Dagen for fars bisættelse oprandt og rammerne var perfekte. Det var lige sådan, jeg er helt sikker på, far har forestillet sig, det skulle være.
Der kom rigtig mange gæster fra nær og fjern. Jeg var overrasket over – og så alligevel ikke – hvor mange mere eller mindre fjerne bekendte, der ville være med til at sige tak for denne gang til far. Hans gamle bankmand, min barndomsveninde og hendes mor, som jeg stort set ikke har set siden. Bekendte fra området ved fars sommerhus, min gamle 4H-ven og en masse andre. Og selvfølgelig alle grene af familien. Nær og fjern kom folk fra.
Flere benyttede sig af at løfte glasset og hilse på far en sidste gang.
Det viste sig at være en rigtig god idé med det lille udstillingsbord. Flere kunne fortælle historien bag nogen af tingene og det gjorde at folk snakkede på kryds og tværs. Helt uafhængigt af hvor de kendte far fra – og helt uafhængigt af, om de kendte hinanden.
11.30 faldt der en højtidelig ro over forsamlingen og alle fandt en plads. Min kusines mand havde violinen med og spillede til de sange jeg havde valgt sammen med Ole, Katrine og Clara.
Der var bl.a “I østen stiger solen op”, som far altid sang som godnatsang for mig, da jeg var barn – og brugte flittigt, når der var 4H-afslutning rundt om i landsdelen. “Jeg er havren” i samme kategori blev også sunget.
Som sagt stod jeg selv for talen. Den var blevet øvet igennem mange, mange gange derhjemme, så den klump, der kom i halsen flere steder efterhånden var blevet mindre og mindre.
Jeg talte om fars liv, fars betydning for både os som familie, men også for alle de børn, han kom i kontakt med i sit virke som landsdelens ungdomskonsulent på Landbogården i Hjørring. Det var en svær balance, at holde den personlig uden at blive for sentimental, men jeg tror jeg ramte meget godt. Det var ihvertfald tilbagemeldingen. Det var også godt jeg havde fået den øvet så mange gange derhjemme – jeg kom igennem uden at bryde sammen 🙂
Min anden kusine – en af fars 2 “døtre” fra før jeg blev født – læste et meget smukt digt op, der passede perfekt ind i sammenhængen. Jeg havde bedt om, at det højtidelige ville foregå her ved kisten – og når der skulle holdes fest, måtte der ikke begrædes, men meget gerne deles anekdoter og sjove historier.
Til slut var der ikke flere ord og ikke flere sange fra vores side. Kun en sidste hilsen fra far til os: Husk at se jer omkring. Se livet i selv de mindste ting.
Derfor lød Louis Amstrong og “What a wonderfull world” ud af højttalerne. Fars yndlingssang og hans liv kunne ikke være beskrevet bedre.
I see trees of green, red roses too
I see them bloom for me and you
And I think to myself what a wonderful world.I see skies of blue and clouds of white
The bright blessed day, the dark sacred night
And I think to myself what a wonderful world.The colors of the rainbow so pretty in the sky
Are also on the faces of people going by
I see friends shaking hands saying how do you do
But they’re really saying I love you.I hear baby’s cry, and I watched them grow
They’ll learn much more than I’ll ever know
And I think to myself what a wonderful world.
Yes, I think to myself what a wonderful world.
[jwplayer mediaid=”1035″]
Tiden var kommet til at følge far videre. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags og traditionsbunden på det punkt. Men jeg havde valgt at de mænd, far virkelig så som sine venner – og der var både fra familie-,venne-, nabo- og kollegakategorien – skulle bære. Ikke os piger.
Kisten blev båret ud i den ventende rustvogn og vi stod alle i stilhed mens døren blev lukket og vognen kørte væk. Der skulle ikke siges flere ord.
Min tredje kusines (jeg har heldigvis mange) mand og jeg gik over og fik flaget hejst til tops – og det var markeringen på, at nu skulle livet – og i særdeleshed fars – fejres!
