Dagens blogindlæg er inspireret af en tråd på den hemmelige genigale Facebook-gruppe omkring, det at turde tage springet og føre vilde idéer ud i livet eller andet.
Det er jo kendetegnende for mange bipolare, at vi under hypomanier ingen grænser har. Verden er en stor legeplads og den skal udnyttes bigtime. Hjernen kører hurtigere og arbejder kreativt, ved hele tiden at danne associationer. Forhindringer bliver til muligheder og alt kan lade sig gøre. Hvor mange automatisk tænker “det kan jeg ikke”, “det går aldrig godt” eller slet og ret “det er ikke interessant”, så vil den bipolare hjerne ofte bare springe ud i tingene, finde et eller andet interessant ved emnet og rent faktisk udføre idéerne.
Og det er da den FEDESTE egenskab og noget rigtig mange arbejdspladser efterspørger – hvis det ikke kammer over!
Det er nok den egenskab jeg er aller, aller mest glad for at have. Og jeg tror “no limits” hænger sammen med min bipolaritet og ikke intelligens. Men det er min intelligens, der sørger for at det ikke er fucked up stupid, det jeg tidligere har lavet i hypomanier – og endda heller ikke i den vilde mani, der kickstartede det hele i okt 2004, hvor jeg var ret effektiv (læs: alt, alt for meget).
Jeg bliver i stedet helt ufatteligt konstruktiv, kreativ og målrettet og det er først, når jeg oplever begrænsninger, jeg ikke selv kan finde en vej ud af, jeg bliver stresset, presset og ender depressiv.
Heldigvis er jeg kommet dertil de sidste par år, at jeg kan styre disse egenskaber og ved nogenlunde, hvor mange bolde jeg kan kaste op i luften for også at kunne gribe dem igen. Det giver ro til ikke at blive toppresset over begrænsninger, for så er der plads til at lægge ting til side en stund og gribe nogen af de bolde, der ligger og venter på at blive bragt i spil.
Jeg har prøvet at illustrere min hjerne i forhold til den almindelige gennemsnitsdansker og i forhold til (den ikke-bipolare) iværksætter/designer/kunstner.
Jeg har tidligere feset frem og tilbage over jernbanesporet og blevet ramt af det ene tog efter det andet og endt som en lille krøllet sort ting i det ene hjørne, men efter jeg har lært, hvad der skal til for at holde mig på sporet kan jeg tage turen rundt uden at toget rammer.
Denne post handler ikke om hvordan, jeg undgår at krydse sporet, men hvis du selv vil igang med processsen, skal du overveje følgende:
- Hvor er sporet (dvs hvor går din grænse mellem kreativt tænkende, no limits og så der hvor det kammer over og løber løbsk?
- Hvilke situationer, har tidligere fået dig til at træde over sporet?
- Hvad kan du helt konkret selv gøre, for at undgå at overtræde sporet?
