Dagbog fra den lukkede, vol. 1

Endnu en fantastisk modig, stærk ung pige har meldt sig som gæsteblogger. Lige pt. sidder hun på “den lukkede” – indlagt på sin lille søns 4 års fødselsdag forleden på eget initiativ. Jeg er så fuld af beundring for det overblik og indsigt i sin egen situation, at det ikke kan beskrives. Jeg er helt sikker på at du også vil få god gavn af dit ophold, som Anna, der beskrev sin indlæggelse her og at der venter meget godt fremover.

Tusind tak fordi du deler dine oplevelser fra “den lukkede”.

Dagbog fra “Den lukkede”

Folks reaktion når de hører begrebet “den lukkede”, så associerer de straks med fiksering, spændetrøjer, folk der snakker med sig selv, tror de er gud eller en anden skikkelse. De forbinder det faktisk med de galehuse, man havde i starten af de 19. århundrede. De stigmatiserer, de giver de psykiatriske afdeling og patienterne et rigtig dårligt ry. Bevares, der findes da nogle som stadig bliver fikseret, som tror de kan tale med gud, sågar at de er gud. Problematikken ligger i, at det faktisk er mindretallet som hører under den kategori.

Her sidder jeg, ung kvinde på 24 år, Bipolar, mor til en dreng på 4 år, nyligt fraskilt, på et lukket affektivt afsnit. Stemplet af omverdenen som hende, der sidder på den lukkede, som hende, der først og fremmest har svigtet sit barn pga. skilsmisse og nu “forlader” sit barn for at være skør på den lukkede.

Javel ja, sådan kan man også se på det.

Man kan også vende den om. Se det fra indersiden, bag ved hegnet og alle de låste døre. Det vil jeg gerne forsøge at give dig et lille indblik i fra de nu 5 dage jeg har været på “den lukkede”.

D. 18 april, 2016, på min søns 4 års fødselsdag svigtede min realitetssans, min evne til at få larmen i mit hoved til at holde op, min evne til at læse, skrive og huske. Kl. var 3 om natten, jeg magtede ikke mere, larmen overtog, min medicin virkede ikke, min safety medicin havde ingen effekt, jeg brød sammen. Fik med nød og næppe fundet nummeret til Psykiatrisk Akutmodtagelse i min tlf. bog, fik sat en aftale i stand. Min x-mand måtte hente min søn og jeg og køre af sted.
Ind på akutmodtagelsen, svare på lidt spørgsmål, få målt min puls, blodtryk osv. Derefter ind til en læge, snakke lidt også kom dommen. “du skal indlægges”.
Først blev jeg indlagt i akutmodtagelsen, derefter overført til et lukket affektivt afsnit, som har speciale i min lidelse, nemlig Bipolar (før i tiden kaldt maniodepressiv).

Her er langt fra som folks skrækhistorier beskriver. Jo jo, bevares, her er da nogle skæve eksistenser, men dem møder vi jo også nede i brugsen eller hos bageren. Her er lås på alle dørene, man overvåges mens man indtager sin medicin, men faktisk, så er det ikke værre.
Patienterne er pisse søde, ihvertfald dem som kan samle sig om en samtale. Vi hjælpes ad med at dække bord, lave mad nogle dage eller hvis nogen bare har brug for en snak. Vi hilser på hinandens familier når de kommer på besøg.
Selvom jeg er den yngste på afsnittet, faktisk så ung at de fleste kunne være mine forældre eller bedsteforældre, så føler jeg mig ikke udenfor.

Det første døgn var helt mærkeligt. Jeg lå jo bare her og lå. Jeg var ikke ude, men lå bare i min seng. Tænkte på verden udenfor, hvordan min søn havde det, hvilken lortemor jeg var, sådan at skride på hans 4 års fødselsdag. Heldigvis fik vi lov at få lidt privatliv så han kunne komme og fejre sin fødselsdag sammen med mig. Så kunne jeg holde den kørende lidt igen.

Andet døgn var noget helt andet, jeg nød at være her, jeg havde ro, jeg var umyndiggjort og HOLD NU KÆFT hvor var det rart! Al larmen i mit hoved forsvandt stille og roligt, ganske ganske stille og roligt.

De følgende dage var dog lidt besværet pga. medicin der ikke ville virke og ben der var smadrede af bivirkninger. En lille tur på knapt 1 km tog små 40 minutter, men jeg gjorde det!

Jeg giver ikke op, jeg er kun lige blevet indlagt og har en lang og sej kamp foran mig. Jeg kan få styr på min lidelse, jeg kan komme til at leve et liv på lige fod med alle andre. Jeg kan droppe tanken om at være en lortemor, jeg kan være supermor!

JEG kan være lige hvad JEG har lyst til at være!

I denne her verden kan det være hårdt at være ung og være anderledes. Det kan være strengt at være psykisk syg i et ungdomsliv, for man skal hele tiden tage forbehold. “Kan jeg håndtere mængden af mennesker til den her fest? Kan jeg drikke når jeg får min medicin? Kan jeg hænge ud med mine venner som jeg kunne før jeg fik diagnose? Vil mine venner mig overhovedet?
De her ting er lidt et tabu. Derfor tør mange ikke at sige noget.
Her har jeg kun at sige.. SPEAK UP! Uden din stemme der fortæller om hvem du er og hvordan du har det, så vil det forties og vi ender tilbage med stigmatiseringen.
Der vil altid være nogle som falder fra, som ikke kan kapere at man er anderledes. But who cares? DU ved hvad du er og DU ved hvad du har lyst til!

Til sidst er der kun to ord jeg vil skrive for denne gang

FUCK STIGMA!!!