Okay – jeg har haft den her racercykel til at stå siden før corona. Der har været mange undskyldninger for, at den ikke blev luftet.
Men nyt hjul og nye dæk+slanger eliminerede næsten min frygt for punkteringer og – well, jeg kan jo altid ringe til en ven, hvis det går helt galt.
Så i dag hvor jeg skulle til møde i Brønderslev, blev cyklen fundet frem.
Cykeltøj og -sko på, en sommerkjole, sandaler og let jakke i rygsækken og så afsted.
På vej ud af Hjørring øvede jeg maaaange gange i at klikke ud af pedalerne. Jeg ved ikke helt hvad jeg har haft størst frygt for – at ende punkteret meget langt væk eller at glemme at (eller ikke kunne) klikke ud ved et lyskryds.
Ude af Hjørring blev der sat turbo på på vej mod Vrå. Holy Moly timerne på BodyBiken i FitnessX Metropol, Hjørring har givet pote. Det gik hurtigere end med el-cyklen, også selvom disciplinen var nærmere storslalom end cykelløb.
Elendig cykelsti! Hullet, sammenfalden, græstotter der gror gennen asfalten og fyldt med grus, småsten og glasskår.
Så var det virkelig fantastisk at nå til kommunegrænsen, hvor Brønderslev bød på ny, sort, lækker asfalt.
Vel fremme blev cykelsko udskiftet med sandaler og sommerkjolen røg over top og cykelshorts – voila! Forvandlingen fra MAWIL til normal var total.
Møde blev holdt og endnu engang lavede jeg en forvandling, der kunne være Clark Kent værdig.
Turen hjem gik endnu bedre, vinden var en lille bitte smule med mig nu og det gik tjept mod Hjørring med hvæsende åndedræt.
Et sted efter Vrå måtte jeg have en tår af den medbragte vandflaske.
Jeg er stadig ikke helt sikker nok på cyklen til at turde fumle med vandflaske af og i holderen, mens jeg kører (sådan en racer er faktisk pisselivlig!), så jeg besluttede at gøre holdt på toppen af næste bakke.
Jeg var megagod, til at huske alt…næsten:
☑️Ned i let gear, så cyklen er til at starte igen
☑️Tjek om der er nogen cykler bag mig, når jeg stopper
☑️Styre udenom småsten, græstotter og huller
❌Klikke ud….hov nej, den glemte jeg så 😅🙈
Så i slowmotion vælter cyklen lige så pænt til siden med mig, da jeg forsøger at sætte benet på jorden.
Jeg endte i det smukkeste rullefald ned i græsset, fortsatte rullet ned i grøften og jeg nåede lige at tænke “shit, jeg håber ikke der er vand i, for så bliver jeg sgu våd”
Men den var knastør og med langt græs, så det var det blødeste fald ever.
Næste tanke var, jeg skal sgu have et billede af himlen hernede med langt græs og mine ben lige op i luften, for det er dæleme for sjovt, det her – da jeg hører en bil stoppe for at tjekke til mig.
Så i bedste tegneseriestil kravler jeg op ad grøften, stikker hovedet op og sender ham en thumbs up…. Der måtte to til før han helt troede på, at jeg var okay og kørte videre.
Jeg håber ret meget, det var en Tesla, han kørte i, så det er på dashcam og jeg måske kan finde ham, når nu jeg slår det op på Facebook.
For det må virkelig, virkelig have set sjovt ud 😅😅😅
Mig op på cyklen igen – det eneste sårede var stoltheden – og så grinede jeg ellers hele vejen hen til Hvashøj Vejbod, hvor jeg havde besluttet længe før mit stunt, at jeg skulle have hvil og jordbær.
Det sidste stykke ind i Hjørring gik helt uden drama – men jeg var nok mere klikket ud end klikket i det sidste stykke 😅
Så lærte jeg det – heldigvis på den bløde måde 🙂
