I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde, inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.
Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.
Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.
Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.
De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.
Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.
For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.
I forbindelse med Initiativ 2016 har jeg virkelig tænkt over, hvordan det kan være, at nogens hjem bare ALTID er ryddeligt ligegyldigt hvornår, jeg end dukker op – og andres (incl mit eget) ALTID er kaos (bortset fra de 10 minutter efter der er ryddet op, hvor der stadig er pænt).
Hvor ligger forskellen? Hvad er det der sker? Hvad kan gøres anderledes?
Jeg har haft sådan en idé om, at dem, der bor i de der Bo Bedre hjem, aldrig laver andet end at gøre rent og rydde op – eller aldrig laver andet end at sidde musestille i et hjørne, så der aldrig bliver rodet og beskidt. Og begge dele harmonerer rigtig dårligt med sådan som jeg vil leve mit liv.
Jeg vil meget hellere lave en masse uden at skulle gøre rent og rydde op!
Og det er så det, der har ledt til kaos den ene gang eller den anden. Men efter at have surfet diverse amerikanske blogge tyndt via Pinterest efter tips til hvordan man nemmest holder et hjem “clutter-free + clean” har jeg nok fundet noget nær De Vises Sten og den universelle sandhed. Jeg har sammenkogt alt det bedste, jeg har fundet, og formuleret 3 små enkle regler. Det er lige til at overskue for mig.
Ud med lange to-do lister, oversigter over rengøringsdage, faste rutiner osv. De ender ALTID med at blive brudt og så er jeg ligevidt. Nope – 3 regler kan jeg overskue og frem for alt: huske i dagligdagen.
Here it goes (og husk nu…det er guld på fad, jeg serverer her, hvis du altså er et rodehoved som jeg)
1. The-one-touch-rule
2. Bring it on
3. Let it go
Det er alt du behøver for at have et ryddeligt hjem. Og når du har et ryddeligt hjem er et ikke noget problem lige at svinge en gulvskrubbe eller tørre med en klud….for hånden på hjertet. Grunden til at det er så overmåde frygteligt at gøre rent er, at jeg er smadret efter at have været nødt til at bruge 3 timer på at rydde op inden 🙂
Reglerne behøver selvfølgelig lidt uddybning.
1. The-one-touch-rule handler om kun at røre ting en gang.
Sådan her plejer det at foregå (uden jeg var bevidst om det):
Jeg kommer hjem, ofte med indkøbsposer el. lign. i hænderne. Derfor går jeg direkte i køkkenet og sætter poserne. Så tager jeg jakken af og lægger på køkkenbordet og pakker varer ud. Når jeg så på et eller andet tidspunkt skal lave mad, flytter jeg jakken over på spisebordet, så jeg kan komme til køkkenbordet. Når bordet skal dækkes hænger jeg jakken på en af stolene…når vi skal spise videre over i lænestolen…og når jeg skal se tv flytter jeg…. well, you get the picture. I løbet af 3-4 timer bliver den jakke flyttet rigtig mange gange uden jeg er bevidst om det – og i al den tid ligger den og roder. Og så gælder det samme næsten også for taske, solbriller, nøgler, sko..osv.
Med the one-touch-rule (som jeg nu er meget bevidst om):
Jeg kommer hjem, sætter poserne i entréen, hænger jakken på plads….og så slutter historien om jakken der!
Så hver eneste gang du har en ting i hænderne, så tænk: the-one-touch-rule! Så når du er færdig med at bruge den, må den først slippes igen på dens plads. Og har tingen ikke en plads – så skal der enten findes en plads eller også er pladsen i skraldespanden. Plads er aldrig bunken på køkkenbordet eller i en tilfældig skuffe. Heri ligger også min mormors ord: hver ting sin plads, hver plads sin ting.
2. Bring it on handler om at tage ting med sig
Hver eneste gang du går fra et rum til et andet, så kik dig omkring. Er der noget i det her rum, der skal med til det rum, jeg skal hen i? Skal du fra sofaen til køkkenet for at lave en ny kop kaffe, så tag lige saksen, de tomme tallerkener, sodavandsflasken, den tomme chipspose osv med dig udover din kop. Det lyder som fuldstændig logik for burhøns, men der er åbenbart ikke ret meget burhøne over mig.
3. Let it go handler om at få smidt væk
Der skal sorteres og ryddes ud i alle de ting, som vi har i skuffer, skabe og gemmer. Tøj, som vi aldrig går i, legetøj ungerne er blevet for store til, bøger, spil, garn (!) osv osv. Få det væk. Når der er ryddet ud i alle sådanne ting, så er der også meget nemmere at finde en reel plads til alle de ting, der kommer ind under the-one-touch-rule.
Er der specielle minder ved noget – så tag et billede af det. Gem minderne, ikke tingen. Gem kun de ting, der har en værdi i sig selv enten økonomisk eller praktisk/anvendeligt.
Et af mine store problemer er, at der altid har været et direkte link til mine følelser/minder via ting. Derfor har jeg troet, jeg har været nødt til at gemme tingen, for at gemme følelsen/mindet. Men der er det en kæmpe hjælp at tage et billede af whatever det så end er.
Et eksempel: Selv min fars gamle videokamera, der nok er ca 100 år gammelt (næsten) har jeg gemt, fordi det minder mig om alle hans fortællinger fra hans rejser. Det virker ikke længere…så hvorfor gemmer jeg det dog? Det og andet lignende fylder ½ skab i vores gang – så jeg faktisk ikke har plads til mit tøj. Hvorfor? HVORFOR er det ikke kylet ud? Fordi det minder mig om far, men det billede jeg har taget af hans kamera, giver mig fuldstændig de samme minder. Så ud med tingen og gem mindet. (Bortset fra at jeg hellere må tjekke om det er SÅ gammelt at det faktisk skal betegnes som en museumsgenstand og dermed kommer ind under økonomisk værdi, tøhø 😀 )
Well – så har 2016 overrasket på den fede måde allerede.
En af mine store idoler, issvømmeren Mette BL Thomsen, som jeg har fulgt på youtube de sidste måneder, har inviteret til VM i issvømning i Sibirien 8.-12. marts. Og muligvis er det min bipolare fanden-i-voldsked, der gør tricket. Men jeg har altså tænkt mig at sætte alle sejl ind på at komme afsted. (Eller også så skal jeg bare lade være med at overfortolke, hvad pokker jeg end gør, og bare være mig 🙂 )
Men altså – alle sejl er sat og jeg har fået stykket en sponsoransøgning sammen, som jeg skal have sendt rundt til diverse virksomheder.
Kan du se potentialet for din virksomhed eller kender du nogen, der kender nogen osv…så del endelig. Det her det SKAL lykkes!
Så har jeg fået formuleret og finpudset Initiativ 2016, der handler om at få skabt rolige omgivelser med mindst muligt arbejde. Det er ligefør det burde printes ud og sætte i glas og ramme, men indtil videre må det nøjes med at komme op at hænge her på blog-væggen.
Nu skrev jeg i min 2015 status at jeg aldrig nogen sinde før har tænkt så meget på min sygdom og at den aldrig nogensinde før har fyldt så lidt.
Det kan man jo egentlig sige er lidt selvmodsigende, men jeg vil forsøge at forklare forskellen.
De få måneder af gangen hvor jeg var stabil, fyldte min sygdom selvfølgelig ikke noget. Jeg glemte fuldstændig, at der var noget der hed stress og depressioner og troede fuldt og fast på, at jeg aldrig ville ende der igen! Jo godmorgen!
Jeg havde aldrig nogensinde fået en ordentlig forklaring på begrebet hypomanier. Jeg troede faktisk i min naivitet, at jeg sådan set kun havde haft et par enkelte tidspunkter med lidt fart på og så en enkelt mani efter min blindtarmsoperation som den, der egentlig var det man skulle undgå, for der var jeg ved at dø af væskemangel.
Jeg kan huske at jeg engang spurgte min daværende psykiater om manier egentlig var farlige, og hans svar var at så længe jeg ikke kom så langt ud som dengang eller lavede dumme ting, så var der som sådan ikke noget farligt ved en mani.
I dag kan jeg slet, slet ikke forstå at han svarede som han gjorde! For det gjorde at jeg bare fortsatte i samme skure. Så længe jeg ikke kom så langt ud at jeg var ved at dø, så var der ingen problemer i det kreative, engagerede, målrettede, arbejdsomme, fokuserede, sjove perioder med fart på.
Og grunden til at jeg endte i fullblown mani dengang for 10 år siden, var jo den helt sindsyge behandling, jeg var udsat for. Det var jo ikke min skyld at det gik så galt – derfor var det som sådan heller ikke noget, jeg skulle gå og frygte i hverdagen. Overlæger af den kaliber kommer man heldigvis kun meget, meget sjældent ud for.
Despressionerne var derimod et kæmpeproblem. Og jeg så dem aldrig før de kom tordnende og ramte mig som et 17 vognes godstog ud af det blå. Men det var jo ikke ud af det blå – der havde været tonsvis af tegn i flere måneder, som jeg først overså, så ignorerede og til sidst brugte al min energi på at overkomme ved at “tage mig sammen” – indtil jeg så pludselig lå slået helt til tælling i flere måneder, uden at ane hvorfor fanden det nu skete IGEN. Og DET fyldte fandeme i mit liv. Kors hvor de perioder fyldte. Både for mig, men så sandelig også for familien.
Sådan er det ikke længere. I dag ved jeg, at jeg godt kan have gang i mange ting, jeg kan godt have flere bolde i luften og jeg kan godt være både fokuseret, målrettet og engageret uden at det behøver at løbe løbsk, så længe jeg også husker at slappe af, lade op og bare nyde livet.
Før var hvert minut i mine stabile/hurtige perioder, hvor jeg ikke lavede noget, lærte noget eller producerede noget bare spildtid. Og spildtid var det værste jeg vidste!
Men i dag ved jeg, at spildtid er noget nær, den vigtigste tid jeg har 🙂 Det er i spildtiden, jeg fundere. Det er i spildtiden, jeg lader op. Det er i spildtiden, jeg plejer MIG. Det er spildtiden, der gør jeg FUNGERER.
Og spildtiden fylder rigtig meget for mig nu – men som du kan se, er det en værdifuld og GOD tid.
Jeg er hele tiden bevidst om, at der skal være tid til spildtid. Jeg er hele tiden bevidst om de små tegn, jeg fuldstændig overså før. Og jeg er hele tiden bevidst om at reagere promte på de små tegn.
Og det gør at jeg fungerer uden nævneværdige problemer i et tempo, så andre mennesker også kan følge med – og ikke behøver bruge uger og måneder på at hive mig op igen, når jeg roder på bunden af livet.
Derfor kan man sige, at sygdommen fylder meget mere end før i min bevidsthed – men fylder meget mindre i mit liv.
Faktisk vil jeg trække den så langt, som til at sige at den eneste måde, den fylder på i mit liv er positivt. Jeg er blevet et langt mere bevidst menneske og har et langt større overblik over både liv, det sociale og arbejdet.
Hvordan jeg er endt her, har jeg skrevet om et par gange på bloggen. Her er top 5 over de poster, der kan hjælpe dig på vejen:
Når nu man kommer til at fundere over tingene, gik det op for mig allerede i går eftermiddags at jeg har begået en megabrøler i forhold til Initiativ 2016! Faktisk en brøler, der vil betyde at jeg ikke vil lykkes, hvis ikke jeg får den rettet.
Og da en af mine kvinde-forbilleder, så også nævnte akkurat det samme i en kommentar på Facebook-siden, så er det bare med at få rettet med det samme!
Det drejer sig om målet! Det er jo helt forkert at målet skal være “et præsentablet hjem/have”. I de ord ligger at det er for andres skyld – det er for gæsters skyld og ikke for min! Så nu gør jeg som prinsessen: Dur ikke – væk!
I stedet lyder den overordnede formulering således:
At få hjem og have organiseret, så jeg finder den maksimale ro med mindst mulig indsats.
Et af underpunkterne kan så blive, at her skal være sådan, at jeg ikke behøver at fare forvildet og stresset rundt, hvis der pludselig skulle melde sig gæster med 5 minutters varsel. Selvom jeg egentlig har fundet fred med, at folk sgu må taget tingene som de er, hvis de vil besøge mig, så er det alligevel en stressfaktor, som hjernen ikke bare kan overrule.
Jeg vil også gerne takke for kommentarer på Facebook – flest som privat beskeder. Det bekræfter mig i, at det her ikke er noget man overhovedet behøver at have en diagnose eller andet for at have problemer med – og at det ikke er noget man overhovedet har lyst til at snakke højt om. Selv venner og bekendte, som jeg egentlig har anset for velorganiserede og altid have styr på hjemmet har indviet mig i dunkle hemmeligheder, der gør at hjemmet ser pænt ud, når jeg dukker op, selvom der måske er kaos bag lukkede døre og skabe.
Jeg er godt klar over, at jeg stadig skal steppe en hel del op for at få tingene organiseret så max ro med mindst mulig indsats nåes – men jeres kommentarer har gjort, at jeg ikke føler mig helt så alene om mit rod. Mit er bare lidt mere uorganiseret og fremme end andres 🙂
Jeg har også fået et par gode hjemmesider, der giver gode tips til at få organiseret tingene – bla www.flylady.com. Den skal jeg have tjekket lidt nærmere ud.
Det er tid til at gruble over Initiativ 2016, og her kan jeg virkelig godt bruge lidt inputs.
Ambition 2015 blev skrottet ret hurtigt, da der skete en hel masse andet godt, der skulle have attention i stedet for de fokuspunkter, jeg havde valgt.
Så i år forsøger jeg mig med lidt mere jordnære ting, som gerne skulle kunne overholdes, selv hvis kortene bliver blandet undervejs. Det handler om at få mine nære omgivelser i orden. Nu har jeg fået styr på mit indre kaos, og nu er det til til at tage fat på det ydre. For jeg er ved gud belastet både fra den bipolare side og fra højintellligens-siden.
Begge grupper kan have store problemer med at holde orden, få ordnet praktiske opgaver og generelt få styr på ting, som ikke synes “nødvendige”. Og jeg har virkelig ikke kunne se et formål med fx at rydde mit skrivebord eller strikkehjørne før tingene faldt ud over kanten:
Jeg ved hvad der ligger i de forskellige bunker og tingene skal jo frem næste dag.
Men altså – nu vil jeg gerne have sådan et hjem, hvor det ikke gør noget at der kommer uventede gæster, for jeg synes jo også, det er fedt, når der er bund i vasketøjet, alt ligger på sin plads og køkkenet ryddet. Sådan er det også sommetider her, men kun ca. ½ dag ad gangen.
Der kan jeg se en tydelig parallel til svingninger – jeg lader stå til i en uge/14 dage for så at bruge 5 timer på at knokle igennem og få alt ordet og så sander tingene til igen. Jeg ser simpelthen ikke hvornår, det er ved at gå galt – akkurat som jeg ikke så de første tegn på stress tidligere.
I 2014 fandt jeg nøglen til at kontrollere mine indre svingninger ved at gøre nogen helt konkrete tiltag – motion, sige nej, få søvn osv. Det var det, der skulle til før en stabil hverdag blev en vane. I dag er det jo hele tiden små tilrettelser, der gør at tingene bare kører uden problemer.
Jeg startede dengang med at formulere målet klart og tydeligt:
At have det så godt som jeg kan have det
-og derefter fylde på med what/why/how for de enkelte fokuspunkter. Har du en uddannelse indenfor salg vil du straks bemærke, at målet ikke var særlig SMART (specifik, målbart, acceptabelt, realistisk og tidsbestemt) formuleret – og det er helt med vilje. Det her er ikke en konkurrence om at vinde, nå over budget eller på anden måde præstere en give ting på et givet tidspunkt. Og det lykkedes jo meget godt, så jeg forsøger mig igen med et lidt mere fluffy mål end når jeg skriver forretningsplaner 🙂
Målet for Initiativ 2016 er derfor:
At hjem og have er så præsentabelt, som det nu er muligt for mig
Jeg aner bare ikke helt hvilken vej jeg skal gå for at nå det mål lettest muligt. Jeg er sikker på, at der også må være nogen initiativer, jeg kan fokusere på, som andre mennesker løbende gør, for at holde orden i hjemmet.
Jeg har selv nogen idéer, men jeg kan altså virkelig bruge jeres hjælp. Har I nogen ordensregler I følger? Gode tips? Er der nogen indretningsmuligheder, der gør at tingene ser mere ordentlige ud med en mindre indsats? Hvad er vigtigst at fokusere på? Næstvigtigst? Det er simpelthen what og how jeg mangler 🙂
Hvilke initiativer kan jeg gøre herhjemme, som kan få “Initiativ 2016” til at lykkes?
Jeg har set det smukkeste tæppe på bloggen Midgaard Naturals. Og da det samtidig passer perfekt til to af mine kæpheste indenfor strik: helt enkelt terapeutisk strik og perfekte, gennemførte afslutninger, ja så kunne jeg simpelthen ikke modstå at gå igang.
Jeg var i resteskuffenrestekassen resteværelset og fandt en del rester Supersoft i blå nuancer. Der var også et enkelt nøgle Coast i beige – perfekt til kanten. (Info til strikkenørder: 3 tråde Coast har nøjagtig samme strikkefasthed hos mig som 2 tråde Supersoft).
Så i forgårs blev der slået op og pindene har næsten ikke forladt mine hænder siden. Hold op hvor har jeg savnet bare at sidde og lade tankerne flyde ud i ingenting, mens hænderne arbejder rytmisk. Tænk at jeg kan skrive bog om strikketerapi, holde foredrag om strikketerapi og sågar lave både hjemmeside og Facebookside – og så alligevel glemme hvor god en indflydelse pindene har.
Det sidste års tid har jeg været utro med en hæklenål og stort set ikke strikket. Men det er godt nok slut nu. Det her tæppe….det bliver min følgesvend.
2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.
For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.
Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.
Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.
Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.
Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.
En rigtig glad lille hollandsk pattegris, der er født i en stald, hvor mikromiljøet er sundt og stabilt. Denne lille fyr har 98% chance for at undgå sygdom og antibiotika-behandling frem til den skal slagtes.
Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!
Det krævede besøg af de store maskiner, at få både træer og jord væk, så der kunne laves regnvandseparering.
Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.
Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.
At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.
Man skulle tro dette billede var fra en sommerdag, men det er faktisk taget i december. Mødet med Østersøen ved vintertide har været efterårets store oplevelse.
Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.
Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.
Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.
Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.
Jeg har altid elsket at lave hjemmelavede gaver. Sikkert fordi det var noget min mor og jeg altid gjorde som barn. Hun var ultrakreativ og fandt altid på skæve, sjove ting – det har jeg heldigvis arvet fra hende. Samtidig er der også en tendens til at bipolare procentvis er mere kreative end almen-befolkningen. Noget med at hjernen er bedre til at danne associationer. (Det er også det, der løber løbsk sommetider, men heldigvis har jeg nu lært at styre mine indfald).
Jeg har selv haft en masse idéer i tidens løb, men internettet er jo fyldt med alverdens fede, fede ting man kan lave selv. Specielt Pinterest er en guldgrube.
Så de sidste 14 dages tid er gået med at surfe og søge. Kæft hvor er der mange sjove ting, jeg gerne vil lave. Og hvor jeg tidligere blev nærmest helt panisk, hvis ikke jeg fik udført ALLE de idéer, jeg havde i mit hoved, har jeg i år stille og roligt udvalgt dem jeg synes var sjovest – og som jeg vel og mærke havde tid til at lave. Undervejs skete der også det at min kreative hjerne udviklede videre på idéerne fra Pinterest og en hjemmelavet vandmand endte med at blive noget helt, helt andet.
Hvad vil jeg ikke afsløre endnu, for jeg tror modtageren læser med her 🙂
Det er også blevet til andre personlige gaver undervejs, og det er noget af det jeg synes er det allerbedste ved hjemmelavede gaver. At der er mulighed for at vise modtageren at hey…jeg har faktisk lagt mærke til dig og brugt tid på dig.
Beklager billedkvaliteten – screendump fra Facebook.
Se lige den her Shemar More sprællemand, som Katrines faster lavede til hende for 2 år siden… den var virkelig årets grin og den bedste gave! (Se videoen på Facebook her) Hun havde lagt mærke til at Katrine og jeg altid likede hans billeder på Facebook og en overgang ALTID taggede hinanden med “wup wup lækkermås-tid” når der var Criminal Minds på programmet.
Efter min mening er tid og nærvær, den allervigtigste resurse vi har. Tid er penge, siger vi. Men alligevel synes jeg, der er en kraftig tendens til, at julegaver gøres op i penge. Og i min verden er det fuldstændig overskruet, når jeg kan læse både på Facebook og i medierne at julen er ødelagt for sine børn, fordi der ikke er råd til iPhones, spillekonsoller og dyrt mærkevaretøj. Det er altså forventninger, vi selv har skabt fra de var små. Den kan vi ikke lægge over på “de andre børn får…”. Jeg ved godt, at man ikke bare kan springe ud som superkreativ, men gaver til så mange penge, kan jeg slet ikke forholde mig til. Vi lærte det selv på den hårde måde første jul med Katrine. Vi havde købt en farlig-fin gåbil til hende, er kunne alverdens ting. Men gaven, der tog prisen som den bedste i den 10 mdr gamle unges øjne, var en rød mariehønebold fra Morfar. Den bedste gave Clara fik i 3-års gave var også fra Morfar – 5 ruller tape “som jeg helt selv må bruge uden at spørge???” Jeg tror mere det er vore voksnes behov for at give store gaver lige fra bebs er født, der skaber en forventning senere hen…
I går havde jeg Sebastian – barnebarnet på 4 – på besøg. Han hjalp stille og roligt med at lave de sidste julegaver. Selvom noget af det var lidt avanceret og ikke lige for børnefingre kunne han sagtens sidde på skødet af mig, mens jeg forklarede, hvordan jeg gjorde. Han nød det og syntes det var vildt hyggeligt. Og det samme har tøserne gjort, da de var små.
Hjemmelavet er altså ikke ensbetydende med crappy-julegave (selvom jeg må indrømme, at jeg har set mange mærkelige ting bragt hjem fra børnehave/sfo, hvor jeg forventes at sige “neeej, hvor er det fiiiint” over et håndtryk klasket på et stykke papir – det synes jeg så ikke helt det er, men anderkender at de voksne sådanne steder måske ikke har tid til mere). Hjemmelavet kan fint være en fed opgradering af ting, vi ellers ville gå ud og købe.
En af de bedste julegaver, jeg har givet mine tøser, var da de var 2 og 6 år gamle (1998). Jeg havde fundet et væld af billeder af dem, familie, ferier, fra børnehaven, skolen osv frem, beskåret dem, så de var ens i størrelse og via PowerPoint (dengang var der ikke så avancerede grafik-programmer – ihvertfald ikke nogen jeg kunne finde ud af), placeret dem 3 x 3 på et A4 papir. 8 ark med billeder ialt – dvs. 72 billeder i alt.
De blev printet ud 2 gange og så var der 8 spilleplader og tilhørende brikker – voila billedlotteri med vores egne minder. Jeg ved ikke hvor mange gange der gennem tiden er blevet sagt “Hvem har Clara med en rød spand på legepladsen på Bøsøre Camping”.
Sidste år var det et Ludospil, der fik en opgradering, med billeder af niecens og nevøens værelse som “hjem” og brikker med deres billeder på. Ja, jeg synes, det er fedt og det koster stort set ingen penge at lave, hvis man har en computer, printer og papir – og evt noget gennemsigtigt, selvklæbende folie (alternativt en laminator), så plade og brikker beskyttes.
Faktisk har Katrine og jeg snakket om at lave en kreativ gave-blog længe. Med skabeloner og forklaringer så også ikke-kreative kan være med. Men igen – i forhold til tidligere, hvor jeg tvangshandlingsmæssigt ville være kastet mig over den med det samme, har jeg nu lært at styre mine indfald. Så…engang når jeg ikke har mere at sige her eller har fået overskud til det, kan det være den idé bliver støvet af og vakt til live 🙂
Nu vil jeg få pakket de sidste ting ind og lade julefreden sænke sig over matriklen.
