Skallerup Seaside Resort Romulus burde kunne fåes på recept!!!
Fandengaleme!
Jeg er helt sikker på at der ville kunne spares MANGE penge på stresssygemeldinger mv, hvis man blev losset derud 6 søndage i træk fra morgen til aften!
Heldigvis har jeg fantastiske Ole, der kunne stikke mig en recept på “et stk hele dagen i Romulus” i søndags, med ordre på at stille derude, når de åbnede og ikke komme hjem før luk.
Det var helt igennem rigtigt set af Ole, at det var lige det jeg havde brug for.
Romulus åbnede kl. 9 og 8.57 kørte jeg ind på parkeringspladsen, der var gabende tom. Det var Romulus også de første 2 timer, jeg var der.
Mig, mig selv og helt alene i verden!
Det var fuldstændig fantastisk, at have Romulus for mig selv. Og vand har bare en eller anden form for helende virkning og indbyder til dyb afslapning.
Sammen med de kontinuerlige skift fra iskoldt (8 grader) til temmelig hedt – saunagus med både lys, musik og æteriske olier (og en pænt lækker gusmester, der virkelig forstod at svinge håndklædet), gav det virkelig min krop den kickstart den havde behov for.
Jeg kan varmt anbefale en tur derud. Det er så fuldstændig gennemført lavet og man er virkelig hensat til en anden verden. Virkeligheden eksisterer ikke derinde.