Her er hvad jeg skrev i fredags, da jeg var ved at kamme over af raseri:
(jeg har erstattet navne med titler for at gøre det lidt blogvenligt) 

Hej ”jobkonsulent”

Jeg har altid ment, at klar og tydelig kommunikation er en af forudsætningerne for et godt og konstruktivt samarbejde. I det ligger også, at man ikke forsøger at forgøjle eller fortie ting. Åben og ærlig dialog, må være nøgleordene. Og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke synes, vores samarbejde er startet på det bedste grundlag!

Vi to har tidligere krydset klinger, men det tror jeg måske ikke, du kan huske – det er trods alt ved at være en 5 år siden.

Jeg er meget tilhænger af second chances. Derfor bestemte jeg også straks, jeg hørte i telefonen, at det var dig, at selvfølgelig ville jeg give det en chance, og gå til vores fremtidige samarbejde med åbent sind.

Men jeg har arbejdet indenfor salg og kommunikation i mange år, og er yderst trænet i at opfatte små nuancer i kommunikationen. Og jeg må indrømme, at efter vores snak var mavefornemmelsen ikke god – der var ugler i mosen.

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at du efter at have talt med ”personalechefen” i dag, kunne konstatere, at de ikke havde plads til mig, at der var 2 i kø foran mig og du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme op på ”arbejdsstedet”. Du sagde også at der ikke var noget, der hindrede at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du havde valgt.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun alligevel ikke havde plads til mig – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. ”personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

 

• Der er fint plads til mig.
• Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
• Der er ikke andre i køen foran mig.
• ”personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
• Hun vil rigtig gerne have mig på museet.
• Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, hvis det er aktuelt, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valgt.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen, hvis ikke jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor ”personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået ”arbejdsstedet” godt og grundigt. Men med den udmelding jeg fik fra dig i dag – sammenholdt med den snak, jeg har haft med ”arbejdsstedet” – kan jeg næsten ikke tro andet, end der er en skjult dagsorden. Og det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum!

Du får EN chance for at forklare dig, og lad være med at fornærme min intelligens ved at komme med nye søforklaringer – det har jeg sgu været medlem af MENSA for længe til!

Jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde det sted du har valg, men du skal vide at jeg ikke synes, det her er optimalt og næste skridt vil være at bede om en anden jobkonsulent, hvis ikke vi kommer tilbage på ret spor temmelig hurtigt.

Vh

Her er så hvad jeg endte med at sende,  da jeg var kølet ned:

Hej ”jobkonsulent”

Jeg undrer mig lidt…

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at de ikke havde plads til mig og at der var 2 i kø foran mig. Jeg siger til dig, at det forstår jeg ikke (jeg kom vist endda – ganske spontant – til at udbryde ”det er løgn!”), da jeg har en aftale med”personalechefen” om at komme derop. Men du fortæller, at du har talt med “personalechefen” så sent som i dag (fredag) og der ikke er plads til mig på ”arbejdsstedet”. Du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme derop. Du sagde også, at der ikke var noget, der hindrede, at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du har valg.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig meget, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun var nødt til at bryde vores aftale – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. “personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

• Der er fint plads til mig.
• Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
• Der er ikke andre i køen foran mig.
• “personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
• Hun vil rigtig gerne have mig på “arbejdsstedet”.
• Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valg.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med, at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen for efterfølgende at kollapse i depression. Det kræver, at jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor “personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået “personalechefen” så godt og grundigt eller der er en skjult dagsorden. Men vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt og direkte. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum! Derfor vil jeg gerne høre din forklaring på det her, og jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde på det sted du har valg, selvom ”arbejdsstedet” stadig er min helt klare førsteprioritet baseret på min sygdomshistorie.

Mvh