Fødderne gik sine egne veje

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

 

2015-08-27 15.06.59

 

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

 

2015-08-27 14.36.30
På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

 

2015-08-27 15.08.27

 

 

2015-08-27 15.08.40
Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

 

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på papir bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Skriv en kommentar