fuldstændig fænomenalt!
Sådan en tur i bølgerne gør mig simpelthen så søvnig, og når jeg så bliver trykket godt ned i sofaen/sengen af kædedynen, så er der godt nok dømt godnat.
Her i weekenden har jeg sovet, sovet, sovet – og været frisk, frisk, frisk. I går (lørdag) faldt jeg i søvn på sofaen lige efter aftensmaden. Det plejer at betyde en vågen nat fra kl. ca 23.30 og en ødelagt næste dag.
Jeg dukkede lige kort op til overfladen omkring midnat, men tumlede bare ind i seng og sov snorkede ifgl Ole videre…helt til kl. 7, hvor jeg var totalt klar til søndagen 🙂
Jeg er SØVNING, når jeg falder i søvn, og jeg er UDHVILET, når jeg vågner.
Det er en helt ny verden for mig!