Det her skrev jeg i søndags, men turde ikke poste alligevel. Der var alt for meget på spil, til at jeg turde være så ærlig.
Men den har eksisteret som “kladde” og nu dukkede den op igen, da jeg klikkede på status… så I får den.
——-
Jeg skrev for en måneds tid siden, at jeg havde fået henvisning til ADHD-udredning – men at ventetiden var 3-5 år 🤯
Selvom der egentlig stod “nyt tag” på vores opsparing, så besluttede vi, at det simpelthen var for lang tid at vente.
Jeg har brugt nok år af mit liv på at være fejldiagnosticeret (eller nærmere underdiagnosticeret) – og dermed ikke fået den optimale hjælp. Og heller ikke har kunne hjælpe mig selv optimalt, selvom jeg synes, jeg langt hen ad vejen har gjort et kæmpegodt stykke arbejde.
Men optimalt kræver jo, at man ved hvad man er oppe imod!! Og der har jeg bare stadig en blind makker, som jeg virkelig har brug for bekender kulør!
Så jeg er nu i fuld gang med et udredningsforløb. I den forbindelse har jeg lige udfyldt et kæmpelangt monsterskema, som jeg skal sende til psykiateren.
Og Holy moly….når man nærmest sætter kryds i alle felter, fordi ALT bare er supergenkendeligt enten direkte eller med et lille twist, så begynder man altså pludselig at tvivle på, om det kan være rigtigt! Der må simpelthen være noget galt!? Har jeg misforstået noget? Skal der være så mange krydser? Bør jeg slette nogen?
Kan jeg virkelig være SÅ typisk atypisk 😅🤯
Og så kicker det velkendte Imposter Syndrome ind! Bare ikke han tror, jeg har snydt! For det har jeg vitterligt ikke! Men det ser bare så vildt ud!
Jeg er så f^cking vant til at føle mig forkert og forsøge at “være en anden” – og som Phoebe ville sige: “…trying to dial down the crazy” – at det føles virkelig mærkeligt pludselig at kunne genkende ALT i de medfølgende eksempler.
Sidste samtale inden konklusionen er på tirsdag, og jeg er ærlig talt rædselsslagen for psykiaterens dom. Tænk hvis ikke, han synes, jeg hører til i ADHD-kassen? Hvor hører jeg så til? 🤯
Og til alle dem, der vil mene, at man ikke behøver at blive puttet i en kasse, at du er jo bare dig, at diagnoser er ligemeget – don’t comment. Det er ikke ligemeget.
Jeg har vanvittigt brug for at kunne dykke ned i den rette værktøjskasse for hjælp, for jeg har alt for længe accepteret et liv på 1/4 blus. Selvom jeg virkelig forsøger, at få det optimale ud af den 1/4, så kommer ethvert valg for mig med 3-4 fravalg + en middagslur.
Og jeg kan (og vil) simpelthen ikke bruge al min tid på at jagte dopamin enten i isvandet eller på en spinningcykel bare for at fungere nogenlunde.
Jeg vil fx også gerne kunne være sammen med mine børnebørn i mere end 2 timer inden min hjerne lukker ned. Eller måske endda se en hel film til ende 😱
Så jeg håber af hele mit hjerte at ADHD-medicin kan være “det rette medicin”, som min gamle inkompetente psykiater fra Middelfart fablede om, vi bare skulle finde.
Tænk hvis han viser sig, at få ret. Det vil virkelig være skæbnens totale ironi 😅🙈
——-
Tirsdag kl 11.15:
Jeg er den heldige indehaver af en ADHD-diagnose! Der var på ingen måde tvivl i psykiaterns sind og vi gik igang med medicinopstart med det samme.
Og her 1/2 time efter at første pille blev kastet i gabet, kan jeg så konstatere, at ham der det gamle fjols fra Middelfart sgu nok havde ret i at det drejede sig om rette medicin! Han skulle bare have brugt noget mere krudt på udredning og lidt mindre på automatik-diagnostik.
Det er en helt vanvittig forskel! Samme ro inde i mit hoved som under en Ice Mile!!!! Bare uden smerterne i hænder og fødder 😅
Jeg er 99% spændt på den rejse jeg har foran mig og 1% fucking bitter over, at det skulle tage 20 år at finde ud af (det damper hurtigt af – men shit altså….! Tyve år, Niller!!)
