“Nå Dorte, hvad er så det værste ved at have haft umedicineret/udiagnosticeret ADHD?”
Ultimativt at mit attention span har været så kort, at jeg aldrig kunne huske, hvor jeg havde lagt mine ting.Alt blev væk for mig – hele tiden, altid. Jeg har brugt oceaner af tid på at lede efter ting, jeg har fået væk.
Og så vil nogen måske mene, at det så ville være en god idé med mere struktur i hjemmet.Well… umuligt. Det krævede uanede mængder af hjernekapacitet = batteriet blev dødt alt for hurtigt.Jeg har forsøgt med faste pladser til de ting, der virkelig har været vigtige. Men det smuttede…ofte!
“Men sig mig så Dorte, hvad er så det bedste ved at være blevet medicineret mod ADHD?”
Det er ultimativt, at min koncentration, fokus og eksekutive funktioner har fået en hjælpende hånd “gratis” ( = jeg behøver ikke svømme en Ice mile for at blive skarp i hjernen et par timer).Jeg skal ikke bruge nær så meget hjernekapacitet i dagligdagen, og der er pludselig overskud til at få ryddet ud i skuffer og skabe.
“Og hvad er så det allerbedste fysiske bevis på det?”
Ja, altså – nu nævnte jeg jo lige Ice Miles, ikke. Da jeg lavede min første Ice Mile, fik jeg en isbjerg-halskæde af Ole i julegave. Når nu ikke Ice Milen kom med en officiel medalje, så mente han, at jeg skulle have en uofficiel. Som jeg endda også kunne bære hver dag uden at folk kikker underligt.
Det har nok været mit kæreste eje lige siden. Og jeg passede så godt på den. Den måtte ikke blive væk. Lige indtil at det blev den!Jeg har ledt efter den i mange, mange timer. Dage. Måneder. Og til sidst år. Jeg har været igennem skraldespande og dissekeret støvsugerposer (jep, flertal) minutiøst.
Men. Den. Var. Væk!
Jeg har begrædt tabet. Skammet mig over ikke at have passet bedre på den. Og forsøgt at komme videre og acceptere. At. Den. Var. Væk!
Lige indtil for 1/2 time siden, hvor jeg lige ville finde et hårspænde i mit skab på badeværelset. Der lå papir, en tom æske, et par gamle indlægssedler fra medicin og diverse (MEGET) andet rod.
Med mine nye eksekutive funktioner i behold, fik jeg lige tømt ud og smidt væk. Så kunne jeg da også lige stille alt pænt og sortere….
Og! Hvad er det der helt inde i hjørnet? En lille bunke af et eller andet… jeg får den ud og… det er min halskæde 😍😍😍 Det udløste et instant anfald af pyllerwåi i ynnern! Jeg er så kisteglad, lettet, overrasket og lykkelig.
Og jeg kan faktisk godt huske – NU – at jeg en aften var så træt, at jeg ikke orkede at gå ud med den på sin plads og derfor skubbede den helt ind i hjørnet på skabet.
“Det er en god plads, der bliver den ikke væk. Jeg skal bare huske, at det er her, jeg har lagt den”
*PUF*
Bonusfeature:
Min hals er blevet så tynd, at jeg nu kan bruge den sammen med den kæde, den er købt med. Som pænt har stået i sin æske i skabet siden nov. 2019. Hvorfor pokker jeg ikke lagde halskæden ned i æsken dengang, det fatter jeg ikke. Men som vi er begyndt at sige her i huset, når handlinger eller tanker ikke giver mening: “Fordi ADHD….🤷🏼♀️”
