Så er der gået en utrolig varm juli måned.

Der har været lidt slinger i valsen mht kosten, hvor jeg har spist kornprodukter et par gange og også været i slikskålen.

Jeg har gjort den observation, at de gange hvor jeg har fået for mange hurtige kulhydrater/ren sukker, har mit hoved næste dag været meget trælst. Lyd- og lysoverfølsom og som om hjernen er ”hudløs”. Der er ingen filter. Det går over igen efter en 18-24 timer uden sukker. Så fra nu af er det simpelthen slut med at tro, ”det nok går”. Min hjerne reagerer på samme måde på sukker, som når jeg er dybt stresset.

Mht arbejdet går det godt. Jeg har fået afsluttet projektet oppe i 60´er udstillingen og tiden er sat op til 14 timer ugentligt. Jeg er ikke fuldt effektiv i alle timerne – skal hvile hovedet fra tid til anden. Det drejer sig måske om 2 x 15 minutter pr dag (2 timer i alt på ugen). Arbejdstiden skal fra i dag sættes op til 16 timer, og det bliver spændende – jeg tror det lykkes.

Jeg har oplevet, at det er meget vigtigt for mig med faste procedurer og meget klare ”forretningsgange” – fx slog det mig lidt ud, at jeg uforvarende kom til at lave en fejl, som jeg sådan set ikke var skyld i, da jeg mente jeg fulgte forretningsgangen.

Men ellers går det fremad hver dag, og jeg er ikke så skrøbelig længere. Fx sagde min store datter Katrine forleden, at det var vildt underligt ikke at skulle ”passe på mig” længere. Det er første gang i 10 år (siden hun var 12) at hun har oplevet, at kunne slappe af og ikke være bekymret. Den er selvfølgelig hård at sluge, men vi blev enige om at glæde os over, at jeg har det så godt, at hun har kunne slippe bekymringerne.

Jeg er begyndt, at kunne bruge mine sociale aktiviteter på noget JEG har lyst til, i stedet for sociale ”pligter” og det er så befriende og giver mig meget mere energi i hverdagen. Før første gang i 10-12 år føler jeg, at jeg har fået mit liv tilbage som det var engang – bare meget bedre, fordi jeg nu for det første har en livserfaring, men også ved hvor faldgruberne er, så jeg ikke ryger hverken op eller ned.

Jeg er begyndt at sætte mig selv først, og sørge for at JEG er glad og omgiver mig nu med mennesker, der gør MIG glad og giver energi. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra overfor ting, andre har en forventning om, at jeg burde deltage i. Det frigiver tid, plads og energi til de aktiviteter, der gør mig godt og giver mig energi i stedet for at dræne mig.

Jeg er dog stadig meget opmærksom på udsving, og på at reagere med det samme hvis noget går i den ene eller anden retning. Jeg kan efterhånden og tydeligt mærke forskel på en begyndende hypomani og almindelig glad/energifyldt, og det er virkelig skønt, at jeg ikke behøver at være bange for at være glad.

Mit søvnmønster er blevet meget bedre, jeg tror langt om længe min krop er blevet normal igen efter tiden på Seroquel. Jeg har hørt fra flere, at det kan tage 6-8 måneder, før ens søvnmønster er normalt igen og man kan sove uden hjælp. Det gør, at jeg heller ikke er så træt om dagen længere, og at min døgnrytme nu er kommet ind i en helt almindelig hverdagsgænge.

Selvom vi har fået bil igen, går jeg stadig meget  – og vil heller gå op i byen end at tage bilen. Samtidig har jeg også ”lært” hvor nemt det er at bruge toget, når jeg skal til Vrå eller Aalborg. Det giver en fantastisk ro ikke at ”have ansvaret” for transporten, men bare følge med. Det stresser mig åbenbart mere end jeg var klar over at køre bil. Der er mange indtryk at forholde sig til og småbeslutninger, der skal tages hele tiden.

Så ønskejobbet engang må meget gerne kunne nås med offentlig transport, cykel eller på gå-ben.

Så er der gået endnu en måned – og faktisk fik jeg ikke gjort status for maj måned, så der er gået 2 måneder. Og samtidig er der gået ½ år siden jeg lavede mit Manifest 2014. Så denne opfølgning er en temmelig vigtig milepæl for mig.

Det overordnede mål ”Jeg vil være stabil i min sygdom og  have det så godt som jeg kan have det” er stort set opnået. Jeg vil sige at jeg har det rigtig, rigtig godt – stabiliteten er der også, men med små afstikkere opad. Men hvor jeg før red på bølgen og glædede mig over ENDELIG at være rask, ved jeg nu at det er første tegn på den nedtur, der altid fulgte en periode med mani.

Og for mig er de begyndende manier meget nemmere at håndtere end nedturen. Så jeg er nu MEGET obs på at de ikke får lov at udvikle sig. Kemi i halsen og så sove en 14-16 timer i streg + tage den med ro den efterfølgende uge. Det har holdt de store svingninger fra døren.

Jeg har haft en episode, hvor det var ved at gå galt. Min hjerne VILLE ikke overgive sig og falde i søvn. Det endte med 4 sovepiller (max døgndosis) og 2 store glas snaps. Men så var jeg også rebootet, da jeg vågnede igen. Det er dejligt at jeg har fået magten over sygdommen i stedet for de sidste 10 år, hvor det har været omvendt.

Søvnen går det op og ned med. Jeg er ekstremt følsom overfor forstyrrelser – manden der snorker, hunden der gør i søvne, fugle der pipper fra kl 4 (skyd det lort). Men jeg har lært at blive liggende og slappe af  – skyde tanker fra mig, så kroppen og hjernen alligevel får hvile, selvom jeg ligger vågen. De sidste 2 uger har det dog gået meget bedre med søvnen, så jeg krydser fingre for at min hjerne nu er ved at komme så langt ned i gear, at den kan finde ud af det selv fremover.

Kosten kører derudad som den har gjort de sidste mange måneder. Jeg tænker ikke over det længere og min vægt har stabiliseret sig på omkring de 78-79 kg. Det er et vægttab på ca 15 kg. Jeg får rigtig mange af mine kcal fra fedt og det kan jeg mærke at min krop har rigtig godt af. Biokemisk giver det god mening for mig, når man lige ryster de sidste 40 års indoktrinering af kostråd af sig.

Hjernen er en stor fedtklump, der skal være fedt omkring vores nervebaner (ellers kortslutter de) alle vores celler, har en cellevæg af fedtmolekyler. Så selvfølgelig skal vi indtage noget fedt. Den fedt der ophobes i fedscellerne er lagring af overskydende kcal – så så længe, jeg sørger for ikke at spise flere kcal end jeg forbruger, vil jeg ikke ophobe fedt.  Samtidig tør kroppen godt ”give slip” på det lagrede fedt – for nu får den jo tilført dagligt de mængder den skal bruge. Jeg kan faktisk huske, at min biokemilærer på universitetet talte om det samme, men dengang syntes vi jo han var helt ude i hampen. Men her 15 år efter må jeg sq give ham ret – det virker i praksis.

Vi har endelig fået bil igen – men jeg fortsætter mine gåture. Jeg bliver simpelthen stresset af at køre bil inde i byen. Der sker alt for meget alt for hurtigt. Så den bliver kun brugt, hvis jeg skal på længere ture. Det er lidt win/win – sparer penge og jeg får min motion.

Mht at deltage i sociale arrangementer, har det også fundet et helt naturligt leje, der passer godt til mig. Skal vi noget større, som fx i morgen hvor vi skal til havefest hos nogen venner, ja så planlægger jeg en ”fridag” dagen inden og dagen efter. Det fungerer helt perfekt.

Det indre kaos er der efterhånden taget hånd om – fysisk og psykisk. Så jeg har brugt tid på det ydre – mit ydre – de sidste to måneder. Hver morgen har jeg brugt ca 45 minutter på badeværelset. Holdt mig selv op på at der både skal bades, smørres bodylotion på, bruges parfume, lægges make-up og sættes hår. Samtidig skal tøjet også være i orden HVER dag. Også fridage. Og det skal gøres om morgenen, og ikke sådan halvt op af formiddagen.

Jeg skal være klar til at gå ud af døren, hvis fx min veninde inviterer på kaffe. Jeg har kaldt det min ”30 days of beauty”-challenge. – selvom det ikke lige er 30 dage, men det lyder godt 🙂 De morgener hvor jeg har husket det, har jeg taget et selfie  og jeg har lavet en collage med billederne, som jeg kan hænge i soveværelset til minde om at jeg KAN se godt ud (nogen dage dog bedre end andre), hvis jeg skulle falde ned i dybet igen.

Det var vist det for nu…det her fylder over en A4 side i Word…jeg tør slet ikke tænke på hvor lang den her status bliver på bloggen

 🙂