Min gode ven Per siger, jeg skal huske at klappe mig selv på skulderen…
Så jeg klapper lige løs
Et af mine skånehensyn på museet er at jeg skal sidde i fuldstændig RO. Jeg sidder over i billetsalget/caféen, fordi jeg går inden museet åbner kl. 11.
MEN i går kl. 10.15 tropper en 5.-6. klasse op med deres lærer og museets skoletjenestemand. De skal starte med at spise madpakker i caféen. Larmen steg til uanede højder, og akustikken er elendig derovre. Jeg kunne ikke tage mine ting og gå, for jeg havde ingen nøgle og kunne ikke komme ud!!!
Efter 10 minutter var jeg parat til nedsmeltning og havde bare lyst til at skrige “SÅ HOLD DOG KÆFT, UNGER!!!” og så ellers sætte mig ned og tude. Jeg havde helt kvalme, så balleret var mit hoved.
Jeg har ellers haft det så superpissegodt de sidste mange måneder – men i løbet af 10 minutter var jeg bombet HELT tilbage.
Og nu er det jeg klapper:
1)
Jeg fik sms´et efter en veninde, der også arbejder på museet og 2 millisekunder efter kom hun med en nøgle, så jeg kunne komme væk, i stedet for at “holde ud”.
2)
Jeg gik derefter direkte op til personalechefen og sagde vi skulle finde en anden løsning – og vupti, fiksede hun det lige med det samme.
3)
Jeg aflyste resten af eftermiddagens aftaler for at kunne holde min aftale med ungerne, om at komme hjem og spise
4)
Da det alligevel var for meget med to tøsers “jeg har ikke set min mor i en uge”-snak, lavede jeg en Maude og rejste mig midt i maden og gik ind og lagde mig
5)
Da de var kørt tog jeg 2 sovepiller (er godkendt af psykiateren – må tage helt op til 4 – men har altid kun taget 1) og sov til kl. 8.30 i morges
OG NU ER JEG FANDENFUCKME TILBAGE TIL SAMME NIVEAU, SOM I GÅR MORGES JEG STORSYNGENDE I BILEN KØRTE PÅ ARBEJDE!!! WUP WUP – JEG ER SÅ SEJ!!!
(sorry for den selvfede tilgang til tingene – det er Per´s skyld )
