Grøntsagsjuice og smoothies

Grøntsagsjuice er en skidegod måde at få antioxidanter på. Jeg har længe ønsket mig en Juicer eller presser så jeg selv kunne lave grøntsagsjuice eller frugtjuice. – Og en blender til at lave ditto smoothies. Forleden spurgte min veninde, hvorfor jeg ikke bare brugte en stavblender?

Øhhh…Hmmm…Tjaaa….for det første fordi jeg ikke havde tænkt, jeg kunne det – og for det andet fordi jeg ikke har en 🙂 Men det er der rådet bod på nu.

Jeg købte den kraftigste jeg lige kunne finde til en ok fornuftig pris: Tefal 700 Watt med metalbund og så gik jeg i krig. Det har betydet, at jeg stort set har levet af grøntsagsjuice og smoothies med bær og frugt lige siden.

I forhold til antiinflamatorisk kost, er det helt klart grøntsagsjuicerne, der tager prisen. Og da jeg er 100% sikker på at inflammation og affaldsstoffer har en stor fed finger med i spillet, når jeg har “havregrødshoved”, så kommer her et par af de eksperimenter, jeg har haft succes med:

Opskrifter på grøntsagsjuice / smoothie:

 

Broccoli/tomat/havtorn – smoothie:

3-4 buketter broccoli
3-4 tomater (eller 6-7 cherrytomater)
0,5 dl havtornesaft (Jeg køber en hammergod en i Fakta)
1-1,5 dl vand

Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af havtornesaft/vand. Smag til med saften.

grøntsagsjuice broccoli havtorn tomat

 

Citron/banan/hyldeblomst juice / smootie

1 banan
1/4 økologisk citron med skal (fjern kernerne)
0,5 dl konc. hyldeblomst saft
1-1,5 dl vand

Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften. Smagen kom til at ligge ret tæt på en god gammeldags citronfromage…ikke dårligt!

smoothie banan citron

 

Ærter/broccoli/Hyldeblomst grøntsagsjuice / smoothie

1-1,5 dl frosne ærter
6-7 sugarsnaps
4-5 buketter broccoli
0,5 dl konc. hyldeblomst saft
1-1,5 dl vand

Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften.

Grøntsagsjuice ærter broccoli

 

Bemærkninger:

Det er bare med at kaste sig ud i det og forsøge at eksperimentere med forskellige grøntsager og frugter. Sommetider har jeg smagt nogen temmelig kedelige grøntsagsjuicer med en fad smag.

Derfor kombinerer jeg med forskellige slags saft, for at give en god smag –  og evt. også noget A38 eller lignende, hvis jeg vil have en “rigtig” smoothie-konsistens. Det også godt med en banan, hvis det er smoothie du er ude efter.

Så altså – en stavblender til 369,- kan rigeligt dække mit behov for juice og smoothie indtil videre- og så fylder den jo intet i skuffen frem for sådan et stort juice-monstrum, som jeg hånden på hjertet sikkert heller ikke gider gøre rent.

Nu elsker jeg frugtkød i min juice, så den let grynede konsistens der altid vil være, når der blendes frem for presses, er helt super – i mine øjne. Men kan du ikke lide frugtkød i din juice, så er denne metode nok ikke det bedste valg, med mindre du holder dig til bløde frugter og grøntsager som tomater og agurker.

Skåål og velbekomme 🙂

Skriv en kommentar