Jeg har det med at blive ret fokuseret, når jeg har et mål. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har et mål om at nå 5 Ice Miles, den her sæson. Det er et ret vildt mål og det kræver, at jeg tager chancen, når den byder sig.
Og det gjorde den 16. januar, hvor vejret godt nok ikke var det bedste, men nummer fire fik et skud.
Vandet var 3,2 grader, der var overskyet og det blæste en stiv pelikan. Faktisk så meget, at der var små hidsige vindbølger på bassinet i Vestre Fjordpark, der klaskede ind i ansigtet, når jeg svømmede mod vinden. Det gav lidt udfordringer, men ikke mere end at jeg nød turen fra ende til anden.
Endnu engang gav mine små lydfiler pote. Da jeg vendte efter 20 baner, kunne jeg høre min egen stemme i baghovedet. “Du vender nu efter 20 baner. Det betyder, der kun er 12 baner tilbage. Det er ingenting. Det går så fint, det her” – akkurat som jeg har indtalt på min “Motivation Ice Mile Vestre Fjordpark”
For ja, jeg har simpelthen gjort det, at jeg har indtalt en specifik lydfil til hvert sted jeg svømmer. Det giver helt enormt meget, at hjernen ikke spasser ud undervejs, men holder sig til at gentage de sætninger, som jeg har hørt igen og igen lige inden, jeg lægger mig til at sove.
Jeg kan kun anbefale det 🙂
For dagens resultat: Ice Mile nummer 4. 1625 meter v. 3,2 grader. 38:05 minutter.