Ny forskning: Psilocybin-svampe mod depression!

I går så jeg Videnskabsmagasinet på DR3 (se med fra ca 4.40), der havde et meget interessant indslag med den danske forsker David Erritzøe. David forsker sammen med et hold fra Imperial College London i psilocybins virkning på depressive patienter.

dr3_psilocybin

 

Psilocybin er det aktivt, psykedeliske stof i hallucinogene svampe – fx. den danske Spids Nøgenhat.

Tidligere studier og brugeres erfaringer har vist, at der muligvis kan være en gavnlig effekt på depressioner – og endda også en langvarig effekt, der strækker sig langt efter man er holdt op med at indtage psilocybin.

Du kan læse mere om selve mekanismen i denne artikel fra videnskab.dk, men kort fortalt mener forskerne at den bevidsthedsudvidende effekt er med til at stoppe, den her hjernekværnen, som jeg har skrevet om tidligere her og her. Som der skrives på videnskab.dk:

Folk, der lider af depression, har en tendens til at føle sig adskilt fra omverdenen, trække sig ind i, og tænke negativt om, sig selv. Det skyldes blandt andet, at en del af et specielt netværk i hjernen er overaktivt, når man er depressiv.

Netværket hedder ‘The Default Mode Network’, og det aktiveres, når man forholder sig til sig selv. Det bliver derimod mindre aktivt, når man forholder sig til sin omverden.

Vi har fundet ud af, at psilocybin reducerer den del af netværkets aktivitet, der er overaktivt, når man er depressiv,« fortæller David Erritzøe

Det er jo i sig selv temmelig interessant med nye metoder til at behandle depression, men kan selvfølgelig indvende, at det ikke er særlig smart med et “sådan et narko-stof”. Og NEJ – det er selvfølgelig IKKE noget man skal eksperimentere med selv.

For det første er det ulovligt, men man aner heller intet om dosis, kontraindikationer (fx. om der er nogen bestemte sygdomme der kan gøre det mere farligt), interaktioner (om noget af det medicin, man tager, øger virkningen mv) og en lang række andre ukendte faktorer. Alt det som forskerne nu skal til at teste under kontrollerede forhold.

Men spændende er det da….

Disclaimer: Do NOT try this at home!

Knitalot – vi gjorde det!!!

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om at tage springet og forskellen på den bipolares, iværksætterens og den almindeliges mind-set. Ole og jeg tog i 2009 springet og søsatte Knitalot –  verdens første interaktive kollektion af strikdesign.
knitalot1
Det var en idé udsprunget af noget der var et problem, nemlig at man ikke kunne få strikkeopskriften i de størrelser og det gang man gerne ville have.
Jeg tænkte at det måtte da kunne lade sig gøre at lave en beregner, der tog højde for alt det
 
Alle syntes det var en smart idé, men alle havde samtidig travlt med at fortælle os at det ikke kunne lade sig gøre.
 
“Du har jo aldrig designet før, og har først lige lært at strikke, så det kan du ikke”
Jamen så må jeg lære det!
 
“Designmæssigt dur det ikke da babyer og voksne er dimensioneret forskelligt, så det kan du ikke”
– Jamen tak for oplysningen, så må jeg jo bare tage højde for det!
 
“Matematisk kan det ikke lade sig gøre, det vil blive alt for store beregninger”
– well, de klarede at beregne en hel Storebæltsbro, så mon ikke også en bette trøje kan lade sig gøre
 
“IT-teknisk kan det ikke lade sig gøre, en server kan slet ikke sættes sådan op”
– Ok, der kom jeg til kort, det kunne folk sagtens bilde mig ind for det anede jeg ikke en bjælde om, men igen…altså RET mange andre systemer rundt omkring virker (undtagen det offentliges 😉 ) Heldigvis vidste Ole at det bare var et spørgsmål om at finde de rigtige mennesker, og så løste vi også det problem
 
“Økonomisk vil det være dumt – hvad vil I tjene penge på?”
Det er jo et vægtigt argument i forhold til NORMALE mennesker. Men den bipolare hjerne (eller…min ihvertfald) er fuldstændig ligeglad med økonomiske konsekvenser, bare den har det sjovt og den laver noget genialt.
(Note to self: ansæt en til at holde styr på økonomien næste gang)
 
Men vi gjorde det! Vi tog springet!
 
Og fejlede i bankens, revisorens og mange andres øjne – økonomisk.
 
Men vi lykkedes big time i vores egne øjne for www.knitalot.dk lykkedes. Jeg løste alle problemerne undervejs og siden blev verdens første hele kollektion af interaktive strikkeopskrifter.
Det er da vildt STORT.
 
Efternote: Det er lidt sjovt, at jeg uden problemer kunne arbejde 40-60-80 timer om ugen uden at blive manisk – kun effektiv og produktiv. I den tid gjorde jeg også rigtig mange gode ting for mig selv – og strikkede en hulens masse. Men i det øjeblik, jeg fik fokus flyttet fra MIN forretning og der begyndte at komme forhindringer jeg ikke kunne gøre noget ved (økonomi mv) og der ikke fandtes flere muligheder, SÅ blev jeg stresset og presset.
Efter-efternote: Jeg har været presset så mange gange efterhånden, at jeg IKKE længere kan arbejde 40-60-80 timer om ugen. Ikke engang 37 :/ Jeg er nede på sølle 14 timer, fordi min hjerne har brug for at køle max af ind imellem arbejdstimerne. Det er eddermaneme irriterende! Så lov mig at gøre alt hvad du kan, for at forebygge stress og episoder. De spiser sgu din hjerne bid for bid.

 

At være eller ikke være bipolar – eller hvordan en rullestol skaber afstand…

wheelchair_fyH1xD9d.jpgJeg omtaler mig selv som bipolar. Jeg siger, at jeg er bipolar – og sommetider siger jeg, at jeg har Bipolar Affektiv Lidelse.

Det er sådan rimeligvis i flæng og hvad der lige falder naturligt i samtalen.

Oftest bliver det dog til at jeg ER bipolar. På samme måde som jeg ER glad, jeg ER ked af det, jeg ER sulten, jeg ER lykkelig.

For mange betyder det meget, at vi ikke ER lidelsen, men HAR den. Det betyder ikke så meget for mig, men jeg oplever tit at blive rettet på. Jeg ved ikke, om det er noget psykiatere har fundet på, for at vi bedre skal kunne acceptere sygdommen? Måske. Og det synes jeg egentligt er fint, og jeg kan sagtens forstå argumentet, men…

Da jeg var barn, boede min farmor på plejehjem. Jeg holdt meget af at gå ned i “terapien”, hvor de ældre lavede alle mulige hobbyting. Jeg fik tit lov til at være med og det var rigtig hyggeligt at sidde og småsludre.

Engang satte jeg mig ved siden af en dame i kørestol. Jeg spurgte hende om ikke det var trælst at sidde i rullestol. Så fik jeg en belæring om, at det IKKE var en rullestol, men en KØREstol.  Jeg forstod ikke helt forskellen, udover at jeg havde fornærmet hende 🙁

Vi fik aldrig snakket om det at sidde i sådan en stol, ikke at kunne gå og hvordan hun var endt der – og der gik ret lang tid, inden jeg turde spørge nogen om deres handicap igen.

Jeg oplever det samme med talemåden har/er bipolar. Det er superfint, hvis det hjælper den enkelte til at acceptere sin sygdom, at man ikke ER lidelsen, men HAR den. Helt okay. Vi gør hver især hvad vi kan for at acceptere, forstå og lindre.

Men jeg synes det er trist, når det at man bruger ordet HAR eller ER gøres til et issue i en samtale, der handler om noget helt andet.

Vi vil gerne have dialogen med venner, bekendte, familie, kolleger mv, og vi håber at de rent faktisk tør spørge ind til det at være (have) bipolar. Vi vil gerne have dialogen i stedet for at de går med – ofte forkerte – fordomme/forestillinger/frygt inden i. Men hvis det første de bliver mødt med er en belæring om, at de har brugt et forkert ord, så er afstanden skabt med det samme.

Og tænk hvis folk ikke tør spørge ind af frygt for uforvarende at være politisk ukorrekt….


Men hvad siger du? ER du bipolar eller HAR du bipolar affektiv lidelse? Og hvad med jer pårørende eller såkaldt normale? Har I oplevet ikke at turde spørge?

 

En dejlig besked – eller hvordan tingene pludselig fik en højere mening!

Jeg har fået en besked, som bare giver alt mit arbejde med bloggen en dybere mening:

Efter at have læst din blog er mit fokus blevet rettet mod min person istedet for at ignorere den og bare lade stå til. Så jeg følger spændt og med glæde din blog, og jeg tør godt sige, at du har forandret alt for mit vedkommende. Jeg har igen fået lyst til livet, og det smutter ikke bare forbi mig mere, og det er jo herligt. Så klap dig selv på skulderen og modtag stor ros og et kæmpe stort knus fra mig. <3

Jeg har haft mange overvejelser, inden jeg valgte at offentliggøre bloggen – hvad vil perifære bekendte, fremtidige samarbejdspartnere, chefer, kunder osv sige? Vil de blive bange for mig? Men det er bare fuldstændig – fuldstændig – ligemeget, når sådan en her er landet i indbakken.

Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, og husk…det kan godt være mine ord på bloggen er inspirationen, men det der DIG SELV du først og fremmest skal klappe på skulderen. Det er DIG, der laver det hårde arbejde.

Respekt – og kæmpekram tilbage!

…og 20 minutter efter…

…trælst hoved! I ved helt sikkert hvad jeg mener, når jeg siger det. Jeg VED hvad sukkerholdige produkter gør ved mit hoved i løbet af ikke ret lang tid:

  • Lydoverfølsom
  • Lysoverfølsom
  • Hovedpine
  • Sandpapir på hjernen
  • Hudløs hjerne

– ja.. Som sagt, jeg er sikker på I kender det. Der er svært at forklare.

Men altså…den tallerken var det værd….

Er du bange for mig?

bangeformig

 

I dag er det World Bipolar Day og det sætter Depressionsforeningen fokus på med kampagnen “Er du bange for mig?”, da en undersøgelse viste at ret mange faktisk var bange for folk med Bipolar Affektiv Lidelse.

Og det fik mig til at reflektere lidt over det her med frygt og fordomme – om der måske var nogen, der var bange for mig.

Og nej – jeg tror helt ærligt ikke, jeg er stødt på nogen, der har været bange for mig (men nok et par enkelte, der har været skræmt over, at jeg pludselig er blevet rigtig (berettiget) vred på dem – specielt fordi jeg plejer at have VIRKELIG lang lunte).

Det kan godt være, at der har været mennesker, der aldrig ville have taget kontakt til mig, hvis de havde vidst på forhånd, at jeg var bipolar.

Det ved jeg faktisk 100%, at der er, for jeg har selv spurgt nogen af mine nyeste bekendte i forbindelse med, at jeg ville lave dette indlæg. Svaret var samstemmende: NEJ, det ville de ikke – men de er alligevel glade for at have lært mig at kende.

Der sidder sikkert også en god del derude, som har fravalgt første kontakt, fordi rygterne om min sygdom måske er løbet i forvejen. Det kan også være, at jeg med bloggen her, har afskåret mig fra visse fremtidige bekendtskaber. So be it, their loss.

Det jeg vil frem til er, at det ikke er MIG, folk er bange for, men sygdommen. Eller rettere de handlinger sygdommen – MÅSKE – ville kunne få mig til at gøre. Den frygt stammer af uvidenhed – og det fact at “almindelige meneskers” viden om bipolar lidelse/maniodepressivitet, stammer fra pressen, hvor man har læst om nogen ret voldsomme ting folk har gjort under manier/psykoser.

Og skal jeg være ærlig, så ville det også skræmme mig at møde en manisk i psykose for fuld udblæsning, fordi det kan være ret svært at håndtere og forstå. Specielt hvis man ikke ved hvad det handler om.

Men langt størstedelen af tiden er bipolare altså helt almindeligt reagerende mennesker – og mange vil aldrig komme ud i en manisk psykose. Og endnu færre vil være farlige i den tilstand – reagere underligt ja, men ikke farlige.

Hvis vi kikker lidt matematisk på det (og jeg har tendenser til at blive ret matemanisk, når jeg skal analysere et problem), så ved vi at ca. 2-3 % af befolkningen lider af Bipolar Affektiv Lidelse. Kik på din Facebook-venneliste – hvor mange venner har du? En 2-300? Flere…? Prøv at se her:

200 venner: 4-6 bipolare

300 venner: 6-9 bipolare

400 venner: 8-12 bipolare

500 venner: 10-15 bipolare

60…ej fortsæt selv.

Prøv at hør her….vi er derude. Som helt almindelige mennesker. Du opdager os ikke rigtig, for vi er ikke så meget anderledes end dig selv.

Bipolar lidelse er ret ofte en kamp i vores indre – faktisk så kan det du opfatter som skide sjov, gang i den, festens midtpunkt, workaholic og hamrende charmerende lige præcis være det, der ofte kendetegner en hypomani (stadiet inden manisk). Kroppen kan bare ikke holde til “gang i den” over en længere periode og der kollapses i en depression – men den side af mig ser du bare ikke, for der gemmer jeg mig bag nedrullede gardiner.

Så…tag det helt roligt, der er ingen grund til at være bange for mig – eller Stine – eller Mads – eller en af de mange andre, du kan møde på www.erdubangeformig.dk

Efternote: Tætte pårørende har som regel ikke noget valg, hvis en af deres kære bliver ramt. De er med helt tæt på og kender jo personen på godt og ondt inden. Derfor vil sygdommen ofte ikke definere billedet af den person.

Der hvor fordomme kan være et rigtigt stort problem, er i forhold til ny kæreste, bekendte eller arbejdsmarkedet. Det er også i forhold til arbejdsmarkedet, at jeg har haft de allerstørste forbehold i forhold til at være åben. Men efter jeg blev meget bevidst om, at mange af de egenskaber jeg har, som arbejdsgiverne virkelig sætter pris på, skyldes min bipolaritet, så frygter jeg det ikke længere.

Har du frygt for at din arbejdsplads skal “opdage” at du har Bipolar Affektiv Lidelse eller ville du ønske de vidste mere? Så foreslå evt. ledelsen mit foredrag “Den genigale medarbejder”

Helt fyldt af lækkerbasse!

Sommetider bliver hovedet bare HELT fyldt. Heldigvis er det ham her lækkerbassen, hovedet er fyldt af.

 

image

 

Han har sovet ved mormor i nat og det er rigtig hyggeligt at have sådan en søvnig søndag morgen og formiddag med yndlingsmanden i mit liv (Sorry Ole 🙂 ) Han er virkelig den skønneste knægt at være sammen med, men 3,5 time med sang og småsnakken kan altså godt tage livet af mit hoved.

I stedet for som tidligere at tænke “det er jo også sødt. Han skal også have lov Det er jo ikke hans skyld, mit hoved er åndsvagt”, og så holde ud, har jeg ikke længere skrubler over lige selv tage en time-out.

Selvom det måske ikke er den bedste måde at underholde barnebarnet på, er en halv times ro i ny og næ i løbet af dagen altså meget bedre end at jeg er smadret resten af dagen og i morgen.

Det er okay, at bede ham holde mund engang i mellem – eller finde lidt passiv underholdning for en stund.

 

 

7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne!

Som nævnt i går har jeg sommetider haft perioder med hjernekværnen. Du får lige mine helt praktiske råd opsummeret her øverst:

  1. p.n. medicin
  2. Velkendt musik – syng med
  3. Få en pårørende til at underholde dig – cafétur, spil osv
  4. Lydbog
  5. Se film/TV
  6. Gentage et mantra
  7. Go to my “happy place”

Når først jeg er kommet til punkt 5 i gårsdagens indlæg og et stadig er nødvendigt at gøre en aktiv indsats for at få tankerne tvunget væk, så har jeg brugt forskellige strategier tidligere.

hjernetanker_raad

p.n. medicin
– som min gode ven Per siger: Det står for pisse nødvendig. Jeg har så altid lært det hedder pro necessitate (efter behov), men kan egentligt meget bedre lide Pers fortolkning af begrebet. Der findes medicin til at “samle tankerne” og det kan være den krykke i et par dage, der lige giver din hjerne så meget ro, at du kan bruge nogen af de andre strategier. Så…kontakt din behandler og spørg ind til om det var en mulighed for dig.

Velkendt musik i ørerne
– og sørg for at synge med på teksten. Hjernen kan ikke kværne, når den er koncentreret om, at din mund former ordene. I følge mine døtre har jeg verdens mest nederen playliste på Spotify. Men jeg har valgt velkendte yndlingsnumre fra hele mit liv, så jeg ingen problemer har med teksten. Jeg er næsten flov over at indrømme det – men Atomic Kitten og både  “Whole Again” og “Tide is high” er på: Du kan tjekke dem ud her:

[jwplayer mediaid=”545″]
[jwplayer mediaid=”546″]
(er vist nok noget PopstarsEngland-noget fra dengang ungerne var små)

Jeg plejer at gå en tur i parken imens, men husk for guds skyld, at du kun skal forme ordene med munden – IKKE synge med. Folk kikker så underligt.

Dette råd gav Malene Ingwersen også i gårsdagens kommentarer:

Det bedste råd jeg iøvrigt nogensinde har fået mod angst (som jeg synes tit følger med overtænkning), er nyn! Det er mega-svært at have angst og synge eller nynne samtidigt

Få min mand/veninde til at underholde mig

– ud at handle, på café eller spille et spil. Bare noget hvor hjernen er beskæftiget med andet end kværnen.

Lydbog
– den er lidt svær, for sommetider løber hjernen alligvel afsted. Men prøv evt at låne en bog på e reolen, der er bibliotekernes lånecentral for lyd- og ebøger. Så kan du da prøve det af. Jeg har lige hørt tidligere drabchef Ove Dahls bøger om nogen af de forbrydelser, han har opklaret. Det hjalp at det var sager jeg kendte fra pressen.

Se TV/film
Igen – den er også svær, hvis det er svært at koncentrere sig. Jeg ser Venner. Igen… og igen…og igen. Det er (efterhånden MEGET) velkendt og derfor nemt at koncentrere sig om. Hvis jeg så forsøger at tale med på replikkerne for at fastholde hjernen om det – så virker det. Men…tror måske mine venner og familie er lidt trætte at af at jeg altid kan finde et Friends-citat, der passer på situationen:

Monica: I’m sorry, but that’s my happy place.
Phoebe: Well, okay, fine. Use my happy place. Okay, I’m just … I’m gonna have to ask that you don’t move anything in there

Hvilket leder mig videre til et par af de andre kommentarer, jeg fik på gårsdagens indlæg, hvor jeg efterlyste andres strategier:

Malene kom med yderligere to ting, jeg ikke selv havde tænkt over:

Go to my “happy place”

Jeg finder en yndlingsfantasi (fx strandet på øde ø). Jeg indretter øen, tænker over alle detaljer, sengen, madopbevaring, dyreliv osv osv.
Det var en årrække (som barn) et hus jeg indrettede, jeg malede roser på tapetet osv osv.

Gentagelse af et mantra

Dette trick virker bedst, når jeg skal sove og ikke kan få hjernen til at stå stille. Om dagen er jeg kun nået til et mantra: “let it go, let it go, let it go”…det virker kun kortvarigt.

Dette råd virker også for Marianne, der skrev til mig:

Når jeg har svært ved at sove, virker det for mig, at sige inde i mig selv: ” mor sover, bror sover, søn sover” igen og og en og igen, samtidig med at jeg forestiller mig, hvordan de ligger og sover i deres senge. Jeg tænker at det må svare lidt til at meditere, jeg lukker støj ude og holder fast i det fredsfyldte.

De her 5+2 ting er, hvad jeg har fundet ud af hjælper sådan helt lavpraktisk og akut, når tankerne kværner. Måske er det noget helt andet, der hjælper for dig. Prøv at lave din egen liste, og noter ned når du fra tid til anden finder noget, der hjælper i situationen.

Efternote: Jeg har hørt ordet “kognitiv terapi” i flere sammenhænge og at det også skulle være ret godt til at stoppe automatiske tanker. Men jeg har ikke selv stiftet bekendtskab med det eller brugt det, så jeg aner ikke om det er effektivt. Jeg må indrømme at alene navnet har fået mig til at droppe at søge viden – det lyder for besværligt at gøre alene og jeg har simpelthen ikke finanserne til undervisning hos en psykolog.

Er der en af jer læsere, der har erfaringer i den retning, hører jeg meget gerne fra dig. Måske har du lyst til at skrive et gæsteindlæg om det?

hjernetanker_raad_lille

Så hold dog KÆFT, hjerne! – 5 trin på vejen til at stoppe hjernekværnen…

Last thing first:

Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud…og husk, at det godt kan være processen skal gentages 3 minutter senere. Hjernen slukker ikke bare lige, fordi man beder den om det.

Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe.


 

For noget tid siden, troede jeg, at jeg have fundet nøglen til mine søvnproblemer. Det havde jeg sådan set også, men den nøgle skabte så bare et nyt problem. Og af de to onder, vælger jeg helt klart manglende søvn.

En halvering af medicindosis gjorde, at jeg som som en baby natten igennem. MEN – for en uges tid siden begyndte jeg pludselig at bekymre mig og få tanker, der kørte i ring. Ikke om noget specielt – alting og ingenting.

Den der “talen-med-sig-selv”, der bare bliver ved og ved og ved med at kværne rundt i et problem med manden, hunden, børnene, kassedamen i Netto, billisterne på vejen eller et eller andet andet.

Og selvom problemet bliver løst, er hjernen ikke tilfreds. Der går nemlig kun 10 minutter, så kværner ens egen stemme igen løs i problemet, hvorfor det opstod, hvorfor folk ikke bare, osv osv osv….

Så er det, jeg får lyst til at råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT, HJERNE!!! – fis ud og find en anden at lege med”.

hjernetanker

Denne gang spurgte jeg Ole, om han godt bare kunne slukke for hjernen, når der var et problem, han grublede over. Og det kunne han sagtens. Tænke over tingene, fikse det, slut prut. Og kan det ikke umiddelbart fikses – ja, så venter man til i morgen med at tænke mere over det.

Hmmm – så var det jo, at jeg endnu engang lige måtte analysere lidt på hvilke ændringer, der var blevet lavet de sidste 14 dages tid, siden hjernen nu pludselig lavede det nummer igen – og vupti…nå ja, medicinen.

Så… normal dosis igen i forleden – og hjernen fandt en anden at lege med. Den holdt ihvertfald kæft!

Og jeg tror måske de her hjernekværnende evindelige bekymrende tanker, der grubler og grubler er en vigtig forskel på normale hjerner og bipolare/depressive hjerner. De der tanker, der kører i ring – og ring – og ring. Jeg har også tidligere haft en tendens til, at alle skulle høre om dette eller hint problem eller høre om, hvor uretfærdigt jeg var blevet behandlet.

Ret ofte VAR jeg blevet uretfærdigt behandlet, men i stedet for at skælde ud og få det ud af kroppen som normale mennesker, har min hjerne kørt i ring. Samtidig er jeg også blevet bekræftet fra alle steder i, at det da bestemt var en uretfærdig behandling, jeg havde fået – og blev dermed fastholdt i tankerne, der bare voksede og voksede. Lige til jeg blev suget ned i depressionens nedadgående vortex.

En psykolog sagde engang til mig:

Den menneskelige hjerne er designet til at løse problemer. Derfor vil den altid forsøge at finde en løsning – selv når den ikke er der. Men husk på, at 80% af dine bekymringer bliver aldrig til noget – og hvis du bruger 80% af dit krudt på noget, der aldrig bliver til noget, har du ikke overskud til de 20%, der gør.

Jeg vil så dermed konkludere at den bipolare hjerne er en fine-tuning af designet, jeg godt kunne have undværet 😉

Men det viser, hvor vigtigt det er at få stoppet tankerne – om de så er reelle bekymringer eller ej. Det er ikke det vigtigte. Det vigtige er at få stoppet sin egen kværnende stemme i hovedet, der ikke vil holde sin kæft.

I mit aktuelle tilfælde var det nemt at finde årsagen og løse problemet. Men det er ikke altid så nemt.

Mit råd er at følge de her fem trin:

1)
Bliv klar over at din hjerne kører i ring – og hav en reel lyst til at få det stoppet.

2)
Fortæl dine pårørende, at du har det sådan – også selvom det måske er dem, dit hoved kører i ring over

3)
Prøv sammen at finde årsagen – fx. hvis manden har sagt noget forkert.

4)
Forsøg at løse reelle problemer – fx. med bank, chef, børnene osv. Overdrag så meget ansvar du kan omkring problemet til pårørende.

5)
Find DIN måde at få hjernen til at holde kæft – måske bare for en stund.

Nummer 5 kan være lettere sagt end gjort, men bare det at få erkendt for mig selv, at hjernen kører i ring og få sagt det til min mand, kan gøre utroligt meget for mig. – også veninder, anden familie, kolleger kan inddrages, så de lige kan gøre dig opmærksom på, hvis du snakker i ring om et problem.

Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud 🙂

Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe 🙂

Jeg er lige pt. ved at tænke tilbage på nogen af de strategier, jeg bruger for at få hjernen til at acceptere nummer 5 og rette sig efter det. Min oplevelse er at selv små pauser fra hjernekværnen giver ro og det bliver lettere og lettere at slippe tankerne.

Jeg vender tilbage i morgen, når jeg har fået lavet listen.

Hvis du har nogen gode tips, så smid endelig en kommentar, så jeg kan sætte det på listen.

 

Efternote: Efter jeg skiftede til fuld dosis igen, er jeg begyndt at tage min medicin om morgenen istedet for om aftenen. Det har indtil videre holdt mig sovende om natten.