Jeg vil ikke gå så meget ind i selve beskrivelsen af sygdommen, men istedet henvise til et par kilder, hvor sygdommen er ret godt beskrevet.
Følgende er taget fra indledningen om sygdommen på www.netdoktor.dk (Bipolar Lidelse).
”Ved bipolar sygdom har man ændringer i stemningslejet (humøret), der bevæger sig ud over grænserne for det normale. Sygdommen er karakteriseret ved vekslende perioder med sænket stemningsleje (depression) og perioder med løftet stemningsleje (mani). I disse sygdomsperioder kan man være psykotisk. Man er sindssyg, det vil sige man mangler realitetssans.”
Der findes flere andre gode kilder på nettet – bla. Sundhed.dk (Bipolar Lidelse) og Depressionsforeningen (Bipolar Lidelse), der på trods af navnet også varetager bipolares interesser på en meget saglig måde.
Min opfattelse er, at der er ret mange veluddannede, intelligente mennesker blandt bipolare, – og desværre sidder der også mange fejlplaceret i fængsler eller andre steder på samfundets bund. Sygdommen findes i flere grader og kan have voldsomme konsekvenser både socialt, personligt og økonomisk. Nogen har bare få episoder og andre har gentagende episoder livet igennem.
For hver episode (om det er en mani eller depression) slides hjernen lidt mere – og der skal ikke nær så meget til for at udløse næste episode. Derfor er det overordnede mål altid at forebygge episoder og her kan vi gøre RIGTIG meget med den måde, vi handler på hver dag – med tryk på HVER dag.
Men det kræver bla. også at folk omkring en, sætter sig grundigt ind i sygdommen. Fx. vil hypomaniske episoder oftest opfattes som “raske” perioder, og pårørende, kommune mv. er tilbøjelige til at stå på sidelinjen og heppe: “Hvor ER det dejligt at se du endelig har det godt”, “Se – du kan meget mere end du ellers tror.” Der er ikke noget, der er mere forkert.
Heldigvis er hjernen en fantastisk størrelse. Hvis det lykkes at få forebygget stress og episoder, så er min erfaring at hjernen lige så langsomt finder tilbage til dens gamle funktionelle jeg. Se også PSYKOLOGI NYT, nr. 20, 2012.
Efter jeg fik gennemanalyseret mine sygdomsepisoder har jeg opdaget hvor meget mine handlinger har skubbet mig i enten den ene eller anden retning. Jeg anede bare ikke det var det jeg gjorde. Ingen af os ønsker at være syge – derfor håber jeg også at jeg kan motivere dig til at handle anderledes, så du holder dig stabil.