- Side 14 af 31 -

Skræmmende tilbageblik

23. august 201523. august 2015 Af Dorte

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:

Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!

Reddet af Romulus

22. august 201522. august 2015 Af Dorte

Trallalulalej! Så er bloggen blevet sponsoreret – eller jeg er ihvertfald – eller måske snarere “blevet lagt mærke til”! Chefen for Romulus, syntes jeg havde noget ret interessante betragtninger omkring Romulus som dagsbehandling i forhold til stress. Derfor mente hun, at jeg skulle prøve deres “Lavender Dream”, fordi det er den ultimative stressbehandling. Faktisk var der slet ikke noget krav om en anmeldelse i enden – og det var heller ikke som “betaling” for mit sidste blogindlæg. Men altså…jeg er virkelig nødt til at fortælle om oplevelsen, så fedt var det!

Så for lige at tilgodese markedsføringsloven, ombudsmanden og hvem, der ellers kunne have interesse, så råber jeg det lige ud for alle vinde:

Yiiihaa – denne dag er sponsoreret af Romulus…så kan I tage det som reklame i lårfede tykke stråler, anerkendende anbefaling, realistisk anmeldelse, sindsygt meget “sucken up” eller hvad pokker, I nu har lyst til. Jeg beskriver bare min oplevelse i min helt egen happyworld 🙂

Nå – nok leflen for markedsføringsloven – nu frem til det jeg egentlig gerne vil fortælle om:

…som overskriften antyder var jeg mast fredag morgen…som i HELT mast! Ole og jeg havde været i København til møde, dog med pitstop i Odense, for at turen ikke skulle blive for belastende for mig.

Selvom jeg stort set sov, al den tid vi kørte, og vi hyggede os på et plan, der var “get-away-kæreste-agtigt”, så er der alligevel mange indtryk – for slet ikke at tale om det 45 minutters møde, der var årsagen til turen. Det skriver jeg nok om på et andet tidspunkt…

I dag handler det om hvordan et mast, faldt, splattet og begyndende stresset hoved blev reddet i land i løbet af fredagen.

Fordi vi skulle være afsted onsdag – torsdag, havde jeg allerede i sidste uge booket tiden til Romulus i kalenderen hele fredag. Denne gang var der jo så endda überforkælelse og afstressning oven i hatten, da jeg skulle igennem føromtalte “Lavender Dream”-behandling. Den ultimative, afstressende af dem alle!

Romulus generelt har I hørt om et par gange efterhånden – og hvis du er ny på bloggen, så se min beskrivelse her – derfor vil jeg ikke gå nærmere i detaljer om den ting. Jeg nøjes med at konstatere, at kl. 13 var jeg ret pænt nede i gear, da jeg blev hentet af Lone, der skulle føre mig endnu længere ned.

Deres behandlerrum er lige så skønne og velgennemførte som resten af Romulus og der var gjort klar med skønne lavendel-olier mv.

Lone forklarede kort, hvad der ventede mig de næste 80 minutters tid og så var det tid til at krybe ud af badetøjet. Nogen vil måske synes at det er en smule grænseoverskridende, at ligge der splitterkonghans, men Lone var meget diskret og havde en eminent håndklædeføring, så jeg aldrig på noget tidspunkt følte mig blottet – heller ikke mens jeg smed tøjet, eller skulle vende mig rundt på briksen.

Samtidig var håndklæderne varmet i en lille ovn, så allerede da jeg blev puttet, var jeg i himlen. Og jeg skriver puttet, for det var fuldstændig som at være 4 år igen. Kun godnathistorien manglede.

Mens jeg lå der og flød hen, blev jeg peelet med eukalyptus-salt (tror jeg det var). Mit eneste job var at slappe af. Lone sørgede for at løfte både ben og arme – og vaske saltkornene af med varme håndklæder. På det tidspunkt havde jeg stadig en nogenlunde opfattelse af, hvad der skete omkring mig, men da Lone efterfølgende begyndte at massere ryg, ben, arme, fødder flød jeg helt væk – kun lige afbrudt af, at stegen (aka mig) skulle vendes et par gange.

2015-08-21 14.29.22

Efter sidste vending til ryggen og med den sidste massage af ben og arme, kom jeg så dybt ned, at det eneste jeg opfattede var mig selv, duften af lavendel og Lones hænder. Jeg tror måske, at jeg fik fodmassage og jeg er ret sikker på, jeg fik hovedbundsmassage med lavendelolie.

Jeg sov ikke, for jeg var (for det meste) bevidst omkring mig selv. Men jeg blev så afslappet af min vejrtrækning faldt til et minimum – to eller tre gange glemte jeg faktisk at trække vejret. Hurra for vejrtrækningscenteret i hjernestammen, der ikke finder sig i et alt for lavt ilt-niveau, så helt farligt blev det aldrig. Det kunne faktisk have været ret interessant med en puls- og blodtryksmåler og et EEG (eller det er måske for meget fagnørderi?

Da Lone var færdig med massagen, tror jeg nok, jeg fik lov at ligge i et ikke nærmere defineret tidsrum – og der faldt jeg i søvn. Dyb søvn. Om det var 10 minutter eller 3 timer, ved jeg ikke. Men hele behandlingen tog 80 minutter i alt, så 3 timer var det nok ikke. Da Lone forsigtig strøg mig ved håret, knipsede let med fingrene, dukkede jeg langsomt op til overfalden igen. Jeg fik tiden til at komme til mig selv, så der var ikke noget ubehageligt ved at skulle op fra dybet.

Lone instruerede mig i, at det var en god idé at gå i dampbad eller sauna, for at olien rigtig kunne trænge ind i huden og gøre den lækker. Det lød også som en rigtig god idé, men helt ærligt – det eneste jeg tænkte på, var at komme op på hvilestolene og dykke ned på bunden igen.

– og jeg kom aldrig videre fra hvileområdet… ca 2 timers dyb søvn blev det til. Sådan helt dernede, hvor jeg sikkert både har savlet og været ucharmerende, men det var tiltrængt.

Heldigvis havde Ole kørt mig ud i Romulus om morgenen, for det havde på ingen måde været forsvarligt, hvis jeg var kørt hjem selv. Mine arme og ben var bare tungere end normalt og hovedet helt i zen-mode. Efter en god gang kalveculotte til aftensmad tumlede jeg direkte ind i seng, så 3½ minuts Venner på Zulu og faldt endnu engang bare ned, ned, ned.

Jeg har sovet så umanerligt dybt i nat og da jeg vågnede kl. 5 var hoved, krop og sjæl totalt i balance igen. Ingen lydoverfølsomhed, ingen trælse tanker, ingen hjernekværnen.

Efterskrift:
Jeg har tidligere syntes, det var “dyrt” med behandling oveni indgangsprisen, og derfor er det også kun sket to gange før, at jeg har tilkøbt en af deres behandlinger. Men jeg må indrømme, at jeg har ændret opfattelse til “investering” i stedet, og puttet behandlinger ind på strategi-listen.

Fra nu af vil jeg ikke tøve med at vælge fra menu-kortet, hvis jeg skulle komme ud for at være lige så mast igen. Alt andet lige er det et spørgsmål om prioritering – om det så er rødvin til maden, McD, nye bukser eller selv sommerens samlede portion af Blå-Ishus-Is, der skal skæres væk. I mit tilfælde bliver det nok nærmere ret mange dage med billig aftensmad (læs: rugbrød). Det her er en investering i, at holde mit hoved sundt og mit arbejdsliv på ret kurs. Det SKAL lykkes og forhåbentlig kommer den dag, hvor møderne i Kbh har givet så meget pote, at jeg ikke behøver at prioritere – men kun nøjes med at vælge.

Kosttilskud til os med bipolar lidelse – læs med her

4. december 201920. august 2015 Af Dorte

Tager du kosttilskud?

Det spørgsmål har jeg fået mange gange. Og i givet fald hvilke kosttilskud, jeg tager.

Og jeg kan svare et stort rungende JA, det gør jeg i den grad! Siden Manifest 2014 har jeg optimeret min krop på alle områder – og det inkluderer at sørge for at den har de byggesten, den skal bruge. En krop i underskud er som en bil, der mangler olie – og forøvrigt har fået hældt 92 oktan med vand i på – dækkene er også faktisk også helt nede på bundulovlig.

Disse kosttilskud anbefalede lægen

I sin tid startede jeg med at få tjekket mit D-vitamin-niveau. Det var alarmerende lavt. Lægen ordinerede 70-100 microgram dagligt i en 3 måneders periode, hvilket er over 10 gange daglig dosis.

Samtidig skulle jeg tage Calcium, for at D-vitaminen bedre kunne optages.

Lægen anbefalede derudover en generel multivitamin-tablet dagligt.

Jeg havde derudover fået anbefalet andre former for kosttilskud fra min meget kloge veninde, der er ekspert indenfor helsekost. (Ikke bare noget jeg fyrer af – hun er selvstændig konsulent for helsebranchen og sidder med dokumentation overfor Fødevarestyrelsen, så hun ved helt sikkert, hvad hun taler om). Jeg fik ok fra min psykiater til hendes forslag – faktisk sagde han at det var en rigtig god cocktail, for en med bipolar lidelse. (NB! Få altid lige et ok fra læge/psykiater – der KAN være interaktioner med noget af det medicin, du får i forvejen)

Disse kosttilskud anbefalede helsekost-eksperten:

Lechitin, 1200 mg
Lechitin er en fedtsyre, der har samme indhold som vores cellemembraner og det fedt, der sidder omkring alle vores nerver.

N-acetyl-cystein, 600 mg
NAC som det også forkortes er en meget kraftig antioxidant. I Danmark er den kendt under salgsnavnet Mucolycin og sælges som hostestillende. Men udenlandske studier har vist at den også kan have en stabiliserende virkning på psyken og mange andre ting.

Magnesium, 400 mg
Magnesium har en stabiliserende virkning på nervebanerne og hjælper også med optagelsen af D-vitamin/Calcium

CoQ10, 60 mg
CoEnzym Q10 har en vigtig rolle i elektrontransporten i cellerne og dermed cellernes energi-system.

Omega-3 360 EPA/240 DHA
Endnu en fedtsyre, som der stabiliserer og hjælper kroppens cellemembraner og myelin-skeder (fedtet omkring nervebanerne)

Jeg har også en overgang taget Gurkemeje og Ingefær-tabletter, men de der ingefær-nogen smagte simpelthen så rædselsfuldt at det på ingen måde kunne opveje whatever god virkning, de nu kunne have på mig!

Mine kosttilskud - lecithin magnesium ingefær NAC — Jeg skriver altid på låget hvor mange stk, jeg skal have pr. dag. Og så pakker jeg medicinæske til 14 dage af gangen. – og så ved du at du tager mange kosttilskud, når den medicinæske faktisk er en æske til skruer købt i Harald Nyborg!!!

Ved at sørge for, at kroppen er virkelig optimeret i forhold til de byggesten den skal bruge, er det også med til at nedsætte kroppens stress. Den skal ikke køre i underskud og derfor give symptomer af den ene eller anden slags.

Samtidig har jeg meget fokus på kosten – mange grøntsager, kvalitetskød, nødder, bær, frugter, æg, fisk og et minimum af brød, kartofler, ris, pasta og sukker. Se også dette indlæg her.

Alt i alt gør det at min krop har overskud og mit blodsukker holdes rimeligt stabilt. Og et stabilt blodsukker er også med til at holde hovedet stabilt. Giv mig en skål slik og mit hoved tilter!

Efterskrift:
Kosttilskud kan være noget pokkers dyrt stads. Derfor handler jeg i England på denne side. Selvom transport/porto snilt kommer op over 100 kr, kan det sagtens betale sig. Kik dig lidt for derinde, der er tit gode tilbud. Som du kan se på billedet køber jeg oftest Swansons produkter.

Juhu-fest vol. 3

18. april 201718. august 2015 Af Dorte

Nu var det tid til at ryste den højtidelige stemning af os. Nogen gik en tur, nogen fandt en kold øl og vi var nogen, der endnu engang fortsatte inde ved udstillingen – denne gang blev der fyldt lidt ekstra i dram-glasset og snakken var mere opløftet. De rigtig gode historier kom på banen, og det var så livsbekræftende at være med til

Specielt fars kollega havde en del røverhistorier fra deres udlandsture sammen. Jeg havde hørt dem alle før fra fars side, hvor kollegaen altid var “skurken”, der havde lavet et eller andet – men nu var det omvendt og det var far, der skulle have sagt “do…we må intj ha wor bøøs´mæ” i sikkerhedskontrollen lufthavnen. Det var dengang det gav et løftet øjenbryn og et hvast blik. Den går ikke længere i dag. Historier bliver kun bedre af at blive fortalt, og hvor var det sjovt. Hvem, der havde sagt hvad, var underordnet – de to har helt sikkert haft mange sjove oplevelser sammen gennem 25-30 års kollegaskab.

Ved 13-tiden var den helstegte pattegris klar. Og den var som altid perfekt. Far fik heldigvis testet Grete og Pouls gris af mange gange. Først til familiefest i 2008, til Claras konfirmation og igen til hans 87 års fødselsdag. Far elskede deres gris – specielt at stå og kikke på den roterende transportable grill. Det er der altså fest over! (Skal du have landsdelens – eller måske nok i virkeligheden Danmarks – bedste helstegte grissebasse, så smid en kommentar, så fikser jeg kontakten)

Resten af dagen var fuldstændig som enhver anden familiefest. Der var sjove taler med flere anekdoter og røverhistorier fra fars liv. Der blev skålet og hilst på kryds og tværs. Ja – det var en fejring, hvor hovedpersonen dog manglede, men alligevel var han der midt blandt os. Far og jeg havde snakket om det gilde så mange gange, at jo…han var sgu med!

Udstillingsbordet havde rystet folk så godt sammen på kryds og tværs, at snakken gik lystigt – også om alle mulige andre emner.

Måske en idé til andre familiefester – specielt bryllupper, hvor nogen måske ikke helt kender “den anden familie”.

Det blev sent ud på aftenen, før vi gik igang med oprydningen godt hjulpet af de sidste gæster. Vi var alle enige om, at det simpelthen ikke på nogen måde kunne have været bedre.

Den dag gemmer jeg virkelig i mit hjerte med taknemmelighed.

Efterskrift:
Hvad vil jeg så sige, med hele denne beretning? Udover at fortælle om denne fantastiske måde at komme herfra.

Jo, hypomanier (som er en let form for mani) er ikke altid af det onde. Det er en gave, at kunne hive ressourcer op af hatten, hvor der ikke burde være nogen tilbage og så ellers bare køre på speeden.

For det gjorde jeg den uge, hvor jeg skulle have alt det her arrangeret. Jeg havde aldrig nogen sinde klaret det uden. Alene det at finde et sted at afholde en bisættelse udenfor kirke/kapel var noget af en opgave – og planlægge dagen, talen, udstillingen. Så er der alle de andre praktiske ting i forbindelse med et dødsfald – og til sidst lige arrangementet af en fuldblown familiefest. Alt sammen klaret på mindre end en uge.

Men det er et tve-ægget sværd. Det kostede 11 ½ måneds sygemelding bagefter, men når jeg tænker tilbage var det det værd. Det var selvfølgelig ikke bisættelsen alene, der var skyld i sygemeldingen – langt, langt fra. Der var også hele forløbet på sygehuset med 3 hofteoperationer på 5 uger, dagene op til fars død, hvor jeg stort set ikke sov 28 timer i træk, foråret havde været rædselsfuld p.g.a. andre personlige familieting og alt kædet sammen med et job, med meget trælse og urimelige betingelser. Men hypomanien gjorde, at alt blev klaret, mens det stod på. Og det er jeg taknemmelig for, så vi kunne få sat det helt rigtige punktum.

Idéer, modet til at gennemføre, energien, fantasien bobler i den fase. Og det er en af de ting, jeg stadig har med mig – men i noget mere normalt leje.

Jeg sørger for, at jeg aldrig kommer så langt ud igen. Højest en 3-4 på en skala fra -20 til 20. Akkurat som andre mennesker, der kan hive sig selv op med hårrødderne i en tilspidset situation.

Angående jobbet skulle jeg have slået kraftigt i bordet allerede ½ år før. Jeg skulle også have passet på og prioriteret mig selv – sørget for lidt Romulus ind imellem. Jeg var bare slet ikke klar over, hvor vigtigt det var. Det sidste år havde jeg haft alt for travlt med at tage mig sammen og opfylde (både mine egne og andres) krav.

Nu er jeg heldigvis fuldt klar over, hvad der skal til for at styre i det her farvand – og forhåbentligt varer det mange år, inden der skal holdes Juhu-fest i familien igen 🙂

Juhu-fest vol. 2

18. april 201717. august 2015 Af Dorte

Dagen for fars bisættelse oprandt og rammerne var perfekte. Det var lige sådan, jeg er helt sikker på, far har forestillet sig, det skulle være.

Der kom rigtig mange gæster fra nær og fjern. Jeg var overrasket over – og så alligevel ikke – hvor mange mere eller mindre fjerne bekendte, der ville være med til at sige tak for denne gang til far. Hans gamle bankmand, min barndomsveninde og hendes mor, som jeg stort set ikke har set siden. Bekendte fra området ved fars sommerhus, min gamle 4H-ven og en masse andre. Og selvfølgelig alle grene af familien. Nær og fjern kom folk fra.

Flere benyttede sig af at løfte glasset og hilse på far en sidste gang.

Det viste sig at være en rigtig god idé med det lille udstillingsbord. Flere kunne fortælle historien bag nogen af tingene og det gjorde at folk snakkede på kryds og tværs. Helt uafhængigt af hvor de kendte far fra – og helt uafhængigt af, om de kendte hinanden.

jj02 — Vores udstilling med ting der alle gemte en god historie om far – eller have haft en betydning. Rubiks Kube brugte han utallige timer med i ´80-erne Da først koden var knækket kunne han stadig i en alder af 88 løse den i løbet af 10-15 minutter.

11.30 faldt der en højtidelig ro over forsamlingen og alle fandt en plads. Min kusines mand havde violinen med og spillede til de sange jeg havde valgt sammen med Ole, Katrine og Clara.

Der var bl.a “I østen stiger solen op”, som far altid sang som godnatsang for mig, da jeg var barn – og brugte flittigt, når der var 4H-afslutning rundt om i landsdelen. “Jeg er havren” i samme kategori blev også sunget.

jj01 — Far syntes altid så godt om, når Søren havde fiolen med til fest – så selvfølgelig var det også den, der skulle akkompagnere os denne gang.

Som sagt stod jeg selv for talen. Den var blevet øvet igennem mange, mange gange derhjemme, så den klump, der kom i halsen flere steder efterhånden var blevet mindre og mindre.

Jeg talte om fars liv, fars betydning for både os som familie, men også for alle de børn, han kom i kontakt med i sit virke som landsdelens ungdomskonsulent på Landbogården i Hjørring. Det var en svær balance, at holde den personlig uden at blive for sentimental, men jeg tror jeg ramte meget godt. Det var ihvertfald tilbagemeldingen. Det var også godt jeg havde fået den øvet så mange gange derhjemme – jeg kom igennem uden at bryde sammen 🙂

Min anden kusine – en af fars 2 “døtre” fra før jeg blev født – læste et meget smukt digt op, der passede perfekt ind i sammenhængen. Jeg havde bedt om, at det højtidelige ville foregå her ved kisten – og når der skulle holdes fest, måtte der ikke begrædes, men meget gerne deles anekdoter og sjove historier.

Til slut var der ikke flere ord og ikke flere sange fra vores side. Kun en sidste hilsen fra far til os: Husk at se jer omkring. Se livet i selv de mindste ting.

Derfor lød Louis Amstrong og “What a wonderfull world” ud af højttalerne. Fars yndlingssang og hans liv kunne ikke være beskrevet bedre.

I see trees of green, red roses too
I see them bloom for me and you
And I think to myself what a wonderful world.

I see skies of blue and clouds of white
The bright blessed day, the dark sacred night
And I think to myself what a wonderful world.

The colors of the rainbow so pretty in the sky
Are also on the faces of people going by
I see friends shaking hands saying how do you do
But they’re really saying I love you.

I hear baby’s cry, and I watched them grow
They’ll learn much more than I’ll ever know
And I think to myself what a wonderful world.
Yes, I think to myself what a wonderful world.

[jwplayer mediaid=”1035″]
Tiden var kommet til at følge far videre. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags og traditionsbunden på det punkt. Men jeg havde valgt at de mænd, far virkelig så som sine venner – og der var både fra familie-,venne-, nabo- og kollegakategorien – skulle bære. Ikke os piger.

Kisten blev båret ud i den ventende rustvogn og vi stod alle i stilhed mens døren blev lukket og vognen kørte væk. Der skulle ikke siges flere ord.

Min tredje kusines (jeg har heldigvis mange) mand og jeg gik over og fik flaget hejst til tops – og det var markeringen på, at nu skulle livet – og i særdeleshed fars – fejres!

Jeg må hellere fortsætte fortællingen i vol. 3 – dagen er langt fra slut endnu og indlægget er allerede langt….

jj04 — Flaget er røget til tops og nu kan fejringen af fars liv for alvor begynde.

Juhu-fest vol. 1

18. april 201716. august 2015 Af Dorte

I dag vil jeg skrive et af de mere livsbekræftende indlæg. Det skal handle om min fars bisættelse! Måske en selvmodsigelse, tænker du, men nej. Det var en af de dage i mit liv, jeg tænker tilbage på med varme og glæde, trods de triste omstændigheder.

Beretningen vil blive delt i tre, for ellers bliver det alt for langt.

Min far var et helt fantastisk, unikt menneske. Det er alle, der har kendt ham enige om. Jeg kan slet, slet ikke med korte ord beskrive det tætte forhold, vi havde, og hvor utrolig god til børn, mennesker, dyr, han var. Der er basis for en helt blog for sig omkring den mand <3

Udover at være et fantastisk menneske var min far også meget jordnær, let selvironisk og kaldte en spade for en spade. Han var ikke særlig sentimental anlagt, døden var en helt naturlig slutning på livet og blev behandlet med lige dele respekt og lune.

Derfor glædede det far ret meget, da vores store datter Katrine, som 3½-4 årig var sur på sin mor og far, fordi hun ikke måtte komme med til en begravelse. Og som altid når verden gik Katrine imod, så vendte hun sig mod sin elskede morfar og spurgte:

“Morfaaaar, når du dør….må jeg så komme med til din begravelse?”

Morfar svarede “jamen selvfølgelig må du det da” hvortil Katrine udbrød et glædestrålende “JUHUUUUUUUU”, mens hun fløj morfar om halsen.

Siden den dag, snakkede vi altid om “når Juhu-dag kommer…” Far havde megen forhøjelse af at snakke om det gilde, der skulle holdes. Hans eneste anke var, at han ikke selv kunne deltage.

Der skulle være helstegt pattegris fra Grete og Poul, der skulle være den “gode kaffe” fra SuperBest, kolde øl og dagmartærter fra bageren.

Far pointerede også gentagende gange under vores snakke i hans køkken (der nu er vores), at “du skal love mig….der skal ikke være sådan en i lang sort kjole, der skal stå og sige en masse” – underforstået: jeg vil ikke bisættes fra en kirke.

Der var mangt og meget andet, vi også havde talt om. Efter vi flyttede tilbage til Hjørring fra Odense i 2005 havde far og jeg drukket kaffe mindst 3-4 gange hver uge.

Så da dagen kom, hvor klippekortet var opbrugt i en alder af næsten 89, så vidste jeg præcis hvordan vi skulle fejre fars liv. Endnu en af de ting han havde pointeret: I skal ikke stå og græde over mig! Det gjorde vi nu lidt alligevel undervejs, men på den gode måde.

Da Kapellet i Hjørring var under renovering, var det ikke muligt at være der. Et eller andet sted passede det mig meget godt, for det ville også være lidt for højttideligt for far. Nej – vi skulle derud, hvor man holder fest!

Så vi fik arrangeret, at vi kunne være i Borgernes Hus i Uggerby. Vi ville få kørt kisten derud og sat i det lille selskabslokale. På kisten skulle hans pibe, hans elskede kasket og en strømpetrold, jeg i sin tid havde lavet til ham og som han altid hilste på hver morgen ligge.

Der blev sat masser af fyrfadslys og i hjørnet lavede vi en udstilling med ting fra fars liv. Hans fuldstændig opslidte krydsordbog, ditto kogebog, hans frihedskæmperarmbånd, billeder fra tiden som landbrugselev, noget undervisningsmateriale han havde udarbejdet osv, osv. Fars liv fortalt gennem hans ting.

Der var også en flaske Brøndum og skiver af speget lammelår. Fars hofret.

Vores tanke var at gæsterne lige kunne tage en sidste dram med ham den gamle, inden vi skulle være højttidelige.

I det tilstødende store festlokale havde vi dækket op til gilde – borde med påskeliljer og duge i samme rødorange farve som solen pinsemorgen, når den danser i Vesterhavet fra Horne Bjerg (Ja! Jeg siger VESTERhavet – en af de firnurlige ting far lærte mig. Lige præcis på det tidspunkt på året, kan man opleve det underlige fænomen at solen står op i Vesterhavet – fordi bugten mellem Hirtshals og Tversted buer og solens placering på den årstid).

Det var set-uppet og hjemme havde jeg haft travlt med at forberede selve højttideligheden. For selvfølgelig skulle far sendes afsted med et par ord. Men det var en opgave jeg ikke ville overlade til andre. Det har været far og mig siden min mor døde, da jeg var 14 – og så var det også far og mig i denne situation. Vi skulle have vores sidste snak.

Næste afsnit af Juhu-festen finder du her

Psykopater!!!

15. august 201515. august 2015 Af Dorte

Nu er jeg efterhånden stødt på et par stykker igennem mit liv – og via mit Sygdoms CV, som jeg skrev om forleden, kan jeg se at hver eneste gang sådan en personlighedstype tidligere har været (for) tæt på mig, så er det endt galt….for mig :/

Derfor har jeg undersøgt emnet og lært tegnene at kende. Det gør, at jeg kan være ekstra obs på folk, der har psykopatiske handlemåder og passe på mig selv fremover.

Og inden jeg kommer længere ned i dette indlæg, vil lige slå fast at det KUN er en psykiater, der efter gentagende samtaler, kan diagnostisere, om der er tale om diagnosen psykopati. Vi har alle psykopatiske handlemåder/træk i større eller mindre grad – der hvor filmen knækker, er når disse træk fylder alt for meget. Og diagnose eller ej – det er DIG der vurderer, når det er for meget.

Når vi hører ordet psykopat, tænker de fleste massemorder eller lignende. Men langt de fleste er helt almindelige mennesker – eller dvs. næsten helt almindelige mennesker. For der er temmelig meget alligevel, der adskiller hverdagspsykopaten fra dig og mig.

Der er mange forskellige etiketter, der bliver sat på denne personlighedstype – psykopat, sociopat, dissosiativ personlighedsforstyrelse og andre har også været i spil. Jeg er sådan set lidt ligeglad med hvad alt det der hedder. Jeg har lært at være på vagt overfor mennesker der:

er beregnende
har et kæmpe ego
fralægger sig ansvar
skyder skylden på andre
manipulerer
lyver
ikke overholder de sociale spilleregler (fx springer over i køen)
ikke besidder empati
siger hvad der lige passer i situationen til eget bedste
kun tager hensyn til sig selv
er arrogante
er uetiske
skifter fra indladene/sød til aggresiv/kynisk på et spiltsekund

(En længere liste kan findes her)

Hvis det så samtidig kædes sammen med et privatliv, hvor der er mange skiftende forhold, en udpræget risikoadfærd, ligeglad med andres sikkerhed/liv/førlighed – ja så bimler alle mine alarmklokker MEGET HØJT!

Du har garanteret også stødt på mennesker, hvor du tænker, hvad fanden har de gang i? Hvad skete der lige der? Hvorfor er det pludselig ufatteligt hårdt at komme på arbejde? Hvorfor nedgør og håner denne mand, der var helt vild med mig i starten af forholdet, mig lige pludselig? Det er nok også min fejl det hele…..

Min – og mange andres erfaringer, se bogliste nederst – siger at denne personlighedstype kun tænker på egne interesser, tænker ufatteligt kortsigtet og “samvittighed” er et ikke-eksisterende ord i vedkommendes ordbog. De aner simpelthen ikke hvad den følelse er – og undrer sig dybt over hvorfor vi andre overhovedet bruger 10 sekunder på at have “dårlig samvittighed” over et eller andet.

I deres kølvand ligger en masse ødelagte skæbner, firmaer, afdelinger osv – alt efter hvor personen har haft sit virke.

De sidste par måneder har jeg snakket med flere veninder/bekendte/tidl. kolleger og andre, der har kunne fortælle grumme historier. Både fra arbejdslivet med en chef eller kollega som psykopat og fra privatlivet med en psykopatisk partner, ven, eller veninde.

Der er skræmmende, så mange der har fået liv og sjæl kværnet rundt pga sådan en personlighed – og det er skræmmende, så ensom man føler sig omkring det. Og det allermest skræmmende er næsten, hvor grundlæggende ens historierne er – om det er en chef, en partner, en kollega osv…grundlæggende er mønstret det samme.

Ifgl mange kilder er ca. 2% af befolkningen psykopater – og på chefgangene er det 10%. Denne forskel skyldes at magt og prestige ofte følger af psykopatens handlemåder – til at starte med – og at magt og præstige i den grad tiltaler psykopaten. Det kan du læse meget mere om i bogen “Psykopater i Jakkesæt”.

Derfor vil ALLE mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv få en psykopat tæt på. Det er bare ikke sikkert vi er klar over, at det er det, det handler om.

Som regnestykket jeg lavede i dette indlæg…kik på din Facebook venneliste, og lav et gennemsnit:

100 venner: ca 2 psykopater

200 venner: ca 4 psykopater

300 venner: ca 6 psykopater

400 venner: ca 8 psykopater

500… fortsæt selv

Og med tanke på den skade helt almindelige hverdagspsykopater kan gøre i dit liv – så gør dig selv den tjeneste at lær trækkene at kende. Og gør dig selv den tjeneste at handle, så snart du opdager, hvad du har med at gøre.

Og den smarteste handling er: LØB! Og løb hurtigt! Se dig ikke tilbage, men vær parat til at modstå smooth talk. Iflg “de kloge” er det helt ufatteligt svært at ændre en psykopats handlemønstre.

Det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre at cutte forbindelsen, men så må du lære at tackle mønstrene hensigtsmæssigt. Det er der mange, der har skrevet gode bøger om, så det vil jeg overlade til dem. Så hvis du på nogen måde genkender et eller andet af det her, hos en i din omgangskreds, så vil jeg anbefale dig at læse en eller flere af følgene bøger – eller google emnet – inden du er blevet kørt ned.

Alene et kort møde med en med disse træk kan blive skæbnesvangert – alt efter hvor svag du er, når jeres veje krydses. Set i bakspejlet kan jeg godt genkende typen….

Bogliste:

Psykopater i Jakkesæt af Sanne Udsen

Parasitter i Habitter af Sanne Udsen
(Disse to kan også lånes på ereolen – bibliotekernes app til udlån af e- og lydbøger)

Hverdagens Psykopater af Henrik Day

Fanget i en psykopats net af af Henriette Dregaard Jensen

Sygdoms CV – nøglen til det hele!

13. august 2015 Af Dorte

Jeg har jo analyseret temmelig meget på hvorfor, jeg er blevet syg i de forskellige perioder af mit liv. Og disse “hvorfor” har været nøglen til at undgå nye “hvorfor”, når jeg endnu engang har siddet midt i supppedasen, og undret mig over, at det skete igen og igen.

Men det er meget svært at analysere på noget, hvis ikke man har overblik over det gentagede mønster. Og de gentagne mønstre er meget, meget typiske for os, der har (og i mit tilfælde nu: har haft) gentagende episoder med stress, (hypo)mani og depression.

Overblikket fik jeg ved at skrive et sygdoms-CV som forberedelse til Manifest 2014. Jeg tror aldrig rigtig, jeg har beskrevet sygdoms-CV´et før og den proces, det var at skrive det. Men det har været så vigtig en del af forståelsen af mig selv, og hvad pokker det var, jeg var oppe imod, at det fortjener en nærmere granskning her på bloggen.

Jeg vil ikke gå i personlige detaljer, da det er for privat at dele her på bloggen, men princippet deler jeg gerne 🙂

Kort fortalt gjorde jeg det, at jeg startede med at skrive hovedtrækkene ned omkring mit liv, med fokus på sygeperioder istedet for uddannelse/arbejde, som man gør i et rigtigt CV.

Derefter beskrev jeg de enkelte perioder. Hvad var der sket, hvor lang tid havde det varet.

Her gemte jeg dokumentet (eller dvs. det havde jeg gjort løbende undervejs, selvfølgelig. Der er ikke noget mere irriterende, når computerne pludselig vælger at opdaterer og man har glemt fluebenet i “automatisk gem”). Det jeg mener er, at jeg gemte dokumentet i en fil for sig, jeg kalde “CV_det_store_overblik” og derefter gemte det samme dokument igen, i en ny fil kaldet:”CV_detaljer”. Grunden til at jeg gjorde dette, er at netop det store overblik nemt kan fortabe sig i tredie fase:

Tredie fase var en vigtig del: Hvordan var jeg kommet ud af den periode igen? Var det gået over af sig selv? Havde jeg fået hjælp? Hvor havde jeg fået hjælp? Hvad havde jeg selv gjort? Osv…. Så mange detaljer som muligt.

Og til slut det allervigtigste og nøglen til forebyggelse: Hvad var der foregået OP TIL episoderne? Var det arbejde? Var det noget i privatlivet? Hvad havde trigget mig? Hvordan havde jeg reageret op til? Var der noget, der kunne være gjort anderledes i den indledene periode?

Det er ikke noget, der er gjort på bare en enkelt time eller to. Det er en meget lang proces, der for mig tog flere dage. Men som arbejdet skred frem, trådte mønsterret tyderligere og tydeligere frem, og det gav motivation til virkelig at fortsætte og få alle detaljer med.

Så det jeg endte op med var to dokumenter:

I dokument 1 trådet mønsteret frem og i dokument 2 var nøglen til at bryde det!

Jeg kunne meget tydeligt se to store faktorer, der var årsagen til at jeg aldrig kom HELT på den anden side, som jeg er nu:

1. Når jeg startede på noget nyt – uddannelse/arbejde – eller i bestyrelsen i en forening (suk – kender I det der med at hånden HELT automatisk ryger op, når alle sidder og putter sig til generalforsamlingen?), blev jeg altid så engageret at i løbet af 2-3 måneder, begyndte stressen at melde sig. Det fik mig til at løbe endnu stærkere og presse mig selv yderligere.

2. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg helt bestemt havde lært lektien og aldrig ville blive stresset igen, ja right! Hvad er det lige du ER allerede kone? Samtidig havde jeg meget travlt med også at overbevise alle andre om, at jeg var helt okay. Ingen måtte vide hvordan jeg havde det indeni, for kunne jeg af viljens magt tvinge det væk, så gik det nok også væk!

Så det opgaven for mig har været, er at sørge for at jeg ikke bliver stresset + være meget bedre til at kommunikere med mine omgivelser og bede om hjælp.

Det første blev starten på Manifest 2014 og det sidste er kommet hen af vejen. For efter 25 år at have lukket ned for “mit jeg”, og haft den grundfølelse (i mine stabile perioder), at det var bedre alle andre havde det godt, end jeg havde det godt, så var det svært pludselig at åbne op.

Og nu, hvor jeg virkelig har fået de her ting ind under huden, kan jeg heldigvis helt ærligt, ægte og uden skjulte dagsordner om at skjule mit indre, sige, at jeg tror fuldt og fast på, at jeg aldrig når derud igen.

Jeg tillader simplethen ikke min krop at blive fysisk stresset og det forebygges allerede INDEN, jeg starter på noget nyt. Fordi jeg ved, at nye ting er en kæmpe trigger for mig.

Jeg håber du har fået inspiration til at starte på dit eget CV, få genkendt dine egne mønste og få nøglen til din sygdom. Vær dog obs på, at det bestemt ikke sker overnight! Det her er en proces, der snilt kan tage både 3, 4 og 6 måneder – måske endda mere. Men belønningen venter bigtime bagefter <3

Efternote to self:

Dorte, når nu du sidder og kloger dig på, at man skal huske at gemme….så tryk lige “gem kladde” undervejs i sådan en blogpost!

Kæft hvor blev jeg klam ned af rygggen, da dette billede viste sig. Heldigvis har min kære gemal sat bloggen så smart op at den selv gemmer løbende! (TAK, skat)

Hellere ferie end indlæggelse!

19. april 201612. august 2015 Af Dorte

Det er meget bedre, at tage på ferie end at ende med en indlæggelse

I forlængelse af min anprisning af Romulus og den helt fantastiske ro og fred, jeg finder derude, så er jeg kommet til at tænke på et indlæg, jeg læste i en gruppe for meget længe siden.

Vi har selvfølgelig en selv pålagt

Ferie indlæggelse — En pause fra hverdagen, kan være det, der gør at du kommer ned i gear og får stoppet op i tide.

tavshedspligt i de Facebook-grupper, jeg er medlem af i forbindelse med sygdom, men hvis vi tager den sådan lidt generelt, uden at nævne navne osv, så skulle der vist ikke være noget galt i det. Specielt fordi indlægget var skrevet som inspiration til andre.

Men ret basalt var problemstillingen “indlægges/ikke indlægges på psykiatrisk afdeling”, hvor vedkommende så havde spurgt sin psykiater, om der ikke var noget alternativ overhovedet. Om der ikke kunne gøres noget, så indlæggelse kunne undgås.

Psykiaterens svar havde været: JO! Tag en uge på et feriecenter og hold HELT fri.

Det råd var blevet fulgt ugen efter og det havde virket.

Og det er jo rigtigt! Det der typisk sker ved en indlæggelse (udover de tilfælde hvor der skal akut medicineres osv), er en skærmning fra omgivelserne. Det er at fjerne så mange stressorer som muligt fra personen. Fjerne så meget ansvar som overhovedet muligt. Der skal ikke være noget som helst ud over sig selv og personalet, at forholde sig til. Ingen børn, ingen ægtefælle/kæreste, ingen indkøb, pligter, tøjvask – alle de der små bitte ting i løbet af en dag, der bare føles som uoverstigelige KRAV!

Og der kan en ferie, en uge på et feriecenter – eller en dag i Romulus – gøre lidt af det samme. VÆK fra alt, der stresser og allerhelst alene eller sammen med en enkelt rigtig god pårørende, der er med på at det er DIG, det drejer sig om.

Og jeg har jo mærket det på min egen krop, dengang for længe siden, hvor alt faldt sammen.

Da jeg oplevede mit fuldstændigt totale nedbrud i oktober 2004, syntes min læge, jeg burde indlægges, for jeg var helt ude og skide. Men da det var en oplevelse på sygehuset i forbindelse med en blindtarmsoperation, der havde gjort mig syg, mente min praktiserende læge alligevel, at det ville være alt for traumatisk for mig at komme på sygehuset igen.

Derfor blev Ole instrueret i, hvad jeg måtte og ikke måtte i løbet af weekenden. Og det var lige nøjagtigt INGENTING! Ingen telefon, ingen internet, ingen tv, ingen besøg, ingen madlavning, ingen indkøb, ingen dankort, ingen noget som helst!

Akkurat det samme som de ville have gjort på psykiatrisk i Middelfart, hvis jeg var endt der. Det virkede også i mit tilfælde, men problemet er jo, at det er så pokkers svært, at holde HELT fri derhjemme. Der er altid et eller andet KRAV, et eller andet ANSVAR, en eller anden PLIGT, at skulle forholde sig til.

Man skal simpelthen flyttes fysisk væk fra alt det der! Hold en ferie!

Og her er løsningen med feriehuset jo ligefor! – Eller en endagstur til Romulus, som jeg er så heldig at have tæt på. Og nu bliver jeg aldrig så stresset mere (eller lader der gå så lang tid), at en enkelt dag, ikke vil kunne klare skærene.

Og alt andet lige….hvem fanden vil ikke hellere være i en feriehytte eller ligge i 38 grader varmt vand i Romulus end sidde på psykiatrisk, hvis det nu kan gøre tricket.

Bare husk… hellere 4 uger før end 2 uger for sent. Rettidig omhu!

Rejsen til Romulus

15. august 201510. august 2015 Af Dorte

I går havde jeg endnu en fantastisk dag i Romulus. Mit absolut foretrukne mig-selv-sted. Og jeg ved jeg har skrevet om Romulus før, men altså….jo mere jeg besøger stedet, jo mere går det op for mig, hvad det er det kan.

Romulus er inspireret af og opbygget som termalbadene i det gamle Rom. Indretningen, belysningen, fontænerne, de gamle kampesten, behagelig musik og derudover diverse termalbade. Helt fantastisk! Men jeg har nok aldrig helt forstået den rigtigt dybe, helbredene mening med Romulus før det sidste års tid.

romulus1 — Det centrale atrium i Romulus, hvor en stor fontæne samtidig fungerer som bænk. Til venstre er indgangen til dambade, sauna og det kolde gys på 8 grader. Bagerst ses hvileområdet med udsigt mod vanden og til højre er indgangene til de 4 termalbade.

Jeg har været i Romulus mange gange, siden det blev bygget i 2004/5 for det er ingen hemmelighed at jeg virkelig elsker wellnesscentre.

I starten syntes jeg, at nok var det totalt flot lavet, gennemført og med en fantastisk stemning, men jeg manglede nogen “ordentlige” boblebade mv. For altså…Hvad grin er der ved bassiner med forskellige temperaturer? Kunne man ikke bare have nøjedes med et varmt og et koldt? Så så ellers overload af nogen andet tjams.

Og det kan jeg så sige nu at…nej, det kan man ikke!

Meningen er, at kroppen langsomt varmes op via badene på først 26 grader, så 34 grader, 36 grader og så til sidst 38 grader – for så at tage det kolde gys i badet med 8 grader ~~varmt~~ koldt vand. Kombineret med den rigtig hede temperatur i sauna og dampbade, får kroppen virkelig en indre workout!

Oplevelsen i Romulus starter i badet på 26 grader. Jeg har tidligere hoppet dette over og gået direkte på de varmere bade…det er en fejl! De 26 grader passer perfekt til at man kommer heeelt ned i gear. Og indretningen er så smart, at hovedet kan hvile på den ene ende af bassinet og fødderne på den anden. Det er muligt at slappe FULDSTÆNDIG af, når jeg ligger der:

Når jeg efterhånden – og det tager ihvertfald en halv times tid – begynder at småfryse i de 26 grader, går turen over i badet på 34 grader. Temperaturforskellen fra de 26 til de 34 grader mærkes ret markant. Badet på 34 grader er efter min mening det smukkeste i Romulus, med en hvælvet kuppel over et cirkulært indelukke. Ulempen ved dette bad er, at man er nødt til at sidde op. Der er ikke nogen umiddelbare steder man kan lægge hovedet og bare flyde – men så er det jo så heldigt, at jeg er så godt polstret, at det bestemt ikke er noget problem for mig at flyde af mig selv. Man må se fordelene i selv de største ulemper 😀

Efter turen i de 34 grader fortsætter jeg ind ved siden af i 36 grader. Her er mit yndlingsslappeafrum. Er du heldig, og der ikke er ret mange besøgende, kan man få sig placeret for enden af dam-brædtet med hovedet på kanten og benene på “stolen” og under bordet. Så ligger man fuldstændig totalt perfekt og temperaturen gør også, at jeg ikke kommer til at fryse, ligegyldigt hvor længe jeg ligger der! Men pas på….i går lykkedes det mig at falde i søvn der! Måske ikke så sikkerhedsmæssigt korrekt, men jeg trøster mig med, at jeg var så afslappet som jeg kunne være, og der var ingen mulighed for at glide under vandet – men altså alligevel….don´t try this yourself!

Det sidste af de varme termalbade er på 38 grader og det er så skønt indrettet at der fra tid til anden kommer kaskader af vand ud af et rør. Det er virkelig godt for ryg og nakke. Men belært af egen erfaring, kommer jeg lige et godt råd til jer piger: Hold lige godt fast i bikinistropperne!!!

Nu er der så mulighed for at fortsætte enten i dampbadet eller saunaen, hvis du vil hedes endnu mere op, men første gang jeg tager turen rundt, hopper jeg direkte i det kolde gys. Og det sjove er, at efter jeg er begyndt at bruge Romulus på den tiltænkte måde, har min krop vænnet sig til de forskellige temperaturpåvirkninger. Så det kolde er nu bare en anderledes følelse – ikke en ubehagelig følelse, bare anderledes.

Så jeg synes, det er virkelig skønt, at glide ned i det kolde vand og blive kølet. Når lige den første vejrtrækning med et lille indbygget gisp er overstået, breder der sig en behagelig følelse i kroppen. Jeg kan sagtens stå i det kolde vand i både 5 og 10 minutter – og alle andre kikker yderst mærkeligt på mig. Specielt når jeg dykker så langt ned, at det kun lige er øjne, næse og mund, der er ovenvande.

Noget af det nyeste de har fået i Skallerup Seaside Resort, som Romulus er en del af, er en kæmpestor sansesauna med plads til 72 personer!

3 gange om dagen afholdes saunagus med nogen fantastisk dygtige gus-meste. Her bliver alle sanser stimuleret med musik, æteriske olier, isterninger og varme svirp når gus-mesteren svinger håndklædet. Nogen gus-mestre har fokus på lidt meditation undervejs, nogen fokuserer mere på de forskellige dufte og andre på noget tredie. Det gør det virkelig spændende – for hver gang er en ny oplevelse. Og de er alle dygtige på hver deres måde og har deres egen stil. Det kan jeg rigtig godt lide!

I går nåede jeg samtlige tre gus og blev derfor heglet rigtig godt igennem de forskellige temperaturer.

En af gus-mestrene derude fortalte mig baggrunden for, at temperaturskiftene har en så helt igennem god virkning på kroppen. Når kroppen og dermed hjernen varmes op, så tror kroppen den har feber og immunsystemet aktiveres for at fjerne den infektion, der må være årsagen. Når man så 15-20 minutter efter dykker ned i det kolde vand, tænker hjernen – puha, nu er feberen overstået – og går igang med at fjerne de affaldsstoffer som immunsystemet har fanget i kroppen. Samtidig udvider blodårerne i hjernen sig også i varmen – og trækker sig sammen i kulden. Min egen fortolkning er, at det må give en fysisk motion af hjernen, som der af gode grunde ikke er muligt ellers – uvides – trække sammen – udvides – trække sammen – udvides….

Jeg magter ikke lige den helt store forklaring med blodtryk, hvide blodlegemer, T-hjælper-celler osv – nøjes bare med at konstatere, at det lyder meget plausiblet, og at jeg ihvertfald kan mærke en stor forandring i den følelse, jeg har i krop og hoved, efter jeg er begyndt at bruge temperaturerne meget aktivt derude.

Så alt i alt er jeg kommet frem til, at Romulus behandler min krop, sjæl og sind på 4 måder:

Den totale meditation og afslappelse
Den sanselige påvirkning via temperaturerne
Aktivering af immunsystemet
Den fysiske “motion” af min hjerne

Det vil sige at Romulus er meget, meget mere end bare “det er fedt”. Romulus kan være en meget aktiv behandlingsform. Og min joke fra et tidligere indlæg med at Romulus burde kunne fåes på recept, er måske ikke så stor en joke alligevel.

Jeg har ihvertfald taget den beslutning, at det er mindst hver 3.-4. uge jeg skal en tur derud. Og en tur i denne forstand er altså fra 9 morgen til ved 17-18 tiden om aftenen! For os der ikke bor i en af deres hytter, koster en indgangsbillet 250 kr (undtagen lørdag 300,-). Da jeg ikke kan leve en hel dag af den friske frugt + læskedrikke der findes ad libitum, så bestiller jeg altid en sandwich til frokost. I alt bliver det 305 kr for 8-9 timers behanding. Vi snakker altså ca 35 kr i timen! Det er en billig pris for så meget velvære 🙂 – for ikke at tale om, at det er billigt sluppet for at undgå en tur mere i stressmøllen!

Jeg håber virkelig du under dig selv en tur derud – det er et sandt himmerige på jord!

Efterskrift 15. august:
Jeg har efterfølgende fundet ud af, at man rent faktisk kan lave indlæg sponsoreret af diverse firmaer, hvis man skriver en disclaimer om at indlægget er sponsoreret. Så jeg vil lige gøre det modsatte: Dette indlæg er IKKE sponsoreret af Romulus, men hvis der skulle være nogen derude, der har lyst til at give bloggen et nuanceret præg, så er jeg bestemt åben for forslag 😀
Faktisk har jeg tænkt mig, at skrive rundt til et par af de steder, jeg synes ser allermest spændende ud i behandlingsøjemed…nu må vi se…