Jeg er i gang et projekt, som jeg nok ikke helt har turde formulere for mig selv. Før nu!
Der har været stille på bloggen om den bipolare lidelse og mange andre ting har fyldt. Og det er fordi det lige præcis også er sådan i mit liv. Min bipolare lidelse har ikke stukket hovedet frem siden for meget længe siden. Lige nu i de her dage er det 10-året for Manifest 2014! Dvs. det er 10 år siden, at jeg tog fat om nældens rod og gik i gang med det benhårde arbejde at forstå den her sygdom.
Kikker jeg tilbage, så kan jeg se, at det tog mig ca ½ år at komme “on top” – men jeg snublede også flere gange efterfølgende. Forskellen var, at jeg lynhurtigt kunne tage ansvar og reagere. Hvor jeg førhen virkelig forsøgte at tage mig sammen og kæmpe, kæmpe, kæmpe.
Det er sjovt, at det at smide håndklædet i ringen rettidigt (og også før “almindelige mennesker” synes det kan være nødvendigt) er lige præcis det, der er nøglen til den her sygdom. Hellere 2-3 dages sygemelding/fred og ro/afbud, når man kan mærke noget ulmer end at kæmpe igennem og ende med 5-6-7 måneder eller mere, når man brager sammen.
Nå – det var Manifest 2014, der gav mig den indsigt. Og gav mig indsigt i hvor vigtigt det er med sund kost, regelmæssig livsførelse, søvn og motion for at forebygge episoder.
I efteråret 2017 var jeg via de strategier og min issvømning så afbalanceret, at jeg kunne stoppe med den medicin, jeg ellers havde troet skulle være en livslang behandling. Det skete i tæt, tæt samarbejde med min nye psykiater, som jeg godt vil hylde for den helt igennem fantastiske behandling, han gav mig.
Han SÅ mig og han så MIG. Og han gav mig modet til at trappe ud af medicinen. Virkelig et unikt og empatisk menneske, som har betydet helt utroligt meget. Tak <3
Årerne efter har handlet meget om at finde ud af livet og bare være i det. Finde ud af hvem jeg er, når nu ikke jeg kunne arbejde så meget længere. Det blev til et mål om at komme til tops i min sport. Det blev min identitet at være langdistance issvømmer, og det der med at lave en Ice Mile, blev virkelig en ledestjerne. Kunne jeg det, så kunne jeg alt (indenfor mine begrænsninger selvfølgelig).
De sidste to år efter det største mål blev nået – de 5 Ice Miles – har jeg brugt tiden på at fundere over, hvad mon det næste er. Der har været lidt vadested over det, hvilket jo også kan være superfint og nødvendigt.
Jeg troede egentligt, at vintersæson 2023/24 skulle være sæsonnen hvor jeg gentog succesen og måske nappede et par Ice Miles mere. Og endnu en Jedi Polar Bear. Men… argh… jeg følte bare ikke mojo´en.
Derimod har jeg gentagende gange forsøgt at tabe de +35 kg, som jeg tog på i det første halve år efter jeg kom i behandling med psykopharmaka (i 2004). Det er sgu aldrig lykkedes sådan helt og holdent, og et lille pip fra en læge om, at min krop jo holdt på alt hvad den overhovedet kan holde på af isolation, når jeg brugte så langt tid i det kolde vand hver uge, fik sat gang i tankerne.
Så i stedet for flere Ice Miles gjorde jeg som alle store sportsfolk (tøhø) – jeg pensionerede mig selv som langdistance issvømmer og trak i fitness-tøjet.
Det er og bliver en lang rejse, som jeg også har delt noget om før – og kommer til at dele mere om fremover.
Men nu kommer vi så til det mål, som jeg ikke har turde formulere sådan rigtigt før:
Jeg vil fandme tilbage til mit 32-årige jeg! Bare ældre, klogere og sundere.
Så hermed… det er ikke Manifest 2014, men derimod Puslespil 2024:
Jeg vil tilbage i samme vægt og form Jeg vil kunne udnytte mit arbejdsmæssige potentiale fuldt ud Jeg vil kunne være noget for børn/familie/venner på et noget højere niveau end nu. Jeg vil finde hende frem, som i første omgang blev stresset max ud af en alt for ambitiøs salgsdirektør og en efterfølgende smadret til atomer af en enormt led og arrogant overlæge.
Jeg har lært sindsygt meget på den rejse, jeg har været på de sidste 20 år. Og jeg kan se nu, at stort set alt hvad jeg har foretaget mig i de 20 år, har været små stumper af det puslespil, der engang var mig – og nu er jeg ved at kunne se det fulde billede igen.
Jeg mangler et par år endnu, og der er noget viden som også skal på plads, men jeg skal nok få det samlet <3
Njahhh – jeg synes faktisk “gammel me” klarer det ret godt!
Men der er gået en måned og dvs det er tid til endnu en evaluering – det hjælper til med at holde fokus.
Og jeg kan kun sige, at det går planmæssigt 👍
Vægten efter nytår var (en lillebitte smule) lavere end før jul – hvilket jo er en kæmpesucces! Og så er det jo bare at fortsætte som jeg har gjort hidtil, men uden julens udskejelser og søde sager.
At tage til træning i FitnessX er ikke længere en “tage sig sammen ting”. Det er bare noget, jeg gør – og som jeg glæder mig til. Faktisk så er hviledage sådan nogen, hvor jeg godt lige kan snige en Bike-time på lav intensitet ind, bare fordi det er hyggeligt 🙈
Det har krævet 4 måneder med diciplin at komme dertil – og diciplinen skal sikkert findes frem igen fra tid til anden, hvis/når lysten og motivationen svigter.
Keep showing up!
Men nu er det jo januar og måske er der et par stykker derude, som gerne vil i gang. Jeg kan kun sige: Gør det! Det giver simpelthen så meget i hverdagen, at styrke og balance er i orden.
Som før nævnt tracker jeg alt hvad jeg spiser i en app – LifeSum. Den holder styr på kalorier og fordelingen af makronæringsstoffer. Kulhydrater, protein og fedt. Jeg spiser ca 120 gram protein pr. dag – og så fylder jeg ellers bare på indtil jeg rammer dagens kcal-indtag. Det er nemt, enkelt og det virker.
En anden app, jeg er glad for er Happy Scale. Jeg tracker min vægt, og den giver trendlines for i hvilken retning det går. Jeg har brugt den on/off de sidste 5 år og shit en gang elevator…lige der sort på hvidt 🙈 Det er så tydeligt at se hvor godt jeg var på vej i ‘19, så kom første Ice mile sæson, der gik direkte over i corona, lidt fokus og så anden Ice mile sæson. Slut prut – fokus all the way!
Hvis bare jeg kontinuerligt sørger for at bruge de to app’s, så går det fint – og når jeg tror, jeg selv kan styre det, så går det – ja, skal vi bare sige knap så fint.
Det er simpelthen bare sådan det er, og det må jeg jo så bare indrette mig efter. Uanset hvor kedeligt, trælst og besværligt, jeg så end synes, det måtte være.
Som en af mine venner skrev i en kommentar til mig engang: Det er nemt, at gøre livet hårdt – og det er hårdt, at gøre livet nemt. Lige nu synes jeg virkelig mit liv er nemt – men jeg giver ham ret i, at det kræver hårdt arbejde. Men hellere hårdt arbejde end hårdt liv ❤️ Jeg har prøvet begge dele, og ved hvad jeg foretrækker 🙂
I september købte jeg mig, den flotteste røde kjole, som jeg skulle bruge til årets julefrokoster – jeg drømte om, hvor flot den ville være på, når jeg kom til december. Det var den også, men jeg kunne også godt se, at det ikke ville vare længe inden den var for stor.
Men mine søde unger gav mig en ny til jul i en størrelse mindre – og meget passende med nytårets bombe in mente – i kongeblå. Kæmpe motivation at min yndlingskjole kan følge med mig ned i størrelse 😅 Jeg må have den i L og M også 😍
En anden kæmpe motivationsfaktor er, at jeg i september lavede en aftale et år ude i fremtiden med Gitte, en ung kvinde som jeg virkelig beundrer. Vi skal gå til Brønderslev (igen), og sidst vi tog turen aftalte vi, at næste gang, så ville jeg være i lige så god form, som hun er kommet.
Jeg glæder mig helt vildt og tænker på det næsten dagligt: “Du skal bare fortsætte som nu, så når du det i fin stil”.
Det bliver et fantastisk selfie med os to ved Brønderslev Rådhus 😍
Som nævnt har jeg altid brugt det at evaluere som motivator. Jeg brugte det i min tid som sælger – det var der jeg sådan for alvor lærte værdien af lige at bruge krudt på at kikke bagud for at holde snuden i sporet. Jeg brugte det under min recovery fra Bipolar og igen da jeg satte mig store mål i issvømningen. Så derfor bliver denne rejse også dokumenteret og analyseret 🙂
Jeg deler evalueringerne, for kan bare en blive inspireret, så vil det jo være fantastisk 🤩
Styrketræningen er i den grad kommet ind under huden på mig. Jeg er 100% målrettet og 98% stabil på Cirkeltræningsholdet 3 x om ugen. Vi har det simpelthen så sjovt og jeg kan mærke fremgang fra gang til gang 🙂
Jeg havde et fall out sidste lørdag pga julefrokost. Og da jeg nåede til tirsdag morgen og det var tid til at komme afsted igen, begyndte min hjerne straks at finde på undskyldninger for, hvorfor vi – altså min hjerne og jeg – skulle blive hjemme 🤯
4 dages pause er åbenbart nok til at vanen brydes og disciplinen skal findes frem. Så det blev den og hjernen blev bedt om at holde kæft!
Nogen af maskinerne – specielt ben – er max’et ud, men så laver jeg øvelserne langsomt og med modstand hele vejen. Det giver lige lidt ekstra.
Resten af maskinerne er også på max, undtagen en enkelt eller to – men det er stadig med røg ud af ørerne, at de sidste reps tages.
På holdet er der fokus på både styrke, lidt puls og balanceøvelser. Det sidste har jeg virkelig haft brug for! Holy moly altså. Men nu kan jeg lave lunges med den ene fod på stepbænken. Det ville have ledt direkte til katastrofe for 10-11 uger siden 😅
Og Bike…jeg må ikke glemme Bike-holdene! Arhmen så sjovt det er! Det er simpelthen en fest fra ende til anden. Undervejs på cyklen kan det godt være lidt ala issvømning “hvorfor fanden gør jeg det her” og bagefter kommer den store “DERFOR”-forløsning. Når jeg sådan maxer helt ud i rød, så det synger for ørerne og det smager lidt af blod i munden… jo, så mærkes det som 1000 m i 3 grader 😆
I dag blev også dagen, hvor jeg endelig synes vægten viser noget, der er andet end bare “lidt udsving”. Minus 5,3 kg – og 10 cm mindre om taljen end for 3 mdr siden 👏
Min muskelmasse er steget og fedtprocent faldet, og så gør det bestemt ikke noget, at det går noget langsommere end de andre gange, jeg har forsøgt at få kvalt de skide kilo. Det her kommer til at tage lige så lang tid som at træne op til en Ice Mile – flere sæsoner! Men hellere det, end at jeg endnu engang snubler undervejs.
Princippet i kosten er ca 120-130 g protein dagligt og så ellers bare fylde op, så jeg rammer mit kcal-indtag på ca 1700 + motionen. Det giver et underskud på ca 500 kcal om dagen, hvilket ca svarer til 1/2 kg om ugen. Hvilket passer nogenlunde med, hvad jeg har tabt mig. Det går 100% efter planen, det her!
Det tog mig ca. en måneds tid at vænne mig af med, at proppe mad i munden hele tiden. Nuancerne forspist, propmæt, mæt, fravær af sult, sult er virkelig værd at lægge mærke til. Og tit er det bare kedsomhed eller tørst, der har gjort, at jeg har snacket eller spist. Ikke sult-sult.
Alt hvad jeg spiser bliver tastet ind i app’en Lifesum. Som med træningen må jeg bare konstatere, at jeg har brugt for vedvarende fokus og kontrol. Jeg har ingen stop-knap, når jeg spiser – men omvendt har jeg heller ingen fornemmelse for hvor meget, jeg har brug for, når jeg går i sulte-mode. Hvilket tidligere (8-10 år siden) har ledt til hypomanier, når jeg har glemt at spise og drikke i flere dage i træk, de gange jeg forsøgte at tabe mig.
Min sult/mæthedsfornemmelse er simpelthen godt og grundigt fucked up og har været det siden jeg blev syg for 19 år siden. 1/2 år efter første recept på psykofarmaka var der 30 kg ekstra på sidebenene. Og dem har jeg slåsset med siden – i mange omgange.
Nå sidespring – nu har jeg en vej, der forhåbentlig virker….
Mit go to lækkeri lige pt. er frugtsalat lavet på græsk yoghurt med en måleske (30 g) proteinpulver med vanillesmag og så ellers banan, æble og pære – måske lidt rosiner. Ca 450 kcal og jeg er propmæt i mange timer….
Det vigtigste er, at jeg sagtens kan se mig selv i det her like forever. Det er ikke “svært” og der er ikke noget afsavn. Jeg kan godt køre en pose fredagsslik ind – men kun 100 g af de absolut lækreste yndlingsstykker bliver udvalgt – i stedet for bare bevidstløs at kaste i gabet.
Og selvom life happ’ns endnu engang, så får det mig ikke til at vakle. Det er simpelthen førsteprioritet at fortsætte. Det giver mig styrken og energien til at tackle what ever livet nu smider i vores retning.
I stedet har jeg været endnu hårdere i oprydningen i kalenderen. Der er kun “skal”-ting og min træning tilbage.
Balance må væres månedens ord….på alle leder og kanter 🙂
”Keep showing up” og ”Trust the process” er stadig ord, der genlyder dagligt i mine ører…
Jeg har identificeret to ting, der gør, at jeg er snublet i det her før i tiden.
1. Jeg har været alt for fokuseret på tallet på vægten 2. Jeg har svært ved at prioritere mig selv
Det første overkommer jeg ved som nævnt tidligere, at lave evalueringer over, hvad jeg kan, i stedet for at stirre mig blind på tallet på vægten. Det giver i den grad motivation.
Men man (jeg) har jo ofte en tendens til at være sindsygt utålmodig. Og kommer der så udfordringer i livet, som der jo har været utallige af gennem årerne, så har jeg tendens til at give op.
Og der kommer 2. så ind – for så skal tiden/fokus være på noget andet.
Men ikke denne gang. Denne gang bliver bøtten vendt og jeg bruger erfaringerne fra min vilde Ice Mile sæson 21/22. Prioriteringen af træningen og den sunde kost er det, der gør, at jeg har mere overskud til whatever livet smider i vores retning. Akkurat som dengang. Så må andet sorteres fra og jeg har lige været igennem en benhård kalenderrydop, så der igen er overskud til både livet og min træning.
Tilbage til fokus på hvad jeg kan, og det går virkelig stærkt nu. Det er dag for dag, jeg opdager nye ting, jeg kan – og gamle ting, jeg kan tage langt flere repetitioner af eller lave med mere vægt på.
Bare lige for at teste, så hoppede mumien Elias op på ryggen af mig forleden, mens jeg lå i planken. Det holdt så ikke superlænge, men det holdt. Den dag jeg kan ligge med ham på ryggen i 1 minut, som jeg nu kan uden added mumie, deler vi sgu en is! Eller to.
Det begynder også at kunne ses af andre, og der faldt et par kommentarer fra de andre på holdet forleden. ”Du har GODT nok tabt dig meget, siden du startede”, ”Det er helt vildt”. Men igen – der er ikke røget ret mange kilo, men der er slet ikke så meget floppywoppy rundt omkring længere.
Mit tøj sidder noget bedre end for 8 uger siden. Og så er tallet på vægten fuldstændig underordnet. Det er kun i mit hoved, det tal kan fucke det hele op, og det får det ikke lov til denne gang. Trust the process! Keep showing up!
Kombinationen af bike, hård styrketræning og svømning (i klorinpølen) fungerer bare pissegodt – det er sjovt, det er hårdt og det giver både kondition, styrke og balance.
3 x bike om ugen, 3 x styrke om ugen og 3 x svømning om ugen – i den ideelle verden. Men verden er ikke ideel, så der er plads til at noget bliver sprunget over en enkelt gang eller to. Men det betyder ikke noget – bare jeg dukker op næste gang og det ikke sker for tit.
Der er også plads til familiefødselsdage med lækre fødselsdagsboller, fantastiske muffins og kagemand. Og flødeboller. Men det betyder ikke noget – bare jeg er back on track næste dag og det ikke sker for tit.
Jeg er simpelthen nødt til at opdatere igen. Dengang jeg lykkedes med mit Manifest 2014 var de jævnlige evalueringer noget af det, der gjorde en kæmpe forskel. Så sådan bliver det også med den her rejse! Jeg er nu en uge mere inde i min FitnessX-rejse SOM BRUGER – og ikke bare som medlem, tøhø!
Jeg kan nu stå i planke – godt nok kun 20 sek, men det var helt umuligt overhovedet at komme op før
Jeg kan nu stå i sideplanke – også godt nok kun 20 sek, men lige så umuligt at få røven fra gulvet før, som ved alm planke
Jeg kan nu lave mavebøjninger – 10-12 stks uden problemer, før kunne jeg kun lige lave et par enkelte crunches (hvor kun skuldrene er fra gulvet)
Jeg kan nu lave mavebøjninger MED EN 5 KGS VÆGTSKIVE PÅ BRYSTET! – 5 stk blev det til i dag!
Jeg har næsten maxet vægten på maskinerne i cirkeltræningen ud – så nu er det snart tid til de “rigtige” maskiner og nogen vægte.
Jeg kan squatte i samtlige 3,5 minutter af “Bring Sally up” ( https://spotify.link/uHv9O4PL9Db ) uden at måtte hvile undervejs – da jeg startede var Sally langt mere oppe end nede 🙂
Og jeg kørte f*cking hele bike-timen i dag i de rigtige farver (beslatning/tempo) uden at måtte ned i hvid. Da jeg startede kunne jeg max følge med 20 min og så tog jeg bare mit eget tempo for resten. Og jeg kan faktisk også godt stå op på cyklen…i kort tid 😅. Mine lårbasser mangler lige lidt mere, før der bliver sådan rigtig komfortabelt.
På svømningen har jeg barberet 20 sekunder af min 100 m langdistancegennemsnitstid. Det skyldes alene, at jeg ligger meget mere stabilt i vandet og der er langt mere kraft i hver tag.
Det sjove er, at jeg ikke rigtig har tabt kg, udover de der alm udsving, der kan være på vægten. Men der er røget cm! Specielt på lår og talje.
Jeg er i kcal-underskud hver dag, så der er helt sikkert flyttet nogen ting rundt og ja, muskler vejer mere end fedt, så kæmpe sejr indadtil – selvom vægten er den samme.
Men det er vildt så hurtigt, der sker fremskridt på det funktionelle! Så ja, YAY ME igen!
Mine to mantraer er:
✖️ Trust the process ✖️ Keep showing up
Det er bare at fortsætte som nu, for det er faktisk skidesjovt!
Gode mennesker og relationer er guld værd, når der skal ske ændringer. Og det gælder om at gribe mulighederne, når de er der.
3. august søgte min badeveninde Christine efter en træningsmakker til sin søn, så abonnementet i FitnessX Metropol, Hjørring kunne halveres.
Jeg sprang på, velvidende at det nok ville ende i opstartsforsøg nummer en million med lige så mange fiaskoer.
Der gik faktisk også hel en måned med “i morgen tager jeg derop”, før jeg så tilfældigt så i app’en, at Laila, havde et cirkeltræningshold en tirsdag formiddag.
Laila kender jeg fra tri-klubben, så det kunne nok ikke gå helt galt. Og det gjorde det heller ikke. Jeg kom igennem – mere død end levende. Målet var at lære maskinerne at kende (igen) og så kunne jeg sådan selv liste lidt rundt i ubemærkethed.
Men kom jeg afsted alene? Nej, det gjorde jeg ikke!
Der gik 2 uger igen uden at medlemskortet blev scannet så meget som en eneste gang.
Diciplin?
En aften efter svømmetræning sidder vi og hyggesnakker inde i det varme vand (jo, jeg kan OGSÅ godt li’ varmt vand og bobler). Troels, Tina og Majbrit forsikrer mig om, at det nok skal blive fedt – at jeg slet ikke vil kunne undvære det, men “i starten er man virkelig nødt til at køre det på diciplinen”
Diciplin? WTF! Her troede jeg, at lysten kunne drive værket. Det har den altid gjort, når det handlede om svømningen – både i pool og derude i det åbne kolde vand.
Altså bortset fra at jeg nok ikke kom afsted til svømning hvis ikke det var fordi Torben, holder foran min hoveddør 2-3 gange om ugen, samler mig op og får mig losset afsted til træning.
Tina fik mig – som jeg har nævnt før – overbevist om at prøve Bike Intro – og de sidste 4-5 uger har jeg været enormt disciplineret mht at møde op – først cirkeltræning og så Bike . Hver tirsdag og hver torsdag. Og så lige en smut i weekenden også. Tina blev min “go-to-safety” – når jeg havde tilmeldt mig et hold, så screenshottede jeg tilmeldingen og sendte billedet til hende.
Så var min egen regel, at når det var sendt til Tina, så måtte jeg ikke melde fra. Æd den i stedet!
Op på hesten igen….
Jeg var lige ved at blive vippet af pinden af en gang corona. For #%€$* energien og kræfterne forsvinder jo som en gammeldags is en varm sommerdag.
Men her var Henriette (en fra cirkeltræningsholdet) inspiration til at få slæbt mig afsted, da jeg først havde rejst mig fra de nær-døde. Hun havde været ramt nogen uger før mig, og sagde da hun kom igen: “Jeg er bare nødt til at dukke op, selvom jeg er helt flad”.
De ord tænkte jeg meget på, mens jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv. Jeg SKULLE derop, så snart jeg var ude af isolation!
Så de første par gange var det virkelig diciplinen, der skulle trækkes på – og jeg holdt mere pause end jeg var med. Sveden haglede både til cirkeltræningen og til biketimen, men jeg var der!
Og allerede nu her efter 4-5 ugers målrettet vedholdenhed, 3 gange ugentligt, så begynder lysten at drive igen.
Lysten driver….
Det er nogenlunde de samme på holdene, så der bliver mere og mere hyggesnak og genkendelighed. Det betyder altså noget. Allan og Marie-Louise, der er de faste instruktører på de hold, formår virkelig også at skabe en god stemning og motivere os alle. Det er så fedt!
Udover at jeg gerne vil blive stærkere og få en bedre kondi, så der kan komme mere fart i svømningen, så vil jeg jo også gerne af med de der pisseirriterende +30 kg, der hoppede på uden jeg opdagede det, det første halve år, jeg fik psykofarmaka i sin tid.
De har efterhånden været forsøgt smidt nogengange med større eller mindre held. Og altid endt på igen, selvom jeg efterhånden har været medicinfri i 6 år.
Om det lykkes dennegang aner jeg ikke – men jeg tror at strategien med max styrketræning kombineret med bike og svømmetræning 2-3-4 gange om ugen er rigtig.
Og – så er det også nu, at jeg må erkende, at min foretrukne sport ikke gør noget godt for mig i den retning. Når man bruger 3-4-5 timer ugentligt om vinteren i vand, der er en 5-6 grader eller koldere – så holder kroppen virkelig på alt den isolation, den overhovedet kan. Og forsøger af al magt at få mere puttet på.
Det er jo ganske logisk, men noget jeg aldrig helt har gennemtænkt før. Hver eneste vinter har jeg taget på – og så har jeg brugt sommeren til at knokle for at få de kg af igen.
Så…. Deep confession: Fra nu af svømmer jeg vinter-ow i Oles 5 mm våddragt. Ikke mere issvømning lige foreløbig 😱
Og pointen med det her opslag? Der er såmænd ikke anden pointe, end at når det her kommer som et minde om et år, så kan jeg forhåbentlig sige “Fuck yes! Jeg gjorde det sgu”. Så det er egentlig bare en udvidet “go-to-safety” 😅 – og forhåbentlig måske inspiration til andre om at springe ud i træningen.
Og så kan jeg varmt anbefale FitnessX i Hjørring – de har sgu nogen gode instruktører 👏👏
Endnu en fuldstændig vidunderlig rute er begået. Denne gang Fosdalen/Tranum sammen med Gitte.
Jeg har et eller andet med, at eventyr ud i det blå, skal være sådan virkelig eventyr. Og dertil hører i min verden tog eller bus. At drage ud. Ikke bare sætte sig ind i bilen.
Så jeg lagde ud med tog til Lindholm og derefter bus til Fjerritslev. Det giver bare sådan en ferie-vibe, selvom jeg denne gang ikke havde det store skjold med. Kun en lille dagstursrygsæk.
Da bus nr. 70 nåede Fjerritslev kunne jeg på lang afstand se Gittes lille røde bil holde og ventet på mig. Der blev vinket ivrigt både fra bus og bil. Det er over et år siden, vi sidst har været på tur sammen, og gensynsglæden var stor.
Vi kørte ud til rutens start, og så gik det ellers af træstier ned i Fosdalen. Det er som at komme til en helt anden verden. Lidt ala Jurassic Park – dog uden frygten for T-rexs og Velociraptorer.
Bakker dækket med bregner, høje træer, der lukker lyset ude, slugter med træbroer, store sten og våde sko. Og jeg måtte hurtigt sande, at når det går ned…så går det også op.
Ruten bød på nogen ret modbydelige trappestigninger, for en der ikke er i vandreform. Men Gitte var sød til at vente – og det blev ikke bare halvejs oppe, men også både en fjerdedelsvejs og trefjerdedelsvejs. Men kampen mod trapperne blev belønnet med de mest fantastiske udkiksposter jævnt fordelt på ruten. Et kæmpe vue ud over landskabet, der blev skabt for mange år siden af isens tryk.
Ruten fortsatte temmelig kuperet på tværs af de forskellige dale, og der var virkelig træning for baller og lår. Ikke et ondt ord om FitnessX, men det her var både kønnere og sjovere. Hvis nu jeg går ruten en gang om ugen, så tror jeg formen bliver fantastisk. Og så kan det være jeg lidt lettere kan komme gennem passagerne, der deler de forskellige områder med dyr.
Lige pt. kan jeg konstatere, at jeg er lige under ko-størrelse i bredden. Der var ikke så meget som en centimeter at give af, når jeg gik gennem passagerne.
Bedst som pulsen var høj og sveden sprang kunne vi høre en rumlen i det fjerne, og Gitte konstaterede at det jo selvfølgelig tordner ”som det plejer”, når vi to hitter naturen sammen. Det blev til den mest vidunderlige, lette sommerregn og det var meget tiltrængt.
Og så var det ikke bare ved Uggerby, at Kong Hans havde spillet naturen et puds. Pludselig kom vi ud til et område hvor træerne var blevet lagt ned som tændstikker. Det var så tydeligt, at vinden var kommet op gennem slugten, ramt træerne og så var dominoeffekten total.
Et sted hang et skilt på en gren. Jeg blev grebet af en spirrende glæde. Var det mon Bro-, Tunnel-, og Færgeministeriet, der havde været på spil igen? Men ak…det var bare den lokale orienteringsklub, der havde sat en post. (Og har du ingen anelse om, hvad jeg fabler om – så se mit forrige opslag)
Ruten, som er relativt nylavet, var virkelig godt afmærket. På intet tidspunkt var jeg som førstegangsgænger af den i tvivl om vejen. Og den var alsidig og afvekslende. Man slår et sving – og endnu engang belønnes man med et skue ud over landskabet. Vitterligt så langt øjet rakte. Og ikke længe efter står man midt i skoven igen, for så pludselig at stige til vejrs på en kæmpe gravhøj.
Der var jeg lidt ved at opgive ævred. Gitte havde meget optimistisk sagt ca 20 minutter tidligere, at NU var der ikke flere stigninger tilbage. Well, vi var ikke helt enige om definitionen af en stigning. Brugt med brugt på – men heldigvis var stigningen rigt dækket af blåbærbuske, der stod og lokkede med det blå guld på vejen opad. Og endnu et fantastisk udsigtsspot ventede – selvfølgelig, vil jeg næsten sige efterhånden – på toppen.
Aldrig har jeg gået en lignende rute. Den kan varmt anbefales. Men tro ikke at de 11-12 km kan gåes i samme tempo, som du normalt går 11-12 km i
Det er ikke bare pauserne undervejs opad, du skal indregne. Det er også alle de gange, du er nødt til at stoppe op med sådan en helt ægte, betaget wauw-følelse i maven.
Trætte, glade og fyldt op af Moder Naturs lyksagligheder kørte vi tilbage til civilisationen og en velfortjent kop kaffe hos Gitte, der dog blev til et glas isvand, for jeg er holdt op med at drikke kaffe
Tak fordi du ville med, Gitte. Hvor har jeg savnet dig, og hvor har jeg nydt vores tur
Så har rygsækken været på ryggen endnu engang og sikke en fantastisk tur, Helle og jeg har haft.
Helle hoppede på toget i Aalborg og jeg i Hjørring og sammen fortsatte vi til Hirtshals. Her ventede vi en halv times tid, og så kom vores bestilte Plus-tur. Hvis ikke du kender det begreb, så skynd dig at gå ind på NT – Nordjyllands Trafikselskabs side og læs mere om det. Bestilles via Rejseplanen.
Nå, men den her søde kvinde i minibussen kørte os ud til Uggerby Skovvej, hvor vi slap Nordsøstien sidst. Hun havde aldrig selv været på sheltertur, og jeg ved ikke, om hun syntes vi var en smule skøre – eller seje – eller måske sådan lidt begge dele.
Men vi blev ønsket en rigtig god tur, og med hvert sit skildpaddeskjold aka rygsække på ryggen satte vi kursen mod Tversted.
Det gik afsted på raske fjed, og snart var nedkørslen til stranden i Uggerby passeret, og vi fortsatte ad stien længere ind i klitplantagen.
Da vi havde gået godt og vel en times tid, mødte vi et tysk par, der var i fuld gang med at samle svampe. Helle er en garvet svampesamler, og lynhurtigt spottede hun også et par virkelig flotte rørhatte i skovkanten.
Vi blev enige om, at det var tid at holde hvil, og finde de medbragte madpakker frem. Den tyske kvinde kom over for at se og snakke svampe – men sprogbarrierer og fagter er ikke det smarteste, når man står med to store rørhatte i hånden. Hun misforstod, og troede vi ville forære hende den fine fangst. Den måtte vi lige få bremset og i bar befippelse, gav hun os en fire-fem stykker af sine svampe. Men de havde nu også r.i.g.e.l.i.g.t
Turen fortsatte af Nordsøstien, over Uggerby å og den flotte tur langs å-udløbet. Det er simpelthen et af mine absolutte yndlingsspots på hele den strækning – og på trods af at jeg stoppede op mange gang med udbud ala ”arhmen hold kæft hvor er her flot”, ”prøv lige at SE”, ”jeg ELSKER det sted her”- så fik jeg ikke fotograferet det denne gang. Men skønheden blev indtaget i rigelige mængder live.
Om det er ham stormfulde Hans eller havneudvidelsen i Hirtshals, der stadig driver gæk med naturen, ved jeg ikke, men stien oppe i klitterne langs med stranden, var væk og sporet fortsatte nede på selve stranden. Ikke at det gjorde turen ringere. Vesterhavet (shh, Skagerrak) på den ene side og klitter med fuglefløjt på den anden side kan virkelig bringe mit sind, mit hjerte og min hjerne i zen.
En positiv effekt af føromtalte Hans var, at stien fra stranden op igen ved Tversted Å var til både at finde og komme op på. Jeg husker sidste gang, hvor det var noget med at møve rygsækken i strakt arm op over en meget høj brink, for så bagefter at forsøge at gøre ditto med mit omfangsrige korpus. Så er det nu meget, meget nemmere bare at kunne fortsætte lige ud uden dikkedarer hen til den lille bro over åen.
Her stødte vi på nok det bedste indslag af friluftshumor, jeg nogensinde har set. Normalt er det altid trælst, at møde hjemmefabrikerede skilte i naturen. ”PRIVAT”, ”ingen adgang”, ”Adgang forbudt” plejer at være det let ulovlige budskab, som man så må debattere med sig selv, om man vil overholde eller ej.
Men her på broen – hvor vi havde gået lidt for mange km med lidt for mange kg på ryggen – mødte vi det sjoveste skilt. Det gav virkelig et smil på vores læber og mojo til at fortsætte. Fandeme god humor og tak til forfatteren i Bro-, Tunnel- og Færgeministeriet. Og bare lige til ikke lokalkendte… krydset, der omtales ligger en 50-55 km væk.
Vi kom heldigvis godt over broen og fortsatte ind over indlandsklitterne. Og her er det så, at jeg dummer mig lidt. For jeg er et par gange tidligere gået forkert, når jeg har forsøgt at følge stien via AllTrails. Så jeg siger til Helle, at ”når nu jeg bliver i tvivl om, om vi skal til venstre eller højre, så skal vi til højre. og det SKAL du bare holde på”.
Og selvfølgelig sker der det, at Nordsøsti-ikonerne ikke helt passer med den retning, jeg vil. Jeg kan spotte toiletbygningen i Tversted i det fjerne, og det er sådan set bare lige ud – men sti-ikonerne viser os mod højre. Helle holder på, at vi er så trætte nu, at vi ikke har råd til at gå forkert, og derfor bare skal følge Nordsøstien. Hvilket jo er en yderst fornuftig betragtning – specielt med min meget bombastiske udtalelse ikke mange minutter inden.
Der er bare det ved det, at Nordsøstien slår et gevaldigt sving ind i landet, så man kommer ind midt i Tversted. Sådan cirka et 2 km ekstra sving. Men….som altid, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Vi kom ud til hovedvejen i Tversted lige ved Café Fisk og tadaaa…. Cafe Fisks Isbar!!! Den med flødeis fra Vebbestrup og Jettes berømte gode guf! Den der guf, der tidligere gjorde Det blå Ishus så populær. Jamen det var da lige så englene sang, at sætte sådan en gammeldags Jette-fætter til læberne.
Der måtte selfies til, men jeg havde vidst kikket lidt for dybt i guffen, for arh…. Måske jeg lige skulle tørre mig om munden og prøve igen. Helle var ved at dø af grin over mit næste forsøg på et guf-frit selfie. Da det var kommet i kassen – troede jeg – udbrød hun grinende: ”Dorte, du skal nok også lige tørre det af, der sidder på kasketten”.
Well…det var så først vel herhjemme, jeg opdagede at kasketten med Jette-guf var årsagen til Helles store grin på billedet. Pyt – det smagte fantastisk og isen var lige det, der gjorde, at vi havde mod på de sidste kilometer til Østerklit/Stokmøllen/Tverstedsøerne.
Jeg brugte ordene lidt i flæng, og på et tidpunkt tror jeg, Helle var blevet temmelig forvirret over, hvor det egentlig var, vi skulle hen. Men kært barn har som bekendt mange navne.
Nu var både rygge, ben og fødder ved at være godt brugte og pauserne blev unægtelig både længere og hyppigere. Midt ude i klitlandskabet smed vi rygsækkene og måtte bare lige sidde…lidt. Eller dvs, jeg smed både rygsæk og legeme og blev et med lyng, græs, edderkopper og andet småkravl. Det var lige før jeg godt kunne være blevet overtalt til en nat i det fri uden shelter, hvis vi bare kunne blive der.
Men shelter, bålplads, toilet og vand trak nu også, så vi måtte på den igen, og de sidste 3 km blev forceret i stadig stigende tavshed. Hvor vi havde talt, snakket, kårret og kvidret lystigt på hele turen, blev det nu mest til ”er der langt endnu” og enstavelsessvar. Vi var sgu brugte!
Men lige så brugte vi var, lige så store var smilene, da Stokmøllens hvide mure kunne anes gennem træerne. Nu var shelterpladsen ikke langt væk! Vi havde booket shelteret i forvejen inde på Naturstyrelsens hjemmeside og frygten for, at vi skulle til at diskutere med en børnefamilie med 3 sultne børn, om hvem der havde ret til shelteret, blev heldigvis ikke til noget. Shelteret var lige så tomt som buldrende tønder….
Sjovt nok var vi ret enige om ved turens begyndelse, at vi da ikke kunne jage børn væk, hvis nu nogen ikke var klar over det der med bookingssystemet for netop det shelter – men efter 15 km med 13 kg på ryggen var stemningen en anden. Sådan kan empatien lige så stille sive ud af en, når man er meget træt, sulten og har ondt over det hele.
Vi sad nok og kikkede tomt ud i luften en time, før Helle mente, at nu måtte vi virkelig lige tage os sammen og få noget aftensmad. Hun diskede op med de lækreste gourmethottere med hjemmelavede rødløg og alt, hvad der ellers hører til. Det var virkelig genial mad og yderst tiltrængt.
Efter maden ville vi egentlig gerne have ordnet hele verdenssituationen omkring et bål, men det blæste simpelthen så meget, at jeg fik ret kolde fødder. Jeg kunne lige se, at vi kom til at stikke ild i hele klitplantagen med et par vildfarne gløder, så i stedet lagde vi os bare lige 10 minutter med soveposerne på vores liggeunderlag. 5 minutter efter konstaterede jeg som det absolut sidste den aften, at Helle var faldet i søvn – og så gik der ca 10 sekunder, så var jeg det samme.
Næste morgen var vejet lidt køligere, men stadig sådan rigtig sensommerlækkert. Vi fik morgenmad, pakket sammen og kom afsted mod parkeringspladsen, hvor vi endnu engang blev samlet op af en plustursbil og kørt ind til bussen i Tversted. Ingen af os følte for at følge den oprindelige plan med at gå de 5 km derind.
Vi var møre, mætte og trætte….
Efterskrift:
Det man ikke ønsker at opleve, når man pakker sin rygsæk ud, er at der kun er EN høretelefon i hylsteret. Sidste gang de var i brug var…. i shelteret. For fuck sake altså! Alt blev endevendt. Rygsækken tømt 100%. Alle lommer, syninger, folder og kanter gennemgået. Soveposen rystet og liggeunderlaget ligeså. Tøjet finkæmmket. No, nix, nope… venstre høretelefon var pist væk forsvunden.
Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke ville få ro, før det der shelter var blevet tjekket, selvom jeg jo udemærket vidste at der ikke lå så meget som en krumme i det, da vi forlod det. Men mig ud i bilen og så ellers til Tversted igen her til morgen.
Ved parkeringspladsen sad et hold med fuld oppakning og spiste morgenmad. Om de måske havde overnattet i shelteret? Og fundet en høretelefon? Ja til det første, nej til det sidste. Pis os! Men jeg måtte ud og tjekke ved selvsyn.
Jeg undersøgte minutiøst gruset under bord/bænkesættet. Ingenting. Shelteret var lige så slikket som da vi forlod det. Dobbelt pis os. Jeg kikkede i græsset foran shelteret. Lod mine fingre løbe igennem det.
Og pludselig. DER! Den sten i gruset der… det er sgu ikke en sten!
Lige foran shelteret lå min høretelefon trådt ned i gruset og lignede fuldstændig en af de andre sten – bortset fra en lille forræderisk plastickant i støbningen. Havde den ikke været der, så havde jeg aldrig fundet den. Men det gjorde jeg! Og den virker stadig! Men tørstede efter strøm efter 24 timer helt alene out there.
5 år efter første forsøg var det endelig tid til endnu en tur over Limfjorden. Det var supersvært at se bøjerne – måske fordi jeg ikke har styrke i mine Open water briller og på ingen måde kan se 600 m frem , så det blev til en 17-1800 meter istedet for de 1500.
Men som min gode makker Jes sagde: “Vi er kommet for at svømme langt, ikke for at være hurtigst.”
Da jeg tjekkede tiden efterfølgende på Sportstiming udspandt følgende konversation sig:
Mig, med selvtilfreds barnlig glæde: “Ej, jeg blev nummer 50 ”
Min kære mand: “….udaf hvor mange?”
Mig, der klikker “næste side”: “Øhhh, 51”
Men fjorden var blank, selskabet godt, stemningen i top, vandet lunt og den ene brandmand, jeg mødte, gav et ordentligt smækkys lige i fjæset
eg sidder her i toget og….ja funderer, er nok det rigtige ord.
Her til aften har en af mine gode svømmevenner, som jeg også regner for en rigtig god ven sådan helt generelt, trukket mig til side og sagt, at jeg aldrig nogensinde må undskylde for den, jeg er, for jeg er lige præcis sådan, som jeg skal være.
Det kom lidt ud af det blå, men jeg vidste godt hvad han hentydede til. Jeg smilede først og slog det lidt hen. Er ikke helt trænet i at tage imod så dybe komplimenter.
Men fakta er, at han slog hovedet så meget på sømmet og jeg blev glad helt ned i maven. Jeg er først lige nu ved at lære at stå 100% ved mig selv både indadtil og udadtil – og det er så befriende.
Men jeg falder i engang imellem og har behov for at forklare – og måske også undskylde – men han har fuldstændig ret.
Jeg behøver ikke på nogen måde undskylde for den jeg er. Jeg har virkelig meget integritet og ordentlighed med mig – og det var bare så fedt, at han også så det og gav sig tid og ro til at sige det til mig. Og han gav mig virkelig følelsen af “jeg er okay”! Sådan I ved…..helt dybt inde:
Jeg er okay!
Det er jeg faktisk. Og lige som jeg skal være!
Så har du en ven/veninde, der trænger til at høre et par gode ord fra dig – så få dem ud. Sig det. Selvom man måske ikke er vant til at sige sådan noget til hinanden. Jeg er ret sikker på, at modtageren bliver lige så glad, som jeg blev
Tak for ordene og fordi du sagde dem. Når vi ses igen, skal jeg huske at fortælle dig, at du er en fantastisk ven, som jeg sætter helt umådelig meget pris på – både dig og din bedre halvdel
”
