Jeg har tænkt meget over psykisk sygdom vs. fysisk sygdom – specielt selvfølgelig i forhold til Bipolar Affektiv Lidelse. Egentligt er der virkelig ikke særlig stor forskel på de to ting, selvom mange bilder sig noget andet ind.
Sammenligner vi med et brækket ben, så er måske ikke helt så svært at se forskellen trods alt.
Først og fremmest gælder det jo om at forebygge, at benet i det hele taget brækker. Nogen mennesker har en større risiko for at brække benene end andre:
- Nogen har svage knogler
- Nogen kører på skateboard hver eftermiddag og laver diverse stunts.
- Nogen træner sig for hurtigt op til et marathon.
- Nogen har løse tæpper liggende på trappen.
- Nogen går i alt for højhælede sko og vrikker om hele tiden.
- …osv…osv…
Vi har alle en risiko for at brække benenet – nogen bare højere end andre.
Ligegyldigt hvor stærke knogler du har, hvor meget du passer på dig selv og hvor fornuftige sko du går i: Kommer der en bil og køre tilstrækkeligt hårdt ind i dig, så brækker du sgu benet.
Du kan også være heldig aldrig at blive påkørt – og så vil du aldrig opleve et brækket ben i hele dit liv.
Men risikoen er der…altid.
Brækker du benet skal det selvfølgelig behandles akut. Den brækkede knogle skal selvfølgelig på plads og er det et rigtig slemt brud, ja så kan det være du skal opereres og sættes sammen med søm og skruer.
Efter en 4-6-8 uger med gips, foden op og krykker i hånden er brudet ved at være helet, men dit ben er tyndt og pistent når gipsen tages af – selvom du har lavet øvelser undervejs.
Derfor skal der genoptræning til – meget forsigtig i begyndelsen. Kun korte gå-ture, ikke meget vægt på i fitness-centeret og stadig godt med hvile ind i mellem. Med tiden bliver dit ben stærkere og stærkere og opnår efterhånden samme styrke, hvis ikke mere, som tiden går.
Stort set alle er enige om at det her er den allermest hensigtsmæssige måde at behandle et brækket ben på. Det er alment kendt at lægger man for hårdt ud når gipsen er kommet af – ja, så er der ret stor sandsynlighed for nye skader. Man kan endda risikere at skaden sidder i ledbånd og muskler og altså pludselig berører dele, der ikke i første omgang var skadet.
Så er der det med psyken… rent faktisk er psykiske sygdomme jo ikke noget, der bare opstår ud af det blå. Vi mennesker er en stor fysisk biokemisk maskine – også vores tanker, følelser og det vi kalder psyken er et produkt at en hulens masse biokemiske processer.
Når der går koks i biokemien i hjernen – ja, så kokser psyken.
Som med det brækkede ben har nogen mennesker en større risiko for at få koks i psyken…
- Nogen kan være genetisk disponeret
- Nogen har været udsat for en voldsom traumatisk oplevelse
- Nogen har haft en crappy barndom med vold og svigt
- Nogen har taget alt for mange stoffer
- Nogen er alt for pressede og stressede i hverdagen
- …osv…osv
Men fælles for os alle er at kommer der “en bil” og rammer os tilstrækkelig hårdt, så kan alle udvikle koks i psyken. Men langt de fleste undgår det heldigvis.
Men akkurat som med det brækkede ben, kan ingen vide sig sikre…
Og når manien eller depressionen rammer, så skal den behandles akut med medicin. Måske endda med indlæggelse.
Der skal ro og aflastning til. Der skal gips og krykker til i form af praktisk hjælp i hverdagen. Nogen skal tage ansvaret og byrderne fra en.
Efter en periode med ro – og længden afhænger helt af det individuelle tilfælde – så kan genoptræningsperioden begynde. Små skridt ud i verden. Ud og få gode oplevelser – måske wellness, caféture og besøg hos venner. Blive tryg ved verden igen.
Den tid tager ofte langt længere tid end både vi selv, omgivelserne og specielt kommunen/politikerne har. Men akkurat som med det brækkede ben – risikoen for yderligere skader er alt for stor, hvis denne del forceres.
Men får vi tid, ro, rum til helingsprocessen og genoptræningen kan vi blive stærkere end før.
Desværre forceres den sidste del af processen ofte alt for meget og vi hænger fast i dårlige mønstre.
Akkurat som hvis de løse tæpper på trappen ikke blev fjernet….
