Stress-sårbarhedsmodellen

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

 

 

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

 

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

 

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

 

 

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

 

 

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden desværre heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

 

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

 

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

 

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.