I lørdags – dagen efter Hidsige Helga – hvor det stadig blæste et par pelikaner eller 3, var jeg i vinterbadeklubben fra kl. 9.45 til 13.30. Jeg ELSKER det sted allerede. Det er så hamrende hyggeligt at ordne verdenssituationen i saunaen afbrudt af jævnlige “Så er det vist tid – er der nogen, der skal med?”
Jeg talte op, at jeg havde været i vandet 12 (jep, TOLV) gange i løbet af lørdag formiddag. Regn, rusk, blæst gjorde oplevelsen helt speciel. En af de andre var nødt til at optage en video, for at bevise for kæresten, at hun vitterlig var gået i vandet i det vejr. Og så fulgte jeg trop. Tro det eller lad være…. det der det er dælenduleme fedt 😀
Ikke bare en almindelig hårnål, men Gun-Britts “Hairpin” – en helt fænomenal fed en af slagsen. Den koster den nette sum af 129,-
….og hvorfor er det så, så specielt?
Jo, da jeg trykkede “send” til bestillingen, gik det op for mig hvordan jeg i mange år/perioder bare aldrig nogensinde købte sådan noget til mig selv. Det her lyder sikkert fuldstændig sindsygt i almindelige kvinders ører, men jeg var ikke “værdig” nok, til at der skulle bruges 129,- på en hårholdedims.
Det var ikke i Oles øjne, det var ikke i tøsernes øjne – nej, det var udelukkende i mine egne øjne.
Praktiske ting var okay – men ikke unødvendigt lækre ting. Der var så meget andet vigtigere, der skulle bruges penge på. Derfor har mine ønsker til fødselsdage, jul osv også altid været rimelig praktiske ting – der er jo ingen grund til at spilde penge på tjams.
Og følelsen var helt uafhængig af, om vi havde penge eller ej. Andres behov var vigtigere end mine – som jeg så det. Det tror jeg vist også jeg har skrevet om på bloggen engang.
Det er jo noget bullshit og pisseåndsvagt – det har været med til at holde mig fast i de depressive perioder og tanker.
Og…derfor var det så fedt, at finde den hårnål på nettet, jeg engang har set ved min vælgesøster Malene (du ved sådan en søs, der er din søs af hjerte og ikke biologi – jeg er beriget med hele to af sådanne <3 ) – og så bare købe den fordi jeg vil ha’ den og ikke vil vente til jul! Der gik det sgu op for mig hvor meget mine indre tanker har ændret sig.
Endelig begynder det at gå op for mig hvad de snakker om i L’oréal…
Altså….nu tror jeg helt sikkert nogen vil synes at jeg lever lidt vel op til bloggens titel. Men fakta er at min kreative hjerne udtænkte noget pissesmart hillbilly-agtigt (efter ping-pong med en vinterbader-ven, der havde lavet noget lignende), der rent faktisk virkede totalt efter hensigten!
Et billigt strandtelt fundet i gemmerne, en ditto pressening og så vores damprenser….vipti-vupti: Dampbad i haven!
Kønt var det ikke, men til gengæld så meget billigere, hurtigere at stille op (og pille ned igen) og tilfredsstillende for en kreativ sjæl, at det jeg havde inde i hovedet virkede…
Jeg skal selvfølgelig have forbedret på idé og design, så dampbadet bliver så optimalt som muligt – bl.a. skal jeg have købt nogen flamingo-plader til at lægge på fliserne, som teltet kan stilles på. Når det bliver rigtig koldt udenfor skal jeg også overveje noget med noget isolering omkring. Skal jeg fortsætte hillbilly-stilen bliver det måske nogen billige dyner fra Larsen eller lignende.
Men alt i alt – så har jeg fået mig mit eget lille flytbare wellness-hjørne i baghaven.
Efterskrift: Har du ikke en damprenser har min dampbads-pingpong-ven, lavet sit dampbad med en riskoger. Det kræver bare lidt modifikationer, og jeg er ikke inde i, hvordan han har gjort.
Da vi startede med at renovere huset her, købte vi en damprenser, så vi kunne få tapeten af væggene. Den har levet en hengemt tilværelse de sidste 3 år, men nu får den en renæssance.
Strandteltet blev fundet frem – jeg ejer ikke et almindeligt telt, men det ville nok være noget nemmere med sådan et.
En billig presenning hen over, et par sten rundt i kanten, et par tøjklemmer og så ellers bare slangen fra damprenseren ind…..
Og vipti-vupti…så er der sgu dampbad og wellness til fruen 😀
I eftermiddag er der både blevet lavet rødbedesnack og kikærter i chilli og wasabi.
De der ærter….! Dem bliver jeg forfalden til!
For det første er det noget nemmere end rødbederne og for det andet sviner det ikke.
Opskrift:
Chilliærter
Bland ca 1 spsk chillisauce med fintmalet kokosmel i til en en jævn masse. Hæld væden fra dåsen med kikærter (jep, er doven, gider ikke koge selv) og bland dem i massen.
Bag ved 150 grader i ca 1-1,5 time, til ærterne er sprøde.
Wasabi-ærter:
Bland ca 1/2 spsk wasabipasta med 1/2 spsk vand. Bland fintmalet kokosmel i til en jævn masse….og så ellers som ovenfor 🙂
Så er det tid til endnu engang at få rettet mit fokus til! Den der dobbelthage og manglende kæbelinje på TV-indslaget satte da lige trumf på.
Så aftensnacken består af rødbedeskiver tørret i ovnen. Med en smule salt smager de faktisk bedre end selv de sourcream’n’onion chips, jeg ellers godt kan være lidt forfalden til (jaja, der er en grund til den dobbelthage – det har været lidt for hyggeligt på det sidste). How to do:
Tænd ovnen på 220 grader
Skræl en 3-4 rødbeder og snit dem i tynde skiver på et mandolinjern eller råkostjernet.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og drys med salt
Bag ca 10 minutter, hvorefter du lige holder godt øje med dem indtil de begynder at blive let brune i kanten.
Efter jeg reviderede min bog “Strik og stress af” er der pludselig sket rigtig meget på den front.
Forleden ringede TV2 Syd fordi de skulle bruge en “ekspertudtalelse” i forbindelse med et indslag. Det må jeg nok sige 🙂
Men det passede så fint at jeg skulle holde foredrag om emnet i Tønder i går, så på vejen ned kunne jeg lige svinge forbi dem i Kolding. Og hvorfor er det at sådan nogen video-stillbilleder ALTID ender på et eller andet totalt latterligt udtryk? Som min svoger sagde – tager du alle de drugs selv, eller deler du også lidt ud?
Endelig…efter en tur i kommunecirkus, har jeg modtaget de lydreducerende hovedtelefoner, der virkelig betyder en kæmpeforskel for mig, når mit hoved kager totalt.
(For tekniknørder er det InEar Bose QuietComfort 20, vi taler om)
Men vejen har sandelig ikke været let – og det endte også med at jeg måtte slå et par sving undervejs.
Baggrunden er, at jeg havde lånt sådan et par høretelefoner af en i familien bare for lige at prøve om de kunne hjælpe på mit hoved. Og hold nu KÆFT en forskel de har gjort, når hovedet kegler. Teknologien i dem går ind og udsender modsatrettede lydbølger ind i øret, således at støj udefra udlignes. Og så er der bare….“Största möjliga tyssstnad”!
Derfor søgte jeg om hovedtelefonerne som hjælpemiddel allerede d. 12/5. (Se forøvrigt her hvordan du søger hjælpemidler) og har efterfølgende gået til “udredning” på “Syn og Hørelse klinikken” på Sygehus Vendsyssel. Konsulentens første udmelding var der, at “kommunen aldrig giver disse hovedtelefoner, som hjælpemiddel”. I og med at det var ham, der skulle vurdere hvilket hjælpemiddel, der ville være bedst i min situation, vidste jeg jo godt at det dermed var hans generelle holdning, at disse høretelefoner ikke var meget bevendt. Og de efterfølgende gange fik jeg nærmest bekræftet, at de var lavet af den onde selv.
Jeg kan i princippet godt se hans pointe. Er du lydoverfølsom (med en overaktiv hørenerve), skal du trænes i at vænne dig til lydene omkring dig. Lukker du bare lydene ude, ja så vil du bare være endnu mere lydoverfølsom, når du tager høreværnene/hovedtelefonerne af igen.
Derfor brugte vi et par gange på at gennemgå strategier osv – ja…alt det som jeg jo sådan set HAR været igennem siden starten af Manifest 2014. Der ER bare ikke mere at hente på den konto.
I langt de fleste situationer klarer jeg jo også tingene fint uden skærmning. Min hørenerve er på ingen måde overaktiv. Det er sgu min hjerne, der er det.
Sommetider skal den altså bare have FRED!!! Der er bare nogen tilfælde, hvor mit hoved er så smadret, at alternativet til lydreducerenede hovedtelefoner har været, at ligge inde i sengen med 3 puder og 2 dyner over hovedet i forsøget på at få en smule fred i hjernen.
Samtidig er de fuldstændig nødvendige når jeg skal tale i telefon i forbindelse med jobbet. Jo sværere eller vigtigere samtalen er, jo mere jeg skal koncentrere mig, jo hurtigere bliver mit hoved træt, og alle mulige lyde begynder at pible ind i hovedet og gøre mig endnu mere ukoncentreret og træt. Der er simpelthen overload – tærsklen sidder bare lavt for mig, selvom jeg har hævet den betydeligt via alle mine strategier.
Efter 10 minutter i telefonen, hvor jeg taler big issues med den MRSA-ansvarlige i Landbrug og Fødevarer eller en dyrlæge med masser af spørgsmål, så er jeg en mellemting mellem ribsgelé og det hunden kaster op, når han har ædt for meget græs, hvis der er baggrundsstøj. Og så er der kun sofaen tilbage den dag. Mildest talt irriterende, når jeg nu havde løsningen og fundet den holdbar.
Nå – men som I også kan se her, så var gutten ikke til at hugge eller stikke i.
Min psykiater rystedet bare opgivende på hovedet, da jeg viderebragte forklaringerne derude fra. Der er altså kæmpeforskel på “almindelig” lydoverfølsomhed og så den type, der skyldes psykisk stress/sårbarhed/sygdom. Så inden afslaget kom i hus, trak jeg stikket og kontaktede min fleksjobsrådgiver i stedet. Vi havde tidligere talt om høretelefonerne som et hjælpemiddel til mit arbejde, men fordi jeg havde sendt en generel ansøgning, lod vi den køre.
Men i og med at det faktisk er ret nødvendigt for mig på jobbet, at kunne koncentrere mig om vigtige telefonsamtaler – og at ret meget af mit arbejde består af telefonsamtaler – så er de hovedtelefoner et vigtigt arbejdsredskab for mig. Derfor kunne Jobcenteret uden problemer godkende min ansøgning.
Så – det betyder, at jeg nu har fået sådan et par øreduttelutter med lydreducerende teknologi. Det er noget siden de ankom på matriklen, og jeg er SÅ glad for dem. Pludselig er jeg ikke længere lammetævetræt i hovedet efter ½ time i telefonen.
Det har betydet en kæmpeforskel i min dagligdag.
Jeg husker selvfølgelig på, at det er helvede selv, jeg stikker i ørerne hver gang…..jeg skulle jo nødigt ende som hovedtelefonsmisbruger 😉
InEar Bose QuietComfort 20 – min nye allerbedste ven, når hovedet kegler.
Noget af det, der er allersværest ved at være bipolar, er at tænke på de perioder i sit liv, hvor man har været “alt for meget” p.g.a. enten hypomani eller mani. Og selvom jeg måske ikke har gjort så fucked up dumme ting som nogen af mine med-bippere – købt møbler til en patriciervilla, selvom man bor i en lille 2-værelses eller rejst til den anden ende af jorden på en pludselig indskydelse – , så har jeg dog været noget af en prøvelse for mange i mine omgivelser.
Forleden fik jeg en besked fra en af mine tidligere chefer, da hun gerne ville købe min reviderede bog “Strik og Stress af”.
Der har været et par episoder i mit ansættelsesforhold, som jeg har tænkt tilbage på med “for fanden da også…hvorfor gjorde du dog det…” og mærket den der “bipolare skam” som mange taler om. Jeg er næsten kommet dertil, hvor jeg kan tænke…ja, men det var sygdommen og så smide skammen.
Og…det kan da godt være, at det var sygdommen – men det ændrer jo altså ikke ved, at der er mennesker fra min fortid rundt omkring, jeg er sikker på synes, jeg har været en mundfuld at håndtere, og som jeg er træt af, har en forkert opfattelse af mig 🙂
Vi var et godt team dengang – ingen af os vidste bare ikke, hvad vi var oppe imod, og i et flip fra mani til dyb depression, sagde jeg op fra den ene dag til den anden og løb nærmest ud af døren.
Det er vist også meget typisk for bipolare…
Men altså – mailen fra min gamle chef var meget kærkommen og vi fik ret hurtigt grint af tingenes tilstand. Jeg har så pissemeget respekt for hende og hendes måde at være chef på, og håber virkelig vores veje vil krydses arbejdsmæssigt igen engang.
Efterskrift: Jeg vil så også sige at jeg slet ikke er i tvivl om at jeg var en ret dygtig medarbejder i de neutrale perioder og perioderne med hypmani. For dælanduleme, jeg fik kørt noget igennem! Og vandt også den ene award efter den anden i salgsorganisationen. Så heldigvis ved jeg også, at den side af sagen er med mig fra min fortid. I dag hvor jeg har lært at balancere tingene og udnytte alle goderne ved bipolariteten – kreativiteten, de skøre indfald, ud-af-boksen-tænkning, jeg-gør-det-bare, osv – og samtidig undgå faldgruberne, så sidder jeg i en rigtig stærk position, som jeg er virkelig stolt af. Den information vil jeg virkelig gerne give videre til dagens erhvervsliv, for en bipolar medarbejder kan være guld værd – det kræver bare, at både chef og medarbejderen selv VED at man er bipolar. Tjek mit foredrag ud her.
Jeg har været i Østersøen i dag – ca. en 6-7 gange – med lange ture i saunaen indimellem. Det er simpelthen så skide hyggeligt i den vinterbadeklub og snakken går lystigt.
En rigtig hyggelig gut fra Norge har jeg talt med et par gange – lidt oppe årerne. Han er superflink og hjælpsom – som alle de andre derude.
I dag prak han til mig, mens vi plaskede rundt ude i vandet, og så kom det på klingende norsk:
“Du. Jeg MÅ fortelle deg, du har en fantastisk kropp. Så vakkert proporsjonert!!!”
Årh, mand! Jeg blev simpelthen så glad. Der var intet “gammel gris” eller noget over det. Bare en ægte kompliment lige fra hjertet.
