- Side 13 af 31 -

Stress-sårbarhedsmodellen

19. april 201613. september 2015 Af Dorte

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden ~~desværre~~ heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.

Mindfulness overalt i naturen

20. april 20169. september 2015 Af Dorte

Du kan finde Mindfulness i alt hvad du laver

Jeg har tidligere gået på et “Stress, angst og depressionskursus” for sygemeldte borgere gennem kommunen. Der skulle vi bl.a. lære mindfulness, og det er bestemt en god ting. Problemet var bare at min hjerne slet ikke var klar til at lære noget nyt. Den var stresset og de automatiske tanker kørte afsted på fuld speed.

Det endte med at det blev lidt en “dunken i hovedet” på mig selv, fordi ikke engang det, som vil kunne gøre, at jeg får det bedre, kunne jeg finde ud af.

Men jeg har alligevel fået idéen om mindfulness med mig derfra og nu hvor jeg er ovenpå, kan jeg sagtens udnytte de små lommer af opmærksomhed, der ligger overalt, hvis man er….nå ja…opmærksom 🙂

Mit naturlige Mindfulness-moment

I morges tog jeg en gåtur gennem byens parker – akkurat som sidste år hvor det var mit faste morgenritual på vej til historisk museum, hvor jeg var i arbejdsprøvning.

En helt nyslået græsplæne med perler af dug var simpelthen alt for fristende, der i morgensolen. Sandalerne blev smidt og tæerne kom på græs.

Det blev et helt Mindfullness-moment – duggen var kold, græsset kildede og jeg kunne mærke det klistre til tæerne. Under fodsålerne var det blødt og fjedrende. Alt i alt helt anderledes end sandalernes faste bund.

Jeg fortsatte i bare tæer resten af vejen og det blev en helt sport at finde forskellige underlag som fusserne kunne mærke.

Det blev til den grusede stis lidt skarpe stik, blødt køligt mudder op mellem tæerne, grov asfalts hårde knudrede overflade, soltørt græs og langt uslået græs.

Alt i alt fik jeg startet dagen med begge ben godt plantet. Det her med sådan virkelig at mærke på omgivelserne er en af mine strategier, når bufferzonen skal udvides. Få nogen lidt anderledes føleimpulser i kroppen, flytter mit fokus væk fra hovedet og aktiverer nervesystemet. Det hjalp ihvertfald at blive kildet under fødderne af koldt græs 😀

mindfulness på græsplæne — Den her nyslåede og dugvåde plæne var bare ikke til at slå for!

mindfulness på tør græsplæne — Lidt længere henne var plænen ikke slået, men der havde solen tilgengæld fået magt: Langt, varmt, tørt græs.

mindfulness på jord — Jeg kom også forbi et sted med rent, fast jord som sti.

mindfulness i blødt mudder — …og blødt køligt mudder…

Astfaltstien har jeg åbenbart synes var så kedelig at se på at den ikke fortjente et billede…nå ja, sådan kan man lige ødelægge helheden. Men følelsen sidder stadig i mine fødder, så helt væk er det ikke 🙂

På samme måde kan du også prøve at få mere opmærksomhed og kropsfornemmelse ind i din hverdag. Jeg har opdaget at Mindfulness ikke er noget, der skal foregå oppe i mit hoved, men nede i min krop.

Overalt er der forskellige typer overflader du kan røre ved, der er dufte, der er små lyde eller forskellige temperature. Prøv engang imellem at tage to sekunder og lægge mærke til dem. Langsomt vil du blive trænet op til at være mere mindful i hverdagen, og hjernen vil automatisk få glæde af teknikken.

Hypothermi og hjernen

3. februar 20169. september 2015 Af Dorte

Cooling induced ER stress is good for your brain

Se lige den artikel her… En hurtig gennemgang af litteraturen på kulde-fronten gav mig den her. Jeg har ikke gravet mig igennem referencerne og ved heller ikke helt om jeg gider. Men det ser du til at det der med den oxidative stress, der fjernes er god nok – den har jeg også hørt fra flere andre sider.

Samtidig står der også noget om, at proteinfoldningen af de nyproducerede proteiner bliver påvirket af kuldechok i det efterfølgende respons – og det er jo en helt klar biokemisk reaktion.

They found that mild or moderate hypothermia induced an endoplasmic reticulum (ER) stress response and activation of the unfolded protein response (UPR), which are the cellular mechanisms that ensure correct folding of newly synthesized secreted and membrane proteins before they exit the ER.

Artiklen fortsætter med at gå ind i forskellige mulige virkningsveje og der bliver det altså for langhåret selv for en cellebiolog. Eller…rettere…jeg vil ikke udsætte mig for den fare det er, at gå dybere ind i det her. Jeg ved fra tidligere, at når jeg bliver grebet af noget, så graver jeg dybt og bliver opslugt. Og at bruge en 2-3 uger på at opfriske forlængst begravet viden om biokemiske pathways er bare ikke hensigtsmæssigt – spændende, men ikke hensigtsmæssigt.

Så jeg nøjes for nu med at konkludere, at jeg er ikke er helt tosset galt på den…

Efterskrift:

Indlæg, hvor jeg skriver om mine egne erfaringer med kulde/varme påvirkninger:

Rejsen til Romulus

En weekend i frit fald….

Joey and Janice´s day of fun!

8. september 20158. september 2015 Af Dorte

I dag var det Katrine, der havde en rigtig øv-dag. Allerede i morges var dagen væltet, og da jeg også snilt kunne trænge til at få tanket yderligere op i tanken, så besluttede jeg at hive hende med til Sæby Svømmebad. En af læserne af bloggen har foreslået at tage derud, når pengene er små. Der er også sauna, dampbad og koldtvandsbassin – og boblebade, noget Romulus ikke har.

Så herut med Katrine og mig. Vi var selvfølgelig helt med på, at det ikke var Romulus. Og det var helt okay, for prisen var bestemt heller ikke Romulus-pris. Der var også det, der skulle være i en wellness-afdeling, men den der fuldstændige zen-afslapnings-meditations-tilstand, som jeg opnår i Romulus, var ikke til at finde. Der var for mange snakkende mennesker, men samtidig en rigtig hyggelig stemning, men det var ikke lige det vi søgte. Men ingen tvivl om, at vi var velkomne blandt Svømmebadets faste brugere og blev taget godt imod.

Så det blev til et par gange frem og tilbage mellem dampbad, sauna og det kolde vand og ikke mere. Derudover er Katrine så slank, at det tager ca 2 splitsekunder, så er hendes knogler frossen til is. Der tager det nok ca. ½ time med mig, med det spæklag jeg render rundt med. Der er fordele ved alt.

Men jo…Katrine kunne også mærke hvordan det hjalp med temperaturskiftene, men det var bare ikke helt nok til at gøre tricket for hende. Vi sad lidt og hyggesnakkede i et par stole, da det gik op for os at vi med adgangen til wellness-afdelingen samtidig også havde adgang til svømmehallen…Se det var noget, der kunne bruges. Den der store blå vandrutchebane trak gevaldigt i legebarnet i os begge, men først måtte Katrine altså lige en tur ind i fortet.

Jeg skal forskåne jer for levende billeder – eller billeder i det hele taget – af fruen her i vandrutchebanen, selvom jeg havde det pissesjovt, men hende den bette kunne fint hænge ved kameraet. Det er sgu lige til at blive glad i låget af. Og det blev hun 🙂

Efterskrift:
Nå ja…sorry for overskriften. Men ALT kan relateres til Venner i min verden. Og det her det var virkelig “Day of fun”.

En weekend i frit fald….

20. april 20167. september 2015 Af Dorte

Det kan hurtigt gå galt

Hold nu kæft…bare fordi det går godt, skal jeg godt nok ikke lige tro at den hellige gral er vel forvaret. Ohh no. Der skal ikke andet til end et par lussinger og lidt ufornuft i hurtig rækkefølge, for at tippe læsset.

En af dem var noget så uforudset som en tur op i midtbyen i fredags. Jeg havde glemt, at der var Hjørring Live og ca 1000 mennesker i midtbyen. Det gjorde nu ikke så meget og vi landede lige midt i kåringen af Årets Hometown Hero. Ret spændende da Venligboerne også var nomineret, så det skulle jeg helt sikkert se.

Ingen problemer overhovedet. MEN – så…. Da vinderen blev udråbt og den ventede fanfare blev afspillet var det ikke bare “afspillet”. Det var en lyd, der var 5 cm fra hovedhøjtalerne ved Roskilde Festival værdig. Så høj at det gjorde ondt i ørerne ikke bare på mig, men at dømme efter andres ansigtsudtryk også på dem.

lydoverfølsomhed — Someone….træk lige stikket til mixeren!

Men den eksplosion og chok det gav inde i mit hoved, var nok til en kædereaktion af adrenalin, cortisol og alt muligt andet. Kun fordi jeg efter 20 år i denne mølle har udviklet en helt eminent selvkontrol undgik jeg en total nedsmeltning med hulkende krampegråd i fosterstilling midt på Springvandspladsen.

Fanfaren fortsatte over i stort set ligeså høj musik og flere begyndte at søge væk. Jeg var godt klar over at “søge væk” ikke ville være den umiddelbare ok option, for det ville tage for lang tid – så istedet stod jeg som en anden sur dame med fingrene dybt begravet i ørerne.

Men de 10 sekunder pillede ALT forsvar væk fra min hjerne og efterlod den blottet og åben for alle indtryk. Heldigvis skulle Ole og jeg videre rundt en del af byen, hvor der ikke var så mange mennesker, så jeg kunne lige så stille fatte mig. Facaden var stadig smilende og intakt, når vi uundgåeligt mødte ret mange venner og bekendte. Men indeni var min hjerne en gang rødgrød.

Når jeg har det sådan, skal der slet ingenting til at vælte mig videre – og et par andre episoder fredag og lørdag sendte mig helt ud over kanten i frit fald.

Heldigvis har jeg en rigtig god gruppe af med-bippere, som stod klar med opbakning fredag aften og nat, hvor jeg var alene hjemme. Det hjalp lidt og tingene så ud til at bære.

Fest lørdag aften

Lørdag aften skulle vi til fest hos noget familie vi ikke har set i mange, mange år. Sidst der var komsammen for “den unge del” var for 17 år siden! Det er så i mellemtiden blevet til “den midaldrende del”. Jeg havde virkelig, virkelig lyst til at tage med – men også virkelig, virkelig brug for ikke at gøre det. Den første vandt – for en gangs skyld gad jeg simpelthen ikke det fornuftige valg. Jeg havde allieret mig med en plan der hed en af tre:

bare køre Ole derud, hilse på og gå
bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og gå
bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og spise med og gå

alkohol fest lydoverfølsomhed — Der var rigeligt vin og øl på bordet, men når jeg nu var så ufornuftig at tage med – så måtte jeg trods alt være så fornuftig, ikke at udsætte min kvadrede hjerne for opløsningsmidler… Men hold kæft hvor kan det bare være surt at være “fornuftig”, når man bare gerne vil være med 🙂

Det var så skidehamrende hyggeligt, at jeg endte med at blive til både dessert og kaffe og et par timers hyggesnak – jeg holdt mig til den enkelte øl og så ellers vand for resten. Det tog mig 3 forsøg at rejse mig og køre hjem og til sidst var det Ole, der nærmest tog mig i albuen og sendte mig hjemad. Og det var først ude i bilen, hvor der var stilhed, at det gik op for mig, at nu var der bare ikke mere hjerne tilbage.

Selvom jeg havde haft planer om en hyggelig nussesøndag i haven med ro og fred, gik det hurtigt op for mig, at der var der akut brug for krisebehandling. Søndag morgen startede nemlig med den nedsmeltning, der egentlig havde ventet siden Springvandspladsen. Så der var bare ikke andet at gøre end at sende mig ud i Romulus til intensiv kulde/varmeterapi.

Og når man sammenlagt tilbringer over halvanden time (og ja…jeg tog tid) on/off i deres 8 grader kolde bassin, med hovedet så meget under vand, at kun næse og øjne titter op, så er det fordi hjernen virkelig er overkørt. Mine hænder og fødder var lige ved at krampe flere gange, men hjernen nød det i fulde drag.

cryoheating kuldeterapi — Ja, ja. Køn er man ikke, når man plasker rundt med vådt hår og ingen makeup. Men der skal vist billedbeviser til, for at nogen vil tro på, at jeg rent faktisk ER i det kolde bassin. – og bloggen viser i forvejen alle de ikke-kønne sider ved mig, så jeg overlever nok dette billede også 😀

Jeg fandt til sidst en teknik, hvor jeg kunne ligge på tværs med fødderne på den ene kant og hænderne på den anden – så kunne jeg tvinge mig til at ligge i vandet ca 8-10 minutter af gangen. Vi kan vist godt være enige om, at vi er ret meget ude over “wellness”, men at man ligger der af ren og skær nødvendighed.

Som altid – det forunderlige skete langsomt i løbet af dagen. Mit hoved blev bedre og bedre. Ikke fikset helt så godt som andre gange, men udgangspunktet har dæleme heller aldrig været så dårligt før.

Da jeg kom hjem, havde Ole knoklet på med rengøring hele dagen, og det hjalp også gevaldigt på et ikke helt så stresset hoved.

I nat har jeg sovet, sovet, sovet – og selvom jeg stadig er sårbar, så er det frie fald stoppet og jeg er sikkert tilbage på kanten og med målbevidste skridt på vej helt ind i sikkerhed.

Efterskrift:
Jeg har faktisk overvejet om de her intensive kulde/varmechok, hvor jeg går direkte fra 15 minutters saunagus ved 130 grader til 10 minutter med hovedet under 8 grader ~~varmt~~ koldt vand kan have lidt samme virkning for hjernen som electrochok – bare med den fordel, at det ikke påvirker min hukommelse og kognitive evner. Jeg har aldrig prøvet ECT behandling, så jeg har ingen personlig erfaring at sammenligne de to ting med. Men jeg skal helt klart have gennemsøgt den videnskabelige litteratur, for at se om nogen har undersøgt det.

…!

31. august 201531. august 2015 Af Dorte

SUK!

12.05.15: Dorte ansøger om en kædedyne ved kommunen

12.05.15: Dorte får en kvittering på, at der er søgt

14.05.15: Dorte ringer til kommunen, da der står højest 16 ugers behandlingstid, for at høre, om kommunens behandlingstid evt. i gennemsnit er kortere, da jeg virkelig har behov for den dyne. Dorte får at vide at: “Nu er det jo ikke sådan, at det er et akut fysisk problem.” Dorte tænker – nej, det er sgu meget godt. Men det er fandme snart akut psykisk, hvis ikke jeg får sovet ordentligt!

Dorte væbner sig med tålmodighed og tjekker 16 uger af frem i kalenderen.

24.08.2015: Dorte ringer til Visationen for at høre til ansøgningen, da der er gået ca. 15 uger – ingen ledige medarbejdere…

25.08.2015: Dorte ringer til…..

26.08.15: Kommunens telefoner er lukkede

27.08.15: Dorte ringer til….

31.08.15: Dorte ringer til Visationen. “Nej, du har ikke sendt en ansøgning på kædedyne”, Dorte tjekker e-boks…jo, jo…der er en kvittering på ansøgningen.

31.08.15: Dorte ringer til Visationen igen. “Okay…jamen du kommer ikke til at vente lige så lang tid igen ihvertfald.”

Dorte tager på Happie…!

Jeg er bekymret!

31. august 2015 Af Dorte

Endnu engang er professor Poul Gøtzsche ude med riven efter medicinalindustrien og psykiatriens brug af psykofarmaka. Medierne har været fulde af indslag i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, der udkommer i dag.

Jeg skal ikke udtale mig om, om han har en pointe, da jeg ikke har læst nogen af hans bøger endnu. Hvilket faktisk er for dårligt! Men jo…han har ganske givet en pointe.

Jeg har jo også selv oplevet hovedløs medicinering ved min tidligere psykiater, med ordene om “vi skal bare finde den rigtige medicin, så bliver du rask” – det holdt mig fast i 9 års rutchetur, for hver gang ny medicin blev prøvet og jeg blev stabil – så var jeg jo “rask” og fortsatte lige ud i en hypomani…og endnu en tur i møllen.

Så jo…Peter Gøtzsche har uden tvivl ret i, at der bør sættes kraftigt ind med mange andre ting i psykiatrien end lige piller. MEN…og der er et kæmpe MEN.

Den retorik han buldrer frem med, gør INTET godt for sagen – udover at grave grøften større. Men det allerværste er – og det er det, der bekymrer mig helt vildt – er at de allermest sårbare, angste, paranoide, psykotiske – måske vil blive så skræmte af hans ord/retorik, at de stopper medicinen øjeblikkeligt.

Og så går det altså meget, meget galt!

– nu med galaxer!

30. august 2015 Af Dorte

Sommetider kan en rigtig fed dag opstå sådan fuldstændig spontant og ud af ingenting….

Katrine har fået de flotteste lange negle – og da vi begge fra naturens hånd (tøhø) er udstyret med de mest latterlige tynde, trekantede nogen af slagsen, har vi aldrig troet, det kunne lade sig gøre naturligt. Men nu har hende den bette altså fået de flotteste lange negle ved at have fuld fokus på neglepleje, filen og lakeren.

Igen må jeg erkende, at er der noget man gerne vil, så er det fokus og målrettethed, der er løsningen, ligegyldigt hvor umuligt det end ser ud. Og tro mig…vores negle har været helt umulige, lige siden jeg for første gang var i min mors makeuppung og Katrine var i min.

Nå – men Katrine har givet mig troen på, at det kan lade sig gøre, så nu er jeg gået all in med neglebåndsolie, kosttilskud og styrkende base coat. Der er blevet slugt youtube-videoer med de mest fantastiske designs.

Designs som jeg har set masser af på Pinterest, men aldrig gidet pinne, for det ville aldrig komme til at se fedt ud på mine negle – med mindre jeg fik acrylnegle. Og jeg har fået Ole til at love mig, at hvis jeg nogenside snakker om acrylnegle igen, så lægger han mig i håndjernene! (Og nej…ikke DEN slags håndjern. Han er vagt og har sådan nogen rigtige nogen hængende i bæltet). Mine små, tynde negle spasser helt ud, hvis de bliver lukket inde under acryl – selvom det umiddelbart ser virkelig flot ud.

Nå – men som sædvanligt var jeg i går oppe før både fanden, hans oldemor og alle andre. Morgenkaffe, hækletøj og iPadden indstillet på youtube-kanalerne Meliney.coms og Nails by Kizzy. Pludselig dukkede den her op….woooow:

[jwplayer mediaid=”1153″]

Jeg har bare et eller andet med galaxer – jeg har også malet en T-shirt engang, så teknikken er ikke ukendt. Om end der her unægteligt ret meget mindre at male på end på en T-shirt.

Samtidig er mit lager af neglelak begrænset til en hudfarvet, en guld til tæerne og lidt over/underlak, så jeg måtte ringe til en ven – Katrine!

Hun har efterhånden fået samlet sig lidt forskelligt sammen, så mon ikke jeg kunne finde de farver jeg skulle bruge i hendes lager.

Heldigvis var Katrine med på en hyggedag i neglelakkens tegn. Jeg tror aldrig, hun opfattede, at det ikke var hende, men hendes neglelakker, der trak denne gang 😀 – ej pjat. Det er altid så hyggeligt omkring hendes spisebord.

Og det blev til en hel eftermiddag/aften omkring det spisebord, for det tager LANG tid at få 10 galaxer ned på neglene – specielt dem på højre hånd!…suk…

Men jeg synes faktisk, det lykkedes meget godt, af at det var første forsøg – så det blev fejret på behørig vis ud på aftenen!

Efterskrift:
Her er de sådan lidt tættere på, så man faktisk kan se, at man kan se ud i rummet. Det bliver sjovt om en 2-3-4 måneder, når der er lidt mere at male på… Jeg burde nok så bare have gjort det her som 23-årig og ikke som 43-årig. Men fuck det….det er sjovt!

Fødderne gik sine egne veje

28. august 2015 Af Dorte

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

2015-08-27 14.36.30 — På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

2015-08-27 15.08.40 — Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på ~~papir~~ bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Ministermøde!

24. august 2015 Af Dorte

Jeg skal holde møde med en minister i dag…!!

Dog ikke miljø- og fødevareministeren, der er det oplagte valg i forhold til mit job, men stadig en minister!!

Det er skatteminister Karsten Lauritzen, der før valget lovede mig et møde i forbindelse med mit job som produktchef for ProbioCare Danmark. Og at han på trods af den nye status som minister, stadig har taget en time ud af hans travle kalender til et møde, der ikke er hans område, er sgu lidt vildt.

Jeg kan kun sige, at han er en politiker, der holder sine løfter – ihvertfald dem til mig 🙂

Selvom Karsten ikke er det umiddelbart oplagte valg i forhold til at introducere mikrobiologisk rengørings teknologi til landbruget, er det stadig et meget vigtigt møde. Du ved aldrig hvem folk kender – og alt andet lige giver det altså ret god mening, at sætte gang i snakken i krogene på Christiansborg. Jo flere fra regeringen, jeg taler med – jo bedre!

At vende tankegangen i forhold til rengøring og desinfektion efter 60-70 års indoktrinering gøres ikke over night, så ting tager tid. Men når først den her kæmpe snebold ruller….så bliver den til en lavine! Vi kan sgu gøre Danmark MRSA-fri på 6 måneder og gøre grisene så sunde at kun 2-3% af dem behøver et enkelt skud af den allermest milde antibiotika! Det er da en sag at kæmpe for!

Tjek lige det billede fra forsøgsstalden. Det er altså en 23 år gammel stald, der bruges fuldt ud. Den er renere end mange køkkenborde!

På det helt personlige plan, synes jeg også, det er en kæmpesejr. For 10 år siden foreslog min sagsbehandler førtidspension. Det var dengang de rent faktisk var til at komme i nærheden af, men alligevel var der ikke sådan skidemeget håb om et fornuftigt arbejdsliv. For 2 år siden havde jeg næsten accepteret at resten af mit liv skulle foregå fra sofaen.

I dag kan jeg ved hele tiden at holde fokus og passe på mig selv altså holde møde med både den MRSA-ansvarlige på Christiansborg og nu her en minister. Godt nok stadig som fleksjobber og med ikke ret mange timer, men så er opgaven jo så bare, at udnytte de få timer max til vigtige møder og lade andre om tjamset.

Sorry, det lyder lidt selvfedt, men i dag vil jeg lige tillade mig selv at være selvfed – specielt set i lyset af gårsdagens blogindlæg.