Jeg bliver mere og mere imponeret over hvad langtidsbadning i koldt vand kan gøre.
Vi har haft nogen meget hårde sidste dage og her i eftermiddag var der ikke mere overskud tilbage i mig. Faktisk var der udelukkende underskud. Som i helt og aldeles fuldstændig underskud. Som i den slags underskud, hvor de automatisk negative tanker begynder at lege fandango.
Der suppleres med en is mellem turene i vandet
Vi tog til Løkken og smed mig i vandet (8 gr). Der var kæmpebølger, der slog fuldstændig hen over mig og da jeg først fik lært at “fange dem”, var det en fest uden lige.
Jeg var i vandet i over 20 minutter (af to omgange – med en gammeldaws is i pausen til at køle af på 🙂 ) og kunne sagtens være blevet i bølgerne i længere tid, men manglede et par legekammerater – det bliver trods alt en smule trivielt at bodysurfe alene i længden.
– Specielt også når bølgerne var så voldsomme at min bikini hele tiden gled af…thank god jeg var så langt ude, at jeg kunne bilde mig selv ind, at tilskuerne på stranden måbede over mit langtidsophold og ikke mine forgæves forsøg på at holde alt indenbords. (Note to self: badedragt!)
Der var ingen tvivl om, at fysikken og biokemien var på knoklearbejde med at cope med situationen, og dermed fjerne stresshormoner, affaldsstoffer, frie radikaler, ufoldede proteiner og alt det andet, der giver rod i systemet.
Saunaen kan lejes for 50 kr pr. mand pr. time
Som altid – det magiske skete. Underskuddet er væk, hovedet klart, tankerne positive igen og nu lades der op med sofa og et par afsnit af Venner.
I morgen har jeg samlet en lille flok, og så drager vi afsted igen. Vi har planer om at leje saunaen og så virkelig få overskuddet skruet tilbage på max!
Tidligere var de gange hvor jeg faldt i et hul eller begyndte at geare op utallige. Jeg havde en fornemmelse af at bipolariteten kastede rundt med mig, som havde den lyst til.
Jeg kunne i mine bitre øjeblikke blive så irriteret over, at denne lortesygdom skulle stoppe mig igen og igen – lige som jeg troede det gik så godt. Jeg var slet ikke klar over, hvor stor en indflydelse mine handlinger havde på episoderne. Men mange episoder KAN faktisk forebygges/stoppes…problemet er bare at det er knaldhamrende svært – ja stort set umuligt – hvis ikke man aner, hvad pokker det er, der sker.
Men også i det daglige er det altså en god idé at lave lidt sygdomsanalyse i ny og næ – eller måske skal jeg kalde det episodeanalyse.
For de gange jeg laver en sygdomsanalyse, er når jeg af en eller anden grund er kommet ud af ligevægt.
Når hovedet pludselig føles som havregrød, når jeg begynder at glemme, når jeg bliver ekstremt lydoverfølsom, grådlabil eller pludselig har 1000 idéer, hvor alle skal udføres og ikke kun de bedste.
For det første er jeg blevet god til at stoppe op og komme på ret spor igen v.h.a. alle mine forskellige strategier, og det er jo fint. Men det skulle jo gerne være sådan, at jeg forebygger istedet for at blive bragt ud af ligevægt.
Og her er det, jeg efter hver gang lige laver lidt sygdomsanalyse:
Hvad var det der gik galt?
Har der været en helt specifik årsag? (Fx. en familieweekend, eksamen eller andet pres)
Hvis ja – kunne jeg have undgået den handling? Eller hvordan kunne jeg have handlet mere hensigtsmæssigt?
Hvis nej – har jeg generelt handlet anderledes den sidste tid?
Har der været mere stress på end normalt?
Konflikter på jobbet – i familien?
Har jeg spist for meget sukker/hvidt brød?
Har jeg ikke fået gået mine gåture?
Er det for længe siden jeg har været en tur i havet?
Har jeg ikke passet min alenetid?
Har mine pårørende været ufølsomme eller for krævende? (den oplever jeg heldigvis ikke længere, men det er virkelig en stor faktor for mange)
Jeg tænker i det hele taget tiden op til igennem og forsøger at lære af det. På den måde kan jeg også finde ud af hvad jeg (måske) kan gøre anderledes en anden gang.
Temmelig ofte kan jeg finde årsagen til, at jeg er kommet ud af kurs. Det kan være noget så småt, som noget trælst, skingert og lidt for højt musik i supermarkedet. Men ok, så lærer jeg, at det altid er en god idé, at jeg har mine lydreducerende høretelefoner i lommen, så jeg kan tage dem i, mens jeg handler. Eller at det en anden gang er bedre bare at sætte kurven og så spise rugbrød til aftensmad.
På den måde samler jeg hele tiden erfaringer sammen, og kan håndtere situationer bedre og bedre dag for dag og lave små bitte justeringer i hverdagen, der gør at jeg ikke bliver bragt ud af fatning helt så tit.
Endnu en fantastisk modig, stærk ung pige har meldt sig som gæsteblogger. Lige pt. sidder hun på “den lukkede” – indlagt på sin lille søns 4 års fødselsdag forleden på eget initiativ. Jeg er så fuld af beundring for det overblik og indsigt i sin egen situation, at det ikke kan beskrives. Jeg er helt sikker på at du også vil få god gavn af dit ophold, som Anna, der beskrev sin indlæggelse her og at der venter meget godt fremover.
Tusind tak fordi du deler dine oplevelser fra “den lukkede”.
Dagbog fra “Den lukkede”
Folks reaktion når de hører begrebet “den lukkede”, så associerer de straks med fiksering, spændetrøjer, folk der snakker med sig selv, tror de er gud eller en anden skikkelse. De forbinder det faktisk med de galehuse, man havde i starten af de 19. århundrede. De stigmatiserer, de giver de psykiatriske afdeling og patienterne et rigtig dårligt ry. Bevares, der findes da nogle som stadig bliver fikseret, som tror de kan tale med gud, sågar at de er gud. Problematikken ligger i, at det faktisk er mindretallet som hører under den kategori.
Her sidder jeg, ung kvinde på 24 år, Bipolar, mor til en dreng på 4 år, nyligt fraskilt, på et lukket affektivt afsnit. Stemplet af omverdenen som hende, der sidder på den lukkede, som hende, der først og fremmest har svigtet sit barn pga. skilsmisse og nu “forlader” sit barn for at være skør på den lukkede.
Javel ja, sådan kan man også se på det.
Man kan også vende den om. Se det fra indersiden, bag ved hegnet og alle de låste døre. Det vil jeg gerne forsøge at give dig et lille indblik i fra de nu 5 dage jeg har været på “den lukkede”.
D. 18 april, 2016, på min søns 4 års fødselsdag svigtede min realitetssans, min evne til at få larmen i mit hoved til at holde op, min evne til at læse, skrive og huske. Kl. var 3 om natten, jeg magtede ikke mere, larmen overtog, min medicin virkede ikke, min safety medicin havde ingen effekt, jeg brød sammen. Fik med nød og næppe fundet nummeret til Psykiatrisk Akutmodtagelse i min tlf. bog, fik sat en aftale i stand. Min x-mand måtte hente min søn og jeg og køre af sted.
Ind på akutmodtagelsen, svare på lidt spørgsmål, få målt min puls, blodtryk osv. Derefter ind til en læge, snakke lidt også kom dommen. “du skal indlægges”.
Først blev jeg indlagt i akutmodtagelsen, derefter overført til et lukket affektivt afsnit, som har speciale i min lidelse, nemlig Bipolar (før i tiden kaldt maniodepressiv).
Her er langt fra som folks skrækhistorier beskriver. Jo jo, bevares, her er da nogle skæve eksistenser, men dem møder vi jo også nede i brugsen eller hos bageren. Her er lås på alle dørene, man overvåges mens man indtager sin medicin, men faktisk, så er det ikke værre.
Patienterne er pisse søde, ihvertfald dem som kan samle sig om en samtale. Vi hjælpes ad med at dække bord, lave mad nogle dage eller hvis nogen bare har brug for en snak. Vi hilser på hinandens familier når de kommer på besøg.
Selvom jeg er den yngste på afsnittet, faktisk så ung at de fleste kunne være mine forældre eller bedsteforældre, så føler jeg mig ikke udenfor.
Det første døgn var helt mærkeligt. Jeg lå jo bare her og lå. Jeg var ikke ude, men lå bare i min seng. Tænkte på verden udenfor, hvordan min søn havde det, hvilken lortemor jeg var, sådan at skride på hans 4 års fødselsdag. Heldigvis fik vi lov at få lidt privatliv så han kunne komme og fejre sin fødselsdag sammen med mig. Så kunne jeg holde den kørende lidt igen.
Andet døgn var noget helt andet, jeg nød at være her, jeg havde ro, jeg var umyndiggjort og HOLD NU KÆFT hvor var det rart! Al larmen i mit hoved forsvandt stille og roligt, ganske ganske stille og roligt.
De følgende dage var dog lidt besværet pga. medicin der ikke ville virke og ben der var smadrede af bivirkninger. En lille tur på knapt 1 km tog små 40 minutter, men jeg gjorde det!
Jeg giver ikke op, jeg er kun lige blevet indlagt og har en lang og sej kamp foran mig. Jeg kan få styr på min lidelse, jeg kan komme til at leve et liv på lige fod med alle andre. Jeg kan droppe tanken om at være en lortemor, jeg kan være supermor!
JEG kan være lige hvad JEG har lyst til at være!
I denne her verden kan det være hårdt at være ung og være anderledes. Det kan være strengt at være psykisk syg i et ungdomsliv, for man skal hele tiden tage forbehold. “Kan jeg håndtere mængden af mennesker til den her fest? Kan jeg drikke når jeg får min medicin? Kan jeg hænge ud med mine venner som jeg kunne før jeg fik diagnose? Vil mine venner mig overhovedet?
De her ting er lidt et tabu. Derfor tør mange ikke at sige noget.
Her har jeg kun at sige.. SPEAK UP! Uden din stemme der fortæller om hvem du er og hvordan du har det, så vil det forties og vi ender tilbage med stigmatiseringen.
Der vil altid være nogle som falder fra, som ikke kan kapere at man er anderledes. But who cares? DU ved hvad du er og DU ved hvad du har lyst til!
Til sidst er der kun to ord jeg vil skrive for denne gang
Jeg har aldrig selv været derude, hvor en indlæggelse har været nødvendig -hverken frivilligt eller via en tvangsindlæggelse. Eller dvs. min gamle praktiserende læge foreslog i første omgang indlæggelse der i 2004, hvor jeg havde mit store sammenbrud, men fordi jeg havde en pårørende (gemalen), der fuldstændig tog ansvaret for at tage sig 100% af mig, kunne jeg blive hjemme. Så det er en del om bipolariteten, jeg ikke kan tale med om.
Men fakta er, at den her sygdom kan være så lumsk, at man pludselig ikke selv kan se, hvad der er bedst for en – specielt inden man er diagnostiseret og kender de rette strategier. Derfor kan det ende med tvangsindlæggelse.
Det vil sige hvor lægen bestemmer at man SKAL indlægges og det evt. bliver med politiets hjælp. Jeg forestiller mig at det må være en meget voldsom oplevelse.
Det vil jeg gerne berøre her på bloggen også – det nytter ikke at alt bare handler om strategier, gode råd og how-to-do..
Der er ægte, levende mennesker, der kæmper en kamp – også hårdere end jeg har gjort, – og det er vigtigt at fortælle om.
Derfor har jeg spurgt rundt i netværket om der er nogen, der ville dele deres erfaringer og Anna giver her et meget fint indblik i hendes tvangsindlæggelse. Jeg er meget, meget glad for at du deler, Anna <3
Annas indlæggelse:
… Vil gerne fortælle min historie, om tvangsindlæggelse. Jeg har siden min tidligste teenage år, lidt af depressioner, efterfølgende er hypomanierne kommet. (Lider af bipolar2)
Da jeg var 17 år gammel ramte jeg et stort sort hul i mit liv, jeg var så langt nede at jeg blev ligeglad, og havde blot et ønske om at alle skulle lade mig være, og at jeg ikke var værd at elske.
Jeg låste døren til min lejlighed, stoppede alt kontakt, og var alene i min lejlighed i 4 døgn, uden nogen former for mad, røg cigaretter, drak vodka, og tog lidt piller (sove piller) var så ligeglad med hvordan jeg så ud, mit hjem var ulækkert, jeg havde virkelig bare givet op.
Jeg svarer på det 4.døgn min mor, som jeg dog havde haft lidt kontakt med (havde ladet som om alt var fint, men hun kunne godt fornemme det ikke var, hun kender mig og mit sind, har tidligere forsøgt selvmord 3 gange med OD af piller.) Hun skriver en SMS med at komme forbi lige hurtigt, og det siger jeg ok til.
Min mor havde taget vagtlægen med og har forklaret ham min forhistorie. Han spørger mig selvfølgelig hvordan jeg har det, og jeg har det fint fastholder jeg, og gentager mig selv og siger at de bare skal lade mig være.
Han kommer frem til han vurderer mig til at være til fare for mig selv. (Jeg var også meget tynd, havde også en begyndene spiseforstyrrelse på daværende tidspunkt) jeg forstår ikke alvoren i det lægen siger, og faktisk er jeg ligeglad.
Han foreslår, at jeg kan tage med min mor hjem, men det vil jeg heller ikke. Vil bare være alene, helt alene. Han fortæller mig, han bliver nød til at tvangsindlæggelse mig, men jeg hører faktisk ikke hvad han siger, og bliver ved med at sige, jeg skal blive her.
Der kommer lidt efter 2 betjente ind ad min dør, og jeg får muligheden for at rejse mig og gå med mange gange men nægter (det var som om det hele omkring mig ikke eksisterede). Til sidst går politiet hen til mig og tager fat i mine arme, og så rejser jeg mig selv samtidig med de har fat i mig. Kunne ikke overskue at stritte imod.
Blev så indlagt, og fik taget alt hvad der kunne være en mulighed for at gøre skade på mig selv. F.eks. ligther, oplader osv. Hver gang jeg gik på toilet, stod der en foran døren (personalet). Jeg spiste en lille smule mad (nok til at det nogenlunde tilfredsstillede personalet), men jeg kastede ofte maden op ude på toilettet.
Jeg snakkede med forskellige fagfolk, (læger, psykolog osv.) og efter 5 dage blev jeg flyttet over på den åbne afdeling og blev udskrevet, fordi jeg havde fået tilknyttet psykolog og psykiater og kom på antidepr.medicin. Efterfølgende fik jeg min diagnose bipolar2
Jeg er taknemmelig i dag for jeg blev indlagt, fordi det var det, der satte min behandling i gang, og jeg blev udredt og fik min diagnose.
Så enkelt er mit budskab i dag! Antiinflammatorisk kost har været det, der gav startskuddet til min “helbredelse” dengang i januar 2014, hvor jeg skrev Manifest 2014.
Jeg er sikker på at inflammation (en let betændelsestilstand, der skyldes affaldsstoffer, frie radikaler mv i kroppen) har en stor del af skylden for “havregrødshoved” og niveauet af fysiologisk stress i kroppen. Samtidig ved vi i dag at mange (fysiske) sygdomme skyldes eller forværres af inflammation. Men jeg er sikker på at det også gælder de psykiske.
Frie radikaler dannes i kroppen af flere forskellige ting: Rygning, forurening, mangel på motion, dårlig kost – specielt junkfood og generelt stress.
Og jeg er også sikker på, at det er en ond cirkel, hvor disse ting giver fysiologisk stress i kroppen via frie radikaler – og i og med stress også giver frie radikaler i kroppen, så kører bussen derudaf.
Jeg har flere strategier til at reducere inflammationen i min krop – bl.a. Cryoheating.
Men kosten spiller også en kæmperolle for mig (og helt sikkert også for andre) og derfor har jeg gennem tiderne haft fokus på at spise antiinflammatorisk. I nogen perioder er det lykkes mig med fuld fokus, og andre er jeg faldet tilbage i de gamle, dårlige vaner.
Men når jeg kikker tilbage er der ingen tvivl. De generelt gode perioder i mit liv, er der hvor jeg har haft fokus på antiinflammatorisk kost.
Hvad er antiinflammatorisk kost?
Antiinflammatorisk kost har fokus på madvarer, der er rig på antioxidanter. Antioxidanter modvirker de frie radikaler, så de ikke kan lave ravage i kroppen.
Der er flere forskellige forslag til antiinflammatorisk kost, men jeg har fundet frem til nogen retningslinjer, der fungerer for mig. Det gælder både om at det skal være sundt, men også at jeg kan holde det ud i længden: (Dem med specielt mange antioxidanter, har jeg markeret med kursiv)
Grøntsager mv:
Grønkål Broccoli
Blomkål (kan rives groft og bruges som ris)
Avokado
Gulerødder
Gul/Rød/Grøn Peber
Champingnon
Agurk
Tomat
Salat (primært iceberg, rucola)
Frugt/bær:
Jordbær, blåbær og hindbær. Her har jeg afveget principperne om ingen sukker og ingen hvidt brød, men jeg hylder også, at gøre tingene indbydende.
Melon
Æbler
Bananer Appelsiner og andre citrusfrugter
Vindruer
Blommer
Pærer
Jordbær Blåbær (dem man kan købe i butikkerne er en udenlandsk sort, der slet ikke er så gode som den danske sort. Jeg har derfor tænkt mig at plante et par buske af sorten Vaccinium myrtillus i et surbundsbed i haven) Havtorn (kan samles ved de danske kyster i august)
Fede fisk:
Jeg topper tit laksen med lidt kaviar, for at gøre det ekstra lækkert
Laks Sild Makrel
Rejer
Muslinger
Torskerogn
Sundt fedt:
Olivenolie Rapsolie
Kokosolie
Nødder/frø:
Forskellige nødder – her jordnødder, hasselnødder, valnødder og mandler
Mandler
Valnødder
Hasselnødder
Jordnødder (peanuts)
Andre nødder
Hørfrø
Sesamfrø
Solsikkekerner
Note: vær obs på at der er mange kalorier i nødder, så du skal ikke grovæde peanuts hver aften.
Kød/Andet:
Æg
Serranoskinke
Kylling
Svinekød
(en enkelt gang imellem en god oksebøf)
En hel pakke pålægfx. hamburgerryg, roastbeef, kylling)
Kornprodukter:
Groft brød med rug og byg
Grød med fuldkorn (rug, byg, havre)
Kogte fuldkorn (perlebyg og perlerug)
Note: Jeg forsøger, at holde igen med kornprodukterne. De vigtige fibre får jeg så rigeligt fra alle de grøntsager, jeg spiser.
Mælkeprodukter:
Fed ost
Yoghurt naturel
evt. hytteost
Note: Det er minimalt, hvad jeg spiser af mælkeprodukter, calcium/magnesium mv. fåes også fra grøntsager, ellers tager jeg dem som kosttilskud.
Lækkersulten:
Nødder i alle afskygninger – saltede, honningristede mv
Tørrede bananer
Rosiner
SugarSnaps (ærter)
Radiser
Agurker i stænger
Gulerødder i stænger
Udskåret frugt
Smoothies (se indlægget her)
Tørrede grøntsager/frugter (snit dem meget tyndt og tør dem v. 50-80 grader i ovnen en 5-6 timer evt. natten over)
Dette undgår jeg, så vidt muligt:
Sukker
Hvidt brød
Kartofler
Ris
Pasta
Sodavand
Alkohol i store mængder (et enkelt glas rødvin/en øl i ny og næ er dejligt)
Afsluttende noter:
Det er ikke sådan jeg er fanatisk med ovenstående, men det er helt sikkert at de perioder hvor jeg efterlever disse principper, så har min krop – og dermed min psyke – det meget, meget bedre. Jeg har også observeret at det er meget nemmere at komme ud og motionere, når jeg spiser en sund kost – og at motionen, motiverer til at følge den sunde kost.
Både motion og kost er jo nøgen af nøgle-faktorerne til at holde sig stabil og ovenpå, men det er supersvært at praktisere, hvis først man ER stresset eller ER nede i depressionen.
Så mit råd er at starte de gode vaner på tidspunkter hvor du er stabil og har overskuddet til at have fokus på kost eller motion (hvad du starter med, tror jeg ikke er så vigtigt – for som sagt er min erfaring at det ene stort set automatisk tager det andet med sig).
Grøntsagsjuice er en skidegod måde at få antioxidanter på. Jeg har længe ønsket mig en Juicer eller presser så jeg selv kunne lave grøntsagsjuice eller frugtjuice. – Og en blender til at lave ditto smoothies. Forleden spurgte min veninde, hvorfor jeg ikke bare brugte en stavblender?
Øhhh…Hmmm…Tjaaa….for det første fordi jeg ikke havde tænkt, jeg kunne det – og for det andet fordi jeg ikke har en 🙂 Men det er der rådet bod på nu.
Jeg købte den kraftigste jeg lige kunne finde til en ok fornuftig pris: Tefal 700 Watt med metalbund og så gik jeg i krig. Det har betydet, at jeg stort set har levet af grøntsagsjuice og smoothies med bær og frugt lige siden.
I forhold til antiinflamatorisk kost, er det helt klart grøntsagsjuicerne, der tager prisen. Og da jeg er 100% sikker på at inflammation og affaldsstoffer har en stor fed finger med i spillet, når jeg har “havregrødshoved”, så kommer her et par af de eksperimenter, jeg har haft succes med:
Opskrifter på grøntsagsjuice / smoothie:
Broccoli/tomat/havtorn – smoothie:
3-4 buketter broccoli
3-4 tomater (eller 6-7 cherrytomater)
0,5 dl havtornesaft (Jeg køber en hammergod en i Fakta)
1-1,5 dl vand
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af havtornesaft/vand. Smag til med saften.
Citron/banan/hyldeblomst juice / smootie
1 banan
1/4 økologisk citron med skal (fjern kernerne)
0,5 dl konc. hyldeblomst saft
1-1,5 dl vand
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften. Smagen kom til at ligge ret tæt på en god gammeldags citronfromage…ikke dårligt!
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften.
Bemærkninger:
Det er bare med at kaste sig ud i det og forsøge at eksperimentere med forskellige grøntsager og frugter. Sommetider har jeg smagt nogen temmelig kedelige grøntsagsjuicer med en fad smag.
Derfor kombinerer jeg med forskellige slags saft, for at give en god smag – og evt. også noget A38 eller lignende, hvis jeg vil have en “rigtig” smoothie-konsistens. Det også godt med en banan, hvis det er smoothie du er ude efter.
Så altså – en stavblender til 369,- kan rigeligt dække mit behov for juice og smoothie indtil videre- og så fylder den jo intet i skuffen frem for sådan et stort juice-monstrum, som jeg hånden på hjertet sikkert heller ikke gider gøre rent.
Nu elsker jeg frugtkød i min juice, så den let grynede konsistens der altid vil være, når der blendes frem for presses, er helt super – i mine øjne. Men kan du ikke lide frugtkød i din juice, så er denne metode nok ikke det bedste valg, med mindre du holder dig til bløde frugter og grøntsager som tomater og agurker.
En vinterdepression kan være en bitch! Men denne vinter har været meget ulig tidligere år!
Hvor jeg plejer at lukke mig inde, sidde i mørket og nærmest gå i hi – selv på dage med solrigt, frostklart vejr – , har denne vinter været præget af fantastiske naturoplevelser, strandture, udendørsliv og social aktivitet.
Jeg har faktisk en oplevelse af, at det slet ikke har været vinter. Selv ikke i januar hvor der var sne, frost og hårde minusgrader. Det var ikke vinter, det var bare sådan vejret lige var.
Det er gået op for mig, at jeg har forbundet vinterperioden/”vinter” – midt oktober til først i marts (alt efter forårets komme) – som noget der bare skulle overståes. Et frygteligt nødvendigt onde, der lå og spærrede for alt liv. Mentalt har vinteren for mig strakt sig langt ud over de definerede vinter-måneder.
Jeg har helt klart haft tendenser til vinterdepression
Jeg har de sidste mange år været “vintertræt” eller i “vinterhi” hvert eneste år. Jeg har kunne se fordelen i at, det har været tilladt at dovne den i sofaen, lukke sig inde og hygge med stearinlys og strikketøj (hvilket jo er skønt!), men det gør altså også bare noget ved kroppen – bl.a. at man ikke får et nødvendige sollys og det livgivende udendørsliv.
Jeg er generelt bare mere muggen, ugidelig og indelukket om vinteren og en årrække dykkede jeg helt.
Jeg tænker rigtig meget i billeder og jeg plejer at have et billede af året som en farvet tidslinje. Tidligere har året altid set sådan ud:
Vinteren har altid været farvet sort i mit hoved, kun lige afbrudt af den røde julefarve. Foråret er lysegrønt, påsken gul og sommeren varm rød, for at blive afløst af sort igen allerede ved oktober måned. Og det på trods af at oktober jo faktisk kan være både varm, solrig og temmelig smuk, men det mentale billede har altid været præget af at den sorte vinter er lige om hjørnet. Så jeg har aldrig lagret mindet om lækre oktober. Faktisk har jeg ofte allerede i august måned fået spoleret nuet ved at være trist over, at nu er sommeren ved at være forbi og der ligger sååååå mange måneder foran mig før den kommer igen. Og så har det været som om året har gået i ring….efter nytår, så kørte det hele i ring igen med den sorte farve først….
I år har været anderledes
Men altså – dette efterår og vinter har været fuldstændig anderledes – og uden spor af noget der kunne bare minde om en vinterdepression. Når jeg tænker tilbage, ser mit mentale billede af 2015 og frem til nu sådan ud:
Perioden har været langt mere farverig end ellers. Glade farver og ikke på noget tidspunkt sort. Ikke på noget tidspunkt muggen, idelukket og kedelig. Ikke på noget tidspunkt “vinter”. Og pilen med de glade farver går ligeud. Der er ingen køren i ring….
Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig for, at jeg dengang i oktober bare sprang ud i det og sendte den mail til formanden for Frederikshavn Vinterbadere – selvom jeg godt nok var ved at fortryde, som du kan se i indlægget her.
Denne vinter har i bund og grund handlet om at have det SJOVT. Som en af mine nye venner i vinterbaderklubben sagde: Vi er jo som en flok børn, der leger!
At tage til stranden har været noget, jeg tidligere kun har gjort, når der har været virkelig varmt. Denne vinter tror jeg, jeg har været ved stranden flere gange, end jeg ellers har været i hele mit liv! Foto fra Rønnerhavnen, vinteren 2015.
Vinteren har budt på så mange fede oplevelser – nye venner i klubben, socialt liv i saunaen, masser af strandture, udendørsliv, fantastiske naturoplevelser – bl.a. en måge, der slog ned og tog en fisk 3 meter fra, hvor jeg svømmede -, badning i regnvejr, så der slog skomagerdrenge 10 cm op i luften, hyggesnak på stranden i det klareste solskin med kun et badehåndklæde omkring mig, svømning i grødis og det allerbedste – turen til Sibirien, hvor jeg lærte endnu flere skønne mennesker at kende.
Peter, Nina, Lars, Lene, Morten, Lars, Mette, Catharina og jeg forrest. Sol, klar frost, musik og glade dage. Det var ingen problem at rende rundt i badetøj – tro det eller ej, det var skønt!
Vi var allesamen enige om, at det var en fantastisk “badeferie”, som vi rendte rundt der i badetøj i strålende sol og klar frost. Og hvilket boost af selvtillid, at gøre noget SÅ vildt – og samtidig opleve, at det faktisk slet ikke var noget “problem”. Det var bare sjovt og skide skørt!
Kulde er pludselig ikke koldt
Jeg har samtidig fået et helt andet forhold til kulde end tidligere. Den er ikke væmmelig længere – kulde er bare en anden følelse end varm.
DET er godt nok noget nyt for mig, der ALTID har pakket mig ind i tykke trøjer, dunfrakker, vanter, huer og store støvler. For ikke at tale om uldsokker i sengen, for bare at holde fødderne nogenlunde over frysepunktet.
Denne vinter har jeg tit taget afsted uden jakke, hvis jeg bare lige skulle hen at handle!
Det har også gjort, at jeg allerede nu føler, at sommeren med alle dens aktiviteter er godt på vej. Den sidste uges tid har jeg allerede siddet ude to aftner fra 18.30 til 21 med bål, snobrød og store smørklatter. Godt nok i føromtalte jakke og støvler, men altså….det har jeg aldrig gjort i marts måned før. Det er sådan noget, der har hørt juli til…
Et andet eksempel – forleden hvor vi gik en lang tur med krapylet (aka. vores rottweiler Thor) på stranden, smed jeg sko og strømer og gik i vandkanten – igen noget, der ellers kun har hørt sommeren til, men som på ingen måde var væmmelig-koldt.
Jeg kan godt forstå at vinterbadere (sikkert også mig selv) kan lyde lidt religiøse i andres ører, når der siges at “det er naturens lykkepille” og “man kan ikke blive vinterdeprimeret/få en vinterdepression som vinterbader”.
Men jeg er helt enig i de udsagn, men de kræver lidt mere forklaring for at forstå. Derfor har jeg hermed forsøgt at give et indblik i, hvordan farverne på mit år pludselig er blevet forandret, så alle jer der synes, jeg er fuldstændig rablende gal – og helt uden geni-delen – når jeg hopper i vandet en vinterdag, for slet ikke at tale om en frossen flod i Sibirien, måske pludselig kan se fidusen.
Så alt i alt… jeg er ikke helt galt på den. Jeg har bare fået sat farver på livet!
Efterskrift:
Nu handler det jo ikke om at alle med en vinterdepression/depressive, bipolare osv bare skal ud og vinterbade og så er den skid slået. Der ligger jo SÅ meget mere arbejde bag, som følgere af bloggen også har set. Det er en langsom proces og en udvikling gennem de sidste 2 ½ år. Men i forhold til hvor jeg var i 2013, hvor året overvejende havde gråtoner i mellem det sorte – kun afløst af en skrigende hidsig lillapink en kort periode – så er det jo fantastisk at kunne se tilbage på et år, der har været så fyldt med farver. Men altså – processen er lang, og det nytter ikke noget at forcere den.
Her er mine vigtigste posts i forhold til at forklare hvordan jeg har gjort:
Mindfulness, yoga og meditation er alle særdeles kraftfulde redskaber til at nedsætte stressniveauet i kroppen, men er du kommet ud over kanten og stress er blevet fulgt af angst, depression eller (hypo)manier er det svært at få stoppet din stresscirkel.
Jeg har tidligere skrevet om stress/sårbarhedsmodellen, og der er ingen tvivl om, at jo mere stresset man er jo mere sårbar er man også. Derfor giver det al mulig god mening at reducere stressen, så sårbarheden mindskes.
Det helt store problem er dog, at når du har allermest brug for det, så har du allersværest ved at koncentrere dig om det.
(Her er strikketøjet en glimrende metode – hvis du kan strikke i forvejen og køre lidt på autopilot, så du ikke skal lære en ny teknik midt i det hele. Dog er det en process, der skal have et par måneder for at virke.)
Hukommelse, koncentrationsevne og andre kognitive egenskaber er gået helt fløjten. Hovedet er i en konstant eksamens-klappen-er-gået-ned-tilstand.
Min oplevelse var, at opfordringen til at benytte mindfulness mv kun gjorde mine selvbebrejdelser endnu værre: Ikke engang DET, kan jeg finde ud af.
Nej, det kunne du ikke! – og det var der en helt logisk, biokemisk årsag til. Min krop var pumpet fuld af stresshormoner og svingede imellem depression og hypomani – med havregrød i hjernen til følge.
Alle der har prøvet at stå blank til en eksamen på trods af timers studeren eller siddet fåret på en date og tænkt “sig noget!” ved at det ikke hjælper, at forsøge at presse sig til at komme videre. Det øger bare stresshormonerne og den onde cirkel kører en endnu længere ned i dybet.
Fjern fysiologisk stress først
Det er nødvendigt at få mindsket den biokemiske/fysiske stress først, til et niveau hvor hjernen begynder at fungere bare en lille smule normalt. Stress laver SÅ meget ravage i kroppens biokemi. Affaldsstoffer ophobes og inflammationen øges (betændelsestilstand i kroppen) – med så mange vidt forskellige konsekvenser.
Når jeg kikker helt tilbage på de tidligste indlæg her på bloggen og følger min rejse til, hvor jeg er nu, kan jeg se, at det jeg ubevidst havde sat mest foksus på, var at mindste den FYSISKE stress i min krop.
Klik på billedet for at forstørre
Der gik faktisk ikke mere end en 1½-2 måneders tid fra jeg begyndte at fokusere på kost, søvn, gåture osv til jeg mærkede en meget markant bedring, der gav mig overskud til at træne de forskellige kognitive og psykologiske strategier, der skulle til i mit tilfælde for at leve et stabilt fornuftigt liv.
Men ….det kræver virkelig noget overskud at skulle til at pille ved kost, motion osv, og det er bare umuligt, når tingene er helt ad helvede til.
Det nytter ikke noget at forcere tingene og hoppe ind midt på pilen – så er det bjerg, der skal bestiges så uendeligt meget højere og sikkerhedsudstyrret ikke i orden.
CryoHeating som stressterapi
Derfor er jeg også sikker på, at fremtidens løsning for mange kan ligge i CryoHeating. Det giver den passive, fysiske afstressning, lige i det tempo, der nu passer til en. Når jeg skriver passiv, er det fordi du ikke behøver andet end at være der. Du skal ikke tænke på specielle teknikker, du skal ikke implementere en bestemt tankegang og du skal ikke lave specielle øvelser. Du skal bare være der og benytte koldsvandskarret / saunaen. Fordi CryoHeating giver et fysiologisk respons, bliver din stresscirkel helt automatisk brudt.
Det perfekte wellnesscenter (ingen adgang for børn, rolige omgivelser, lækre faciliteter og selvfølgelig koldtvandskar og sauna) vil alene i sig selv give lysten til at komme der – og så skal modet til det kolde vand nok indfinde sig efterhånden, når nu du ved, at det vil kunne afgifte din krop 🙂
Din stresscirkel kan holde dig i et jerngreb, og kan være svær at bryde. Fordelen med CryoHeating er at det sker uden du behøver at gøre noget aktivt selv udover at tage i wellnesscenter. Klik på billedet for at forstørre
Jeg havde et mål om at evaluere på Initiativ 2016 hver måned omkring d. første – men så gik der lige VM og issvømning i den.
Det er for så vidt helt ok – jeg er tilhænger af at afvige fra stien, når bare man ved at man gør det og hvorfor.
Initiativ 2016 har da heller ikke fået den opmærksomhed, som jeg havde ønsket og forventet. Men der er da alligevel sket en del på den front.
Før det første – og vigtigste – har jeg fået identificeret, hvad det er der går galt gang på gang. Det er altså alfa og omega, når der er et problem, man skal have løst. Dernæst har jeg også fundet ud af hvad, der skal gøres, for at nå målet om et ryddeligt hjem uden alt for meget arbejde i det.
Så kommer vi til selve implementeringen. Det svinger sgu lidt både i kvalitet og kvantitet. Men jeg har alligevel fået ryddet ud og sorteret i vores viltualiekammer (DET er store ting!) og i et værelse der var endt som pulterkammer, uden jeg egentlig vidste hvordan, det lige var sket.
Kender I det med at en dag åbner man døren og så er rummet på mærkværdig vis fyldt!
Samtidig har jeg i dag fået gjort baghaven forårsklar, fyld traileren og fejet fliser. Og forhåbentligt får vi lavet vores indkørsel og forhave færdig i starten af april – hvis flisemanden kan presse os ind i et travlt program.
Så alt i alt synes jeg, vi er ret godt på vej – og man skal jo huske, at man har et helt år til at nå sit nytårsforsæt.
Bare fordi man ikke lige når det de første 14 dage af januar, behøver man ikke opgive projektet 🙂
For præcis et år siden var jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.
Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.
Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂
Mit gæsteindlæg:
I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.
Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.
I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.
Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.
Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.
Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.
Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.
Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….
Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.
