Lige NU – her kl. 10 i dag d. 28/10-2014 – har jeg 10 års ”jubilæum”. I dag er det 10 år siden en overlæge på gastrokirurgisk afdelling,Odense Universitets Hospital sendte mig ud over kanten og ned i en kæmpe dyb afgrund. Jeg har tit tænkt på at fortælle min historie. Dengang skrev jeg mine oplevelser på OUH ned i detaljer. Det er ikke den I får her, men en meget forkortet version som jeg skrev ned for et par måneder siden…men alligvel bliver det langt.

I 2004 arbejdede jeg som lægemiddelkonsulent med speciale i smertebehandling. Jeg var god til mit job og havde en ret stor ekspertviden på lige nøjagtig det område, der var anerkendt af mange af de læger jeg dagligt besøgte.

3 dage før vores stort anlagte kobberbryllupsfest med Halloweentema, får jeg blindtarmsbetændelse. Det er en onsdag, den bliver pillet ud ved en kikkertoperation og alt er godt – bortset fra at festen udskydes en uge. Jeg kommer hjem fredag, men får hen over weekenden tiltagende ondt, hvor blindtarmen har siddet.

Mandag bliver jeg via egen læge genindlagt til observation. Jeg ligger 3-4 timer i modtagelsen i et koldt rum. Jeg fryser og har ondt. Der kommer en sygeplejerske forbi et par enkelte gange, for at sige at de har travlt, og jeg lige må vente lidt længere. Det er, hvad det er, men jeg får mere og mere ondt, og de kan/vil ikke give mig smertestillende “for så kan lægen ikke observere dig korrekt” – det er også helt rigtigt, men det gjorde det ikke mindre pinefuldt.

Jeg bliver lovet, at så snart en læge har set mig, kan jeg få smertestillende. Der kommer endelig en læge, der beslutter at jeg skal videre i systemet. Jeg tror nu, at jeg kan blive smertelindret, men jeg skal først op på afdelingen, får jeg at vide. Endnu engang venter jeg lidt over en time,for der skal være en portør ledig. Endelig bliver jeg kørt på afdelingen. Igen tror jeg, at jeg kan få smertestillende, men der er travlt pga aftensmad, så jeg må lige vente. Der gør jeg selvfølgelig tålmodigt, men mønsteret for den næste uges indlæggelse er lagt:

Jeg har sindsygt ondt, jeg bliver lovet smertestillende, jeg får ikke den lovede lindring, må tigge og be´. Hvis jeg er heldig, er der er en læge tilstede eller kommer indenfor et par timer. Så skullle jeg vente på, at en sygeplejerske har tid til at hente det osv osv osv. Oftest får jeg morfin, og jeg kaster voldsomt op, fordi jeg er meget følsom overfor bivirkeninger på det præparat. (der er ikke noget bedre end at kaste op, når man har sindsygt ondt i maven – ironi forekommer). Da det er ikke en allergi overfor morfinen, men bare bivirkninger, får jeg at vide, at sådan er det bare, Dette vil jeg ikke acceptere, da WHO´s retningslinier indenfor smertebehandling siger noget andet.

Derfor starter møllen forfra med at håbe på, at der er en læge, der har tid til at tale med mig, tigge og be´ om et andet opiat, igennem en diskussion med en (ny) læge om det rimelige i, at de skal bruge et lidt dyrere præparat, vente på sygeplejerske osv osv.
Sådan foregik det ca hver 6. time fordi lægerne ikke noterede deres ordinationer i min medicinjournal, men bare gav “her og nu”-ordinationer. Det var så fuldstændig sindsygt og fucked up, at jeg næsten ikke tror på det, nu når jeg sidder og skriver det ned.

De fandt ud af, at jeg havde fået en byld efter operationen og jeg skulle derfor have antibiotika iv. Jeg havde efterhånden så ondt, at jeg kun kunne ligge i sengen og virkelig forsøge med alle meditations- og afslapningsmidler at flygte mentalt. Dem der har set mig i smerter ved, at jeg kan udholde temmelig meget, men det her var frygteligt. Jeg lå og kikkede på sekundviseren flytte sig og det blev mit faste holdepunkt, og jeg regnede ud, at den skulle flytte sig 21.600 gange fra gang til gang jeg måtte få smertestillende ( = begynde at argumentere for, at jeg havde smerter, ikke skulle have morfin osv = at der gik meget længere tid).

Nætterne var helt uudholdelige, og på et tidspunkt begyndte jeg, at ligge og sutte på nogen stykker chokolade, jeg havde fået – med den tanke, at de måske kunne give lidt lindring, for jeg vidste, man var begyndt at give sukkeropløsning til neonatale børn, da man havde fundet ud af, at det kunne virke smertelindrende på dem. Fuldstændig ude i hampen for, hvad, der burde foregå på et moderne universitetshospital.

Som ugen gik, fik jeg mere og mere ondt også længere oppe, men fik at vide at det ikke kunne passe, nu jeg fik antibiotika. De undersøgte ikke mine ”påståede smerter” yderligere. Derfor blev holdningen blandt lægerne, at jeg måtte være ved at udvikle en afhængighed og det var derfor, jeg krævede at få opioater. Så jeg blev sat ned på panodil + ibumetin uden at tale med mig om det. Da sygeplejersken efter endnu en søvnløs nat (jeg var nu oppe på 5 døgn uden søvn) kom med 2 panodiler, knækkede filmen fuldstændig for mig og jeg brød grædende sammen, mens jeg på en ikke så pæn måde fortalte hende, at det var rendyrket tortur, det de havde gang i. Hun kunne jo selvfølgelig ikke gøre for det – hun var bare budbringeren.

Det resulterede i at selveste Hr. Ledende Overlæge på afdelingen tog stuegangen inde ved mig om formiddagen. Han lagde ud med at spørge meget deltagende til, hvordan det gik med mig. Jeg svarede, at det gik sådan set okay, hvis jeg da bare kunne blive ordentligt smertelindret. Så brød helvede ellers løs og han ændrede karakter på et splitsekund og bekyndte at – ikke råbe, men næsten – at jeg bare skulle droppe det, og komme ud af den seng og op og gå…det blev til en lang og grim kommunikation, der endte med at han råbte mig ind i hovedet fra 20 cms afstand: “GÅ – FORSVIND FRA MIN AFDELING. GÅ MED DIG! Her er det MIG, der bestemmer”.

Jeg var skræmt fra vid og sans og turde ikke blive der længere. Så alle slanger mv blev pillet af mig og ½ time senere hentede Ole mig – han måtte næsten bære mig ud i bilen og kørte direkte til vores egen læge, der var dybt chokeret over at se mig. Han bad os køre direkte til Middelfart Sygehus. Jeg var skrækslagen for at blive indlagt igen, men der var ikke andet at gøre, når jeg var så skidt og havde så mange smerter – og min antibiotikakur ikke var færdig.

Der blev jeg heldigvis mødt på en HELT anden måde. Min praktiserende læge havde ringet til dem og advaret dem. Så de stod klar med masser af smertestillende og en læge,der aede min hånd og sagde ”Her skal vi nok passe på dig, du kan få alt det smertestillende du overhovedet vil have”, Jeg blev akut-scannet og de fandt ud af at mine lunger var fyldt med vand – det var derfor det gjorde ondt ad helvede til. Men selv 3 dage i hospitalshimlen kunne ikke ændre på den uge på OUH, og min psyke var helt til rotterne og efter jeg kom hjem var jeg ved at kamme over i en psykose. Efterfølgende har jeg både fået diagnoserne Post Traumatisk Stress Disorder og Bipolar Affektiv Lidelse udløst af den traumatske oplevelse.

Psykiateren forklarede, at det jeg oplevede på sygehuset var at sidestille med tortur – der er en ulidelig smerte, der er en der har magten til at ændre på det, men ikke viljen…

Jeg klagede, ankede og ankede igen – men da mine skader var psykiske, var der desværre ikke noget at gøre…

Tilslut vil jeg gerne sige en kæmpetak til alle dem , der har båret mig gennem de efterfølgende år:

Min helt igennem fanstastiske mand, Oledu er min klippe, mit livsgrundlag og min soulmate. Du er der altid!

Vores to dejlige tøser Katrin og Clara, der fik en noget anderledes barndom, end jeg havde håbet. Men de har taget det i stiv arm, og vores familiebånd er tættere og varmere end de flestes.

Min elskede Rikke, der stod ved min side og kom med garn og pinde, da jeg var allerlængst ude og skide. Du gav mig en redningsplanke, jeg efterfølgende har kunne holde fast i.

Min helt igennem fantastisk sagsbehandler Karin, der var et fast holdepunkt i mange år på min vej gennem systemet. Du kæmpede som en løve for og med mig – tak. Louise, der tog over og nu Line, der er med det sidste stykke på rejsen.

Så har der været mennesker, der har sagt det rigtige på det rigtige tidspunkt:

Min nye praktiserende læge i Hjørring, der gav mig de viseste ord af alle: ”Det her handler ikke om, at blive rask, det handler om, at du får det bedste liv du kan, med de udfordringer du har”

Og Anni, der under en clairvoyance senere sagde, jeg er ked af at sige det, men du kommer aldrig ud og arbejde på normale vilkår. Det siger ”dem omkring dig”. Det gav mig fuldstændig ro til at acceptere, at sådan var det. Det var ude af mine hænder. (Om man tror på det eller ej – fucking ligegyldigt, det var det jeg havde behov for at høre)

Og til allersidst – gruppen af ligesindede jeg har fået kontakt til på Faceboook. I er fantastiske. Jeg er ikke alene og vi har på trods af, at vi aldrig har mødtes IRL et venskab, jeg skatter meget højt. I ved selv, hvem I er.

Jeg ved, at jeg har mange andre tætte og gode venner, veninder, familie, kolleger, gamle klassekammerater og bekendte omkring mig. Jeg er meget, meget heldig på det punkt. Nogen af jer vil måske føle jer glemt her, når I ikke er nævnt. Det er I bestemt ikke. I har bare en anden plads i mit hjerte.  Men I skal bestemt også have tak, fordi I bare accepterer mig og mine luner. Tak fordi I forstår, at jeg sommetider bailer på jer med et kvarters varsel.

Til alle andre vil jeg sige, at lige gyldigt hvor svært livet er, hvor sort tingene ser ud og hvor lidt håb, der synes at være. Giv aldrig op. Jeg er på den anden side og har fået et helt fantastisk liv. Jeg er nogen oplevelser rigere og efterhånden kan jeg kikke tilbage – stadig med undren over at en læge kan handle sådan – men også med taknemmelighed over, at jeg er blevet så klog på livet.

Kærligheden overvinder alt….

Efterskrift:
I Marts 2012 fik jeg en form for oprejsning. Selv samme afdeling blev kulegravet, p.g.a. en skandale omkring kræftpatienters behandling på afdelingen. Det viste sig at der var store ledelsesmæssige problemer (who would have guessed???  -eller nærmere I told ya so!!!) og flere i ledelsen blev fyret. Det var også fremme i pressen, at der havde været flere patientklager gennem tiden. Så min klage var ikke forgæves i sidste ende!